#ff28a2

Foto- og styling workshop i Irland med Béatrice Peltre

Kære du, der læser med her.

I denne uge er jeg i Irland på en foto- og styling workshop, som jeg har glædet mig til at deltage i i månedsvis. Vi er ti kursister på holdet, som kommer fra alle dele af verden, og vi er indlogeret et meget smukt sted i egnen St. Clare ca. 2 timer og 30 minutters kørsel sydvest for Dublin.

Klokken er blevet lidt mange, så jeg vil ikke skrive så langt et indlæg, men lade billederne tale for sig selv. Jeg vil dog lige fortælle dig lidt om, hvem der er vores workshopleder, for det er en meget inspirerende og talentfuld kvinde, som du måske er løbet på, hvis du har surfet rundt efter inspiration på internationale madblogs. Hun hedder Béatrice Peltre og er stifter af www.latartinegourmande.com, som har opnået stor succes de seneste år på grund af Béatrices skønne mad- og stemningsbilleder. Béatrice er oprindelig fransk, men hun er i dag bosat med sin familie i Boston, hvor hun har et professionelt virke som madskribent, stylist og fotograf. Hendes har sit eget studie i Boston, så det er her hun arbejder med dels løbende at præsentere nye opskrifter og på sin blog, dels at levere artikler og madbilleder til bl.a. madsektionen i 'The Boston Globe, i the New York Times, The Wall Street Journal, The Huffington Post, The Washington Post, The New York Times Diner’s Journal og mange flere. Hendes første kogebog, 'La Tartine Gourmande: Recipes for an Inspired Life', udkom i februar 2012.

Dette er stedet, vi bor på under workshoppen - lidt af et sted, ik'! Der er en smuk sø lige udenfor huset - du kan nok ane den bag træerne, og ejerne har både påfugle, høns, hunde, påfugle, heste, æsler og ja, ræve, skulle der vist også være i massevis i området.

Tidligere i dag havde vi en ekskursion på programmet - ud til et såkaldt 'farmhouse', som producerede biodynamisk gedeost. Vi blev inviteret indenfor på mejeriet og så hele processen fra start til slut og inden vi kørte derfra var vi ude at hilse på gederne. Jeg siger dig, at de havde det godt, de geder. De næsten smilede og kom os i møde ved at stikke hovederne igennem hegnet og prøve at kalde os hen. Virkelig dejligt at opleve, og ostene smagte bare så utrolig godt. De er for nylig blevet kåret til Irlands bedste.

Senere på dagen havde vi vores stylinglektion nummer to i løbet af workshoppen - i går stylede vi irske kager og desserter - og Béa (som Béatrice ynder at kalde sig) instruerede os indledningsvis, hvorefter vi blev sluppet løs to og to. Nedenfor kan du se resultatet af Lisas og mine bestræbelser på at style en indbydende irsk osteanretning :) Måden urterne skal lægges på - bemærk purløget, hvordan et enkelt "strå" er snoet om de øvrige - og måden anretningen langsomt bygges op ting for ting var meget lærerig at få Béas kyndige instruktion i.

Det er intense dage, men hold da op, hvor er det bare inspirerende, og jeg nyder hver en time på opholdet og glæder mig over at møde så mange passionerede mennesker, der bruger deres foto- og stylingfærdigheder på vidt forskellige måder, der tjener til stor inspiration og fostringen af mange nye idéer at høre om.

Alt det bedste herfra og på snarligt genhør.

Kh.
Sif