#ff28a2

Hjemme fra dejligt refugium i Sverige

Kære alle sammen

Så er jeg godt tilbage i Danmark igen efter et par dejlige dages intens skriveri i Sverige. Jeg nød mine dage i helt refugium-agtig ro og med den mest beroligende og skønne udsigt over havet. Det øverste billede i collagen er fra min altan. Da jeg var den eneste gæst på hotellet overhovedet, var personalet søde at opgradere mig fra et enkelt- til et dobbeltværelse, så det var en herlig overraskelse. Fra klokken 16 til klokken 8 hver dag var jeg mutters alene på det store hotel, da hotelledelsen tilsyneladende mente, at det var lidt "overkill" at lade personalet (eller dele af det) blive for at tage vare på bare én gæst. Så den skulle jeg lige sluge, da jeg kom derop. Men det gik nu helt fint; er heldigvis ikke bange af mig. Og ro fik jeg i hvert fald til overmål til mit skriveri.

Da jeg vågnede efter en god nats søvn, gik jeg ned og fik lidt morgenmad. Ét eneste bord var dækket op i den store sal, og på det stod en bakke med lidt svenske morgenmadsindslag, deriblandt "lök rom", kaviar på tube, som svenskerne er så kendte for. Derefter skrev jeg i nogle timer og brød så dagen op med en lille køretur til et par fiskelejer i området, hvor jeg skød en god portion billeder og lavede lidt inspirerende research.

SUPER charmerende del af Sverige, dette her. Og med mig hjem fik jeg også - som jeg vist fik afsløret i et tidligere blogindlæg - en fantastisk original opskrift på et svensk krydderbrød (se billedet i collagen), som køkkenånden Sofia havde skabt. Virkelig lækkert! Sofia døbte det selv "Soffans grova", for hun kalder sig "Soffan" som kælenavn. "Grova" betyder såmænd bare "grove". En masse lidt specielle krydderier er i, så det ligner ikke noget, jeg i forvejen har i mit arkiv over lækkert bagværk. Sjovt at få en håndskreven opskrift på sådan en svensk delikatesse med mig hjem i bagagen. Og jo, det kommer med i "Spilopperne", og det samme gør en hel del af de stemningsbilleder, jeg skød på min tur" samt en række nøje udvalgte svenske retter og specialiteter.

Nå, ja. Jeg ville stadig blive så glad, hvis du måtte have lyst til at dele nogle gode minder fra din barndom med ophold hos din mormor/morfar eller farmor/farfar. Er der noget, du særlig husker fra dine besøg? Var der noget, I lavede sammen, som du virkelig hyggede dig bravt med? Hvad laver dine egne børn, når de besøger deres bedsteforældre? Det kunne være så sjovt at dele lidt erfaringer, så jeg kan supplere mine egne minder og idéer med nogle af jeres i mit "Mormordage"-kapitel i "Spilopperne":-)

Sov rigtig dejligt - og rigtig god fredag i morgen. Ah, så er det weekend igen, og DMI lover fuld sol hele lørdagen og kun lidt skyer søndag. Dejligt!