Hvad er du - perfektionst eller optimalist? | Sif Orellana
#fa0505

Hvad er du - perfektionst eller optimalist?

"Gennem størstedelen af mit voksne liv har jeg været på min egen lille udforskning, der handler om at opsamle viden om, hvordan vi mennesker lever og hvilke krav, vi stiller til os selv for at føle, vi er en succes. Min udforskning har ført til mange interessante opdagelser og givet stof til eftertanke." Og nogen af de tanker vil jeg gerne dele med dig på bloggen her i dag. Faktisk udgør ovenstående de indledende sætninger i et kapitel i min store livs-inspirationsbog, Gartnerinden & lykkesmeden, som nok er den af alle mine bøger, der har betydet allermest for mig at skrive. I den åbner jeg nemlig mere end nogensinde op for, hvordan mit eget liv har udfoldet sig, hvordan jeg har navigeret igennem både solbeskinnede strækninger og terræner, hvor vinden har rusket godt i frakketøjet. Jeg har forsøgt at omsætte alt, hvad jeg har lært af de tildragelser, observationer, drømme, strabadser og oplevelser, jeg har mødt og gjort mig på min vej, og det univeser, jeg har skabt i bogen er desuden blevet forsynet med en masse øjenåbnende viden fra mine studier i positiv psykologi på universitet, mine erfaringer som mor, som kvinde med et dybfølt ønske om at udstikke en retning i livet, der virker meningsfuld for mig, om at forløse det faglige og menneskelige potentiale, jeg måtte have i videst muligt omfang og styre min tid, så jeg sikrer, at jeg bruger den på dét, der er vigtigst for mig. Og hvilken anden kvinde har ikke de samme mål for øje på hendes rejse gennem livet? Ved at udveksle og dele, hjælper vi hinanden til erkendelser og nye perspektiver, der kan være til stor gensidig glæde. Det er min faste overbevisning og leveregel :)

Bogen tog mig et helt års fordybet arbejde at skrive, og gudskelov forvandlede bogen sig henad vejen til præcis det skatkammer af inspiration, viden, redskaber, opskrifter, tips og idéer, jeg havde drømt om. Og som noget nyt indenfor genren, valgte jeg desuden at formidle den i en ramme fyldt med lækre, symbolske, stemningsfulde og motivationsskabende billeder, der knytter an til indholdet - alle skudt af mig selv (på nær de få, hvorpå jeg selv optræder).

Og her forleden dag havde jeg så lige fat i min bog igen, da jeg skulle signere et eksemplar til en ven, og det ansporede mig til at sætte mig lidt med mit eget eksemplar i sofahjørnet, da han var gået, og fordybe mig lidt i den. Og ja, det fødte så idéen til at præsentere et af kapitlerne fra bogen her på bloggen, som måske vil fange din interesse. Her kommer det i hvert fald.

Perfektionistisk eller optimalistisk livssyn

Det perfekte liv
Gennem størstedelen af mit voksne liv har jeg været på min egen lille udforskning, der handler om at opsamle viden om, hvordan vi mennesker lever og hvilke krav, vi stiller til os selv for at føle, vi er en succes. Min udforskning har ført til mange interessante opdagelser og givet stof til eftertanke.

Det, jeg har erfaret, er nemlig, at mange af os let farer lidt vild undervejs i skabelsen af vores eget selvbillede. Vi spejler os i det “perfekte” liv, vi ser fremstillet i medierne af superkvinder, der udmærker sig ved tilsyneladende at overkomme alt. Deres hjem er et mønster på perfektion, deres karriere blomstrer, de har velopdragne børn, er altid velklædte, lever sundt, når omkring træningscentret mindst tre gange om ugen, er lykkeligt gift og – ikke at forglemme – skal snart på endnu en jordomrejse!

Iscenesatte glansbilleder
Mageløse skabninger, det er, hvad de er. Og når vi står over for sådanne og bruger dem som spejle, ja, så er det da ikke så underligt, at vi fejlagtigt drager den konklusion, at vi selv først bliver en succes, når vi kan leve op til alt det, disse superkvinder åbenbart mestrer. Den gode nyhed er her, at disse kvinder slet ikke findes. De er illusioner, resultater af mediernes forvrængede virkelighedsgengivelser, iscenesatte glansbilleder. Sådan har det altid været. Vi ved det jo godt, men alligevel lader vi os tit forblænde og forlede. Tænk, at der er nogen, der er så perfekte!

Hvad sker der så, når vi selv begiver os ud i forsøget på at indfri den myriade af urealistiske høje mål, vi oplever, vil give os succes? Jo, så udløses, ganske forståeligt, en følelse af utilstrækkelighed i os. At have som mål at forvandle sig til den perfekte hustru, karrierekvinde, mor, veninde, søster og forældrerådsrepræsentant på samme tid er formålsløst og fører kun til, at vi slår os selv oven i hovedet for ikke at nå vores perfektionistiske idealer. Vi kan måske nok spille hovedrollen på én af arenaerne i vores liv, men at gøre det på dem alle samtidig – det lader sig ikke gøre. I hvert fald ikke i længere tid ad gangen. Nok besidder mange kvinder en næsten legendarisk evne til at balancere mange roller på én gang, ikke mindst i de år, hvor børnene er små og kræver ekstra meget omsorg og nærvær, men hvis presset øges på det ene område, kan det ikke undgå før eller siden at dræne ressourcekontoen på de øvrige. Hvordan skulle det kunne være anderledes?


 

Et optimalistisk verdenssyn
For mig at se er vi moderne kvinder meget bedre tjent med at have en optimalistisk tilgang til livet; dvs. at træffe nogle bevidste til- og fravalg, der stemmer overens med vores værdier og prioriteringer samt de hensyn, vi nødvendigvis må tage til vores familie, venner og kolleger. Ifølge den amerikanske ph.d. og psykolog, Tal Ben Shahar, er optimalister realistiske i forhold til den tid, som er til rådighed. De forsøger at gøre deres bedste i stedet for det perfekte. Det lyder i mine ører som et langt sundere mål at stræbe efter.


At gøre sit bedste
For den optimalistiske kvinde handler det om at være god nok, gøre det bedst mulige og se livet i et mere nuanceret perspektiv. Alt i livet går op og ned, og det handler om at kunne navigere og få det optimale ud af begge tilstande. Kriser og udfordringer kan få jorden til at skælve under os for en tid, og også bringe nogle af os i knæ. De kan dog også vise sig at tjene som katalysatorer for vigtige forandringsprocesser, erkendelser og transformationer, der kan udløse et mere meningsfuldt og autentisk liv end før og således på sigt afsløre sig som gaver, der blot blev overleveret i et særdeles grimt og utiltalende indpakningspapir. Så det, der er vigtigt, er, at vi går udfordringerne i møde med oprejst pande og en optimistisk tilgang. Udfordringer sætter ofte scenen for vækst, og med den kendsgerning for øje overkommer vi dem nemmest og høster bedst muligt den lære, der udløses af at håndtere dem.

I det følgende kapitel vil vi se nærmere på, hvad det er for ting, der bidrager til lykke og trivsel. Vi mennesker har jo forskellige oplevelser af, hvad der udgør et godt liv. Forskere inden for positiv psykologi er dog blevet enige om en række fællesnævnere for, hvordan man kan opnå et liv i trivsel. Ifølge professor i psykologi og leder af Positive Psychology Center ved University of Pennsylvania, Martin Seligman, er der tre former for ”positive tilstande”, der tilsammen fører til lykke og trivsel. Hvad der kendetegner disse tre former, vil jeg indvie dig i på min blog i morgen :)

Så med disse ord vil jeg ønske dig en fantastisk weekend og håbe, at du får det optimale udbytte ud af den, hihi :-)

Ps. Måtte du have lyst til at fordybe dig mere i dit helt eget, måske signerede eksemplar af Gartnerinden & Lykkesmeden, så kan du lige pt. via min blog købe 2 af mine bøger med 10% rabat og fri forsendelse. Alt du skal gøre er at skrive til mig, hvilke to bøger du kunne have interesse i via min kontaktformular, som du finder et link til i min menubjælke øverst :) Så skriver jeg tilbage med, hvordan vi lige gør det rent praktisk :)