#ff28a2

Hvad er dine mål for 2014 - vil du høre mine?

I dag har jeg forvandlet mit køkken til et madværksted - ellere rettere et bageværksted - og jeg må bare sige, at der er få steder i verden, jeg har det bedre og går helt i ét med, hvad jeg laver, end her. Det er sjovt, som vi mennesker har forskellige ting, der hensætter os i en tilstad af flow og fordybelse. Sådan har det altid været for mig, når jeg går i køkkenet. Okay, indrømmet! Denne tilstand indfinder sig kun, når jeg erobrer eneherredømmet over køkkengemakkerne, for at synke helt ind i processen og glemme alt omkring sig er kun muligt, når der ikke er små eller større køkkenassistenter, der gerne liiige vil høre lidt om, hvordan det kan være, at dejen er så klæg eller hvorfor vi egentlig ikke putter kanel i én af mine absolut yndlingsretter: Spaghetti Bolognese. Idéerne er mange og spørgsmålene og interessen ligeså, og det er super dejligt, hyggeligt og glædesfyldt - det er bare ikke i disse sammenhænge, at jeg opnår den meditative oplevelse, som jogså er en glæde ved at gå i køkkenet og frembringe lækkerier til gane og svælg.

Jeg er i fuld gang med at udvikle otte lækre opskrifter indenfor temaet "SUNDHED" til Bahnes forårskampagne, og senere på året (til efteråret) vil jeg svinge røreskeen, når der står "BAGNING" på programmet og udvikle 10 sjældne godbidder fra et af de hjørner af det kulinariske univers, jeg holder allermest af, nemlig bagværkshjørnet.

I slutningen af 2013 satte jeg vanen tro god tid af til at stille skarpt på ønsker, mål og fokusområder for 2014, og FOTOGRAFERING & FOODSTYLING optræder højt på min Top 5. Det samme gør INTERNATIONALT FOKUS, og hvor vildt det end er, så fik jeg af forunderlige veje kontakt til en amerikansk agent i oktober, der har vist stor interesse for mit forfatterskab og mener, at det har potentiale på et amerikansk marked. Så hende skal jeg over at besøge i New York til marts, og det er næsten, så jeg må nive mig selv i armen at forstå, at det er sandt. Dette fortæller jeg meget mere om i den kommende tid. Tre andre overskrifter optræder på min tTop 5, og dem vil jeg indvie dig i i morgen. De to ovenstående har dog gjort, at jeg dels sætter timer af mit arbejdsprogram af til at fordybe mig i alt det tekniske omkring fotografering, især mad- og livsstilsfotografering. Jeg har tunet min lille udstyrspark med en fjernstyret udløser, et nyt objektiv og en lækker kamerarygsæk til alt mit grej, og på nettet finder jeg masser af tutorials om både fotografering og foodstyling. Jeg har også tilmeldt mig en helt fantastisk foodstyling & photography workshop i Portugal til maj med to af verdens pt. hotteste madbloggere, og det glæder jeg mig mere til, end jeg har ord til at beskrive. Og ja, så er det altså også i år, at SLYNGLER & STANGLAKRIDS kommer til verden. Jeg er i fuld gang med den, og har til sinde at give alt, jeg har i mig af kulinariske opskrifter og kreative idéer, lækre fotos, og nemme, hyggelige og gode tips til et liv med børn, så det bliver en værdig finaleudgave fyldt med mere inspiration, end du kan drømme om. Der er jo lidt at leve op til, da de tre andre er blevet taget fantastisk imod. Krudtuglerne er solgt i mere end 110.000 eksemplarer og Rollingerne og Spilopperne er begge kåret til "Danmarks bedste" børne- og familiekogebøger og nomineret til titlen som "Verdens bedste". Så jeg ved, at der er store forventninger, og dem vil jeg gøre mit allerypperste for at leve op til.

Måtte der være områder, du særligt godt kunne tænke dig inspiration til, så skriv endelig en kommentar, og jeg vil tage det med i mine overvejelser om, hvordan jeg kan sammensætte det bedste repertoire af idéer og opskrifter til dig.

Nå ja, jeg har fået et tip om en ny fotoredigerings-app til Instagram og legede lige lidt med den. Resultatet kan du se ovenfor :-) App'en hedder i øvrigt PicLab, hvis du skulle få lyst til at lege med den selv - og den er gratis, men kan også fås i en udvidet udgave, der koster lidt.

Rigtig dejlig torsdag til dig.