#22ed18

Hjemme igen fra inspirerende københavnertur

I går kom jeg hjem fra København, hvor jeg opholdt mig fra torsdag til søndag for at deltage i Lindhardt & Ringhofs 40 års fødselsdagsreception torsdag aften (på valgaftenen) og for fredag at mødes med Den store Bagedag om planlægningen af årets markering af begivenheden af samme navn i efterrårsferien. Som nævnt i tidligere indlæg har jeg glæden at være ambassadør for Den store Bagedag. Bagning har jo en stor plads i mit hjerte, og jeg oplever, at bagning er en aktivitet, der kan bringe meget glæde, nærvær og mange hyggestunder i familier med børn. Al den skønne duft, de samhørige stunder omkring bageskålen, hyggen omkring spisning af de gode sager, man bager osv. Det gør vist alle godt. Jeg trådte til som ambassadør for tre år siden sammen med entertainer og studievært Sebastian Klein og børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, og også i 2011 er jeg protektor for begivenheden. Og receptionen hos L&R var også en dejlig oplevelse. Min tidligere redaktør fra Gyldendal er tlltrådt i en ny stilling på L&R, og da jeg har sat stor pris på det samarbejde, vi har haft, er det naturligt at holde kontakten i hendes nye regi, som er i en spændende udvikling i denne tid fuld af nye initiativer, fremsynede idéer og nye måder at tænke Egmont-koncernens mange platforme sammen.

Billederne på dagens blogindlæg er fra Nørrebro på København. Jeg løb på de to motiver på min vej gennem byen ned til Hovedbiblioteket i Krystalgade, hvor jeg sad og uploadede billeder til trykkeriet og gav feedback på de sidste layoutede sider af bogen.

Rigtig dejlig dag til jer alle.