#ff31a6

Idé til en fantastisk adventsgave - Creative Space

Kære alle sammen

I går lovede jeg jer at indvie jer i, hvad det var for en lidt særlig fødselsdagsgave, vi havde med til kusine Maja, der i går fejrede sin 7 års fødselsdag. Det var en gave, der både involverede en glad forventning til en forestående oplevelse, en alene-hygge-stund med mor eller moster og bedsteveninden, en medvirken i en inspirerende kreativ proces i hyggelige rammer og en fin ting at pynte huset med eller begave et kært familiemedlem med. Lidt nærmere bestemt var gaven et gavekort til et sted kaldet "Creative Space" på Gammel Kongevej 154 på Frederiksberg.

Min mand og jeg kørte forbi stedet for nogle uger siden og svang bilen ind ad en lille sidevej for at gå over og se, hvad det da var for et spændende nyt sted. Der summede af liv, af kreativitet, flotte håndmalede sager og en vidunderlig duft af rigtig god, velbrygget kaffe. En skinnende espressomaskine stod og lod moccadråber af bedste kvalitet løbe ned i skønne, forskelligartede krus, og indehaveren drejede lige om hjørnet ved disken med et stort smil på læben og en fyldt bakke med flødeskumsklædte krus med dampende varm kakao. Et fantastisk sted, som jeg varmt kan anbefale. I kan komme igang for 55 kroner, som omfatter en lille keramikting og fri afbetjening af keramikmaling og pensler efter behov. En lile uge efter kan I hente jeres "værk" glaseret og brændt og klar til at tage i brug eller give i gave.

Er det ikke bare et charmerende og godt koncept og initiativ? Det synes jeg i hvert fald, og måske kunne det være en idé til ungernes adventskalendre. Efter min mening er det ekstra hyggeligt at give en gave, der inkluderer en oplevelse, og her kan man ovenikøbet få sneget lidt kreativitet ind i sit barns liv. Slet ikke så tosset. Hvis du bor i byen eller tæt på, kan jeg anbefale at kigge forbi og få et indtryk af stedet. Virkelig hyggeligt. Der skal jeg i hvert fald selv ind med mine unger og male en dag.

Rigtig god søndag.