#ff28a2

Hjemmelavet scrub, der efterlader huden silkeblød

Så er det blevet torsdag, og sæsonens 2. løbetur venter mig her om nogle minutter. Vejret er desværre slet ikke så skønt som i forgårs, men det regner da ikke, så ud skal jeg. Det har jeg besluttet mig for, så sådan må det være. Dejligt, at flere af jer har lyst til at "løbe med". Det forpligter faktisk på en god måde, og når alt kommer til alt, så er undskyldningerne om, at jeg stadig er lidt øm fra løbeturen i forgårs, at det sikkert er bedst for kroppen at restituere helt, at solen jo ikke skinner, og det gør den sikkert senere på dagen osv., ja, de er bare ikke rigtig gyldige nok til, at jeg kan afblæse turen. Det kræver lidt ekstra at komme igang med løbesæsonen igen, men jeg ved jo af erfaring, at det giver så meget velvære at komme i god form igen, så nu er det med at holde ud.

Hvordan går det for jer andre? Holder I ved? Hvad gør I for at motivere jer selv?

I dag får I lige et lille tip til at forøge velværet ovenpå løbeturen. Det er en hjemmet scrub, som er supernem at lave, og den efterlader huden silkeblød. Scrubben består af fint salt, en lugtfri olie som eksempelvis tidselolie – en god olivenolie kan nu også bruges – og så nogle dråber duftolie. Det hele blandes sammen til en passende ”grød”, evt. i et sylteglas, der kan lukkes godt. Fyld fint salt i halvdelen af glasset og hæld olien over, så den godt og vel dækker saltet. Så er blandingen klar. Tag et varmt bad, sluk for bruseren, masser scrubben ind i den varme hud og skyl efter med varmt vand.

En anden lækker ting at smøre kroppen ind i efter bad er en blanding af olivenolie og citron. Du skal bruge ca. 1 dl olivenolie og 1/2 citron. Pres citronen og bland den med olivenolien. Smør den på kroppen efter bad, og huden bliver helt blød.

Begge tips stammer i øvrigt fra "Rollinger & roulader". Har du mon nogle gode tips til hjemmelavede scrubs, hårkure eller andet? Skriv endelig, hvis du har.

Rigtig god dag - jeg skal kl. 11.15 ned at møde skuespiller Marie Louise Wille, der blandt andet er kendt for sin rolle som "Mille" i tv-serien "Sommer". Hun er nu ansat på Aarhus Teater og bor her i byen med sin mand og sine to døtre. En kvinde fuld af lidenskab for sin profession, og jeg glæder mig til at møde hende og høre om hendes liv som skuespiller, mor og meget andet. Det er i øvrigt program nummer 12 ud af 12, vi optager i dag, så det er lidt af en finaledag, vi går i  møde.