#ff28a2

Hvor henter du din inspiration - hør om mit nye sted.

Kender du pinterest?

Det gør du garanteret. Det er bare mig, der har været frygtelig sløv med at udforske mediet tilstrækkelig til, at jeg helt har forstået, hvilket mageløst univers, det åbner op til. Ja, "mageløst" er måske et stort ord at bruge, men jeg må bare konstatere, at jeg, efter at have brugt to aftener på at sætte min egen profil op derinde og knytte billeder til de forskellige kategorier, jeg selv har oprettet, er fuldkommen fyldt til bristepunktet af inspiration. Helt ærligt, så har det været som at dumpe ind i Alladins hule fyldt med kostbare skatte, der bare åbenbarer sig for øjnene af én. På de to aftener, jeg har opholdt mig derinde, er jeg kommet hele verden rundt på mere end én måde. Jeg har set de vildeste naturbilleder fra alle hjørner af kloden, er blevet taget med ind på stemningsfulde restauranter, har set madretter, jeg kun kan drømme om at jage gaflen i, set de skønneste illustrationer, smukkeste interiørgenstande, lækreste indretninger med kant og sjæl, set billeder, der emmer af historie og atmosfære, fået et kig ind i kreative værksteder med DIY-tips, jeg slet ikke kan vente med at prøve af og ja, alt muligt andet og mere.

Pinterest er virkelig et fantastisk medie for alle de, der ønsker at hente inspiration til nærmest hvad som helst indenfor rejser, madlavning, indretning, DIY-projekter, sundhedstips, motion og velvære, yoga, adventure, mode, arkitektur, fotografering, sport osv. Nu har jeg lavet min egen profil, og jeg vil løbende udvikle den og knytte egne og andres billeder til. Det er blevet mit private slaraffenland, hvor jeg altid kan søge ind og hente inspiration, få puffet til min egen idéudvikling, få nye og anderledes indtryk ind på nethinden, og jeg er vild med det. Det må jeg bare indrømme.

Grunden til, at jeg har været så længe med at udforske mediet er, at jeg har tænkt, at det bare var endnu en tidsrøver, og at FB var alt rigeligt for mig. Men så blev jeg introduceret til Instagram på den fotoworkshop, jeg var på i Sverige med Aran Goyoaga fra den internationale blog Cannellevanille.com og fik vakt min nysgerrighed. Aran selv var en flittig instagram'er og de andre deltagere på workshoppen, der kom fra alle dele af verden ligeledes. Jeg så, hvordan de fotograferede og hurtigt oploadede deres billeder, og jeg oplevede, hvordan de linkede op til hinandens profiler og kommenterede på hinandens billeder under opholdet. Og ikke mindst oplevede jeg glæden ved efterfølgende - da jeg selv oprettede en profil - at kunne følge dem i deres liv og hverdag, og hurtigt og nemt kunne sende dem et "synes godt om" eller en lille sød kommentar, når de oploadede et billede af noget, der havde fyldt i deres liv, gjort dem glade eller på anden vis gjort indtryk på dem. Det har været en fantastisk måde at holde kontakten uden, at der nødvendigvis er så mange ord involveret - en skøn måde at følge med i deres liv. På en ren visuel måde.

Og ja, nu er jeg så også kommet på Pinterest, og selvom der givetvis vil være perioder, hvor jeg ikke er så meget derinde, så ved jeg, at jeg har mit "eget sted" derinde nu, hvor jeg med et enkelt klik kan føje flere inspirationsbilleder til, som pirrer mit kreative gen, stimulerer min rejselyst og åbner verden op for mig i et et enormt tag-selv-bord af billeder.

Wow, hvor kan de sociale medier noget i dag! De skal bruges med omhu, men evner man det, kan man virkelig bruge dem som inspirerende og effektive værktøjer til at søge inspiration og følge og holde kontakten til familie, venner og mennesker, man har mødt på sin vej.

Håber, at vi mødes derinde i disse virtuelle universer. Du kan følge mig på Instagram ved at klikke her, og du kan finde min profil inde på Pinterest her.

Rigtig dejlig aften til dig og dine.