#ff31a6

Krukkebrød til forårsmorgenerne

Kære alle sammen

Så kom foråret da for alvor til landet. Jeg mødte et vennepar på markedet i weekenden, der lige var kommet hjem fra Barcelona, og dér havde de hele 27 grader. Vildt at sommeren allerede er i gang sydpå. Til gengæld er jeg mere end godt tilfreds med de 20 grader, sol og blå himmel, vi nød godt af herhjemme i weekenden.

Hvis I, ligesom jeg, nu og da køber friske krydderurter, der leveres i de skønne små teracottakrukker, og, ligesom jeg, ikke nænner at kassere krukkerne bagefter, ja, så kan det være, at I har lyst til at bruge dem på en lidt alternativ vis. Hvis du laver en stor portion langtidshævet dej og stille den på køl natten over, kan du tage lige præcis den portion af dejen op, du har brug for de kommende 4-5 morgenener. Dejen holder sig fantastisk på køl og bliver faktisk bare bedre og bedre. Så lav gerne en STOR portion, så sparer du en masse tid foran røreskålen. Krukkebrødene er rigtig dekorative at anrette i, og venter I gæster, giver det også en lille sjov oplevelse at bringe en bakke med de brændte lerkrukker med hjemmebag ud i haven til en god kop te, lidt smør, ost og marmelade. De er rigtig nemme at lave, og får en dejlig struktur ved at blive bagt i krukken, synes jeg. I næste uge står påsken for døren, så dér er der godt med luft i programmet for mange familier, så måske kunne krukkebrødene her være en hyggelig måde at forkæle familien lidt på.

Krukkebrød

15 g gær
1 l vand
800 g hvedemel (gerne af en type med kim- og skaldelene bevaret)
200 g grahamsmel
200 g grovvalsede havregryn
1 tsk salt
1 dl olivenolie

Opløs gæren i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Lad dejen hæve natten over i køleskabet. Læg et stykke bagepapir ned i hver af de små terracottakrukker. Tag en klump dej op fra dejskålen og læg i hver krukke. Afslut evt. med en lille kugle øverst, så brødene ligner lidt de franske briocher. Bag dem i ovnen ved 250 grader i ca. 15-20 minutter eller til de er gennembagte og smukt gyldenbrune (bagetiden afhænger af størrelse på krukkerne og mængden af dej). Vikl dem ud af bagepapiret og server krukkebrødene med lidt iskold smør, ost og marmelade.

Rigtig solrig mandag og god start på ugen til jer alle.