#ff31a6

Kunsten at stille styrkende spørgsmål

"Den der ikke kan spørge, kan ikke leve". Sådan lyder et gammelt ordsprog. Da jeg mødte det første gang i en bog af en livsklog forfatter for snart en lille håndfuld år siden, brugte jeg dage på at forholde mig til, hvad udsagnet egentlig måtte betyde. I bogen stod, at vi jo i mange af vore vågne timer stiller os selv stribevis af spørgsmål, som påvirker vores sindsstilstand og udstikker retningen for vores opmærksomhed. Ofte er vi ikke engang særlig bevidste om, hvad disse spørgsmål spiller af rolle. Det var jeg heller ikke, men jeg kunne da godt se, at vi mennesker stiller os selv mange spørgsmål. Allerede fra vi vågner om morgenen, når vækkeuret ringer, bombarderer vi jo gerne os selv med spørgsmål: Åh nej, kan det virkelig passe, at jeg allerede skal op? Hvorfor skal jeg da også på arbejde? Mon trafikken bliver lige så slem, som den var i går? Hvad mon chefen kan finde på at plante på mit skrivebord i dag? Og sådan fortsætter vi gerne dagen lang. Sagen er blot, at karakteren af de spørgsmål, vi stiller os selv, har en kolossal magt i forhold til, hvordan vi tilgår vores liv - om det er på en konfliktorienteret eller problemløsende måde. Tit og ofte kommer vi til at stille begrænsende spørgsmål, og på sådanne spørgsmål har vi ofte kun et begrænset antal svar. Det sker ofte, når livet går os lidt imod, og vi synes, vi slider godt i det for at få det hele til at hænge sammen. Men sagen er jo den, at vi alle sammen nu og da render ind i problemer og udfordringer. Det er desværre ikke rigtig til at komme udenom. Det altafgørende vigtige er derfor, hvordan vi tager os af dem, når de melder sig i vort liv. Og her har spørgsmålene en fascinerende magt. Selv erkendte jeg, at jeg ved at ændre spørgsmålene i sådanne modvindstider til såkaldte "styrkende Spørgsmål" kunne ændre mit humør og tilføre mig selv et gå-på-mod, som gav adgang til ressourcer, jeg knap vidste jeg havde. Det gav mig kraften til at tænke i løsninger. Der er jo ofte noget godt ved alt, der overgår os (ikke alt, det indrømmer jeg, men næsten alt), og derfor er især spørgsmålet: "Hvad er det gode ved dette her problem?" et utrolig vigtigt spørgsmål, da det pludselig lader portene til mulighedernes rum springe op. "Man må lukke nogen døre for at gøre verden større", synger Thomas Helmig (eller noget i den stil i hvert fald), og selv en fyring, et brud med en ven, kæreste eller ægtefælle, et afslag på en vigtig ansøgning eller lignende kan være dét, der sætter skub i nye processer, som efter nogen tid vil afsløre sit værd og vise sig at være et "lykketræf" fremfor "en ulykke". Måske kender du allerede til "kunsten at stille styrkende spørgsmål". Hvis du ikke gør - som jeg ikke gjorde - kan det være, at min lille korte introduktion til området sætter gang i tanker hos dig, som kan føre gode ting med sig og måske gøre dig meget mere bevidst om at ændre ordlyden af dine spørgsmål. Jeg har selv haft kæmpe glæde af det, og på den måde har mange udfordringer givet meget mere mening for mig, da de - om ikke andet - oftest rummer et læringspotentiale, som vil gavne og styrke én på sigt. Spørgsmål har en fantastisk kraft. Tænk bare på, hvor vigtige spørgsmål disse er: Hvad er egentlig meningen med mit liv? Hvor gør jeg allermest en positiv forskel? Hvem er jeg? Og hvorfor er jeg her? Meget stærke spørgsmål, som det kræver en masse af os mennesker at svare afklaret og fyldestgørende på. Til gengæld hjælper selv famlende svar dog med at afstikke en retning og lede én derhen, hvor man virkelig føler, at det giver bedst mening, at man bevæger sig.

Ja, et temmelig reflekterende indlæg i dag. Håber det er noget, du må finde inspirerende og kan bruge til noget. Livet er jo mangefaceteret - og det har jeg besluttet at give min blog lov til at afspejle :-) Fotografiet af den smukke spiralformede trappe har jeg i øvrigt skudt på Vatikanmuseet i Rom. Syntes den passede godt til indlægget i dag, da livet jo også nu og da hvirvler os ind i en form for "spiral" af vaner. Det fantastiske er til gengæld, at vi altid har magten til at ændre på disse, hvis de ikke skulle vise sig at være de mest hensigtsmæssige for os. Det kan godt være, at det vil kræve et ordentlig læs af hjerteblod og viljestyrke, men vil vi det nok, så har vi med garanti også alle de mængder af dette, vi er brug for.

Rigtig dejlig søndag!