#22ed18

Hvad er din bedste juleidé?

Lige nu er naturen sat i brand i hele den orange skala. Efteråret kan være så smukt, når solen skinner som i dag og lige nu sidder jeg og kigger ud af vinduet i min kærestes søsters hus med udsigt til marker, majestætiske træer med gyldne trækroner og massevis af buske og andre planter, der har iklædt sig efterårets kåbe. Meget smukt. På tegnebrættet har jeg lige pt. især udviklingen af julekalenderen til Bilka. Den skal emme af stemning, inspiration og julehygge med fokus på alt det, der gør en jul ekstra dejlig. Tid er jo en central størrelse i denne måned, og en faktor vi bliver nødt til at tage hensyn til. Blot fordi det er jul, forlænges døgnet jo ikke naturligt med flere timer, så hvis man skal have held med at snige lidt julebag, kreativ sjov, pynt, skønne juleretter og andet ind i programmet, så skal det være nemt og hurtigt at gå til. Så det er et af de væsentligste succeskriterier, jeg har sat mig for kalenderen. Lad mig endelig høre, hvis I har nogle gode bud på opskrifter eller aktiviteter, der kan passe ind under denne målsætning. Hvis ikke din idé kommer med i kalenderen, kan det sagtens være, at den kan komme med i en af mine kommende bøger, hvor jule- og vinteridéer også helt uafladeligt vil snige sig ind fra tid til anden.

Skøn dag og rigtig dejlig weekend til jer alle.