#ff28a2

Julegavepakkeriet i fuld sving

I disse dage er stuegulvet forvandlet til et sandt julegavepakkeri. Drengene hjælper til med at stikke de fine nye bogkort, vi lige har fået ind ad døren, ind i både "Gartnerinden & Lykkesmeden" og "Sifs magiske julekalender" og vikle bobbelplast om bøgerne, før de pakkes ind og gøres klar til posthuset. Mange læsere på bloggen har benyttet sig af mit lille lancerings-julegave-tilbud med køb af mindst 2 bøger - enten mine 2 spritnye eller en eller flere fra min "backlist", som man kalder et forlags tidligere udgivelser. Hvis du kunne have lyst til at benytte dig af tilbuddet, hvor du opnår 10% rabat samt portofri levering ved køb af minimum 2 bøger, kan du sende mig din bestilling her, og jeg vender straks tilbage til dig med mit kontonummer samt yderligere detaljer. Kunne du tænke dig en personlig hilsen i bøgerne, skriver jeg naturligvis med glæde en sådan :)

I morgen tager jeg for alvor hul på udsendelsen af bøger til pressen, og denne del er rigtig vigtig i et forlags virke, for uden omtale i aviser, magasiner, tv og andre mediekanaler, kan det jo være svært at nå godt ud til sine læsere med budskabet om, at man har nye bøger på vej. I denne uge er der også et Go-Card at finde ude på caféerne. Det er et til-og-fra-kort (har vist det på bloggen tidligere), og det er blevet noget så fint, synes jeg. Det er min grafiker, Charlotte Brixen, der har tryllet igen. I uge 48 får "Gartnerinden & Lykkesmeden" lov til at indtage caféerne med et kort, der repræsenterer deres univers. Håber du har lyst til at kigge efter dem - de er jo ganske gratisk og i modsætning til mange andre kort, er de "rene" og fine i deres udtryk - uden en masse reklame, der skæmmer.

Og måtte du komme forbi en boghandler, må du rigtig gerne kigge efter mine to nye bøger, og måtte de ikke være at finde på hylderne, vil jeg være dig dybt taknemmelig, hvis du lige vil puffe lidt til boghandleren og spørge, om han eller hun mon ikke kan bestille dem hjem. Der er 400 boghandlere i landet, og jeg vil sætte utrolig meget pris på jeres lille ambassadørhjælp her, for det kan jo være svært at nå rundt i hele landet selv, men med jeres hjælp kan jeg lidt nemmere sikre, at bøgerne er at finde derude hos boghandlerne. Jeg er endnu en lille spiller på bogmarkedet, og alle kræfter må lægges for dagen for at begå sig godt blandt de mange store forlag, der spiller med musklerne - ikke mindst her op til jul :)

1000 tak på forhånd - og rigtig dejlig aften.