#ff28a2

Første efterårsferie-idé: Svenske lussemuffins
 til skovturen

Hej kære læsere.

Så blev det EF-dag (endelig fredag) og ikke nok med det, så ramte vi sørme også her til eftermiddag "Børnenes efterårsferie". De heldigeste af jer har måske taget fri hele ugen og kan se frem til hele ni dage med sløve morgener med tid til at drysse rundt i nattøjet lidt længere og snige nogle hyggelige småprojekter i programmet. Og de lidt mindre heldige kan måske glæde sig til to gode efterårsferie-weekender med børnene, hvad der jo heller ikke er så tosset. I så fald er der måske tænkt lidt bedsteforældre-hygge ind over programmet med børnebørnene, og få forhold er jo vigtigere at pleje end forholdet mellem bedsteforældre og deres børnebørn. Jeg taler af egen erfaring, for jeg har vel nok mange dejlige minder at tænke tilbage på med såvel min mormor som min farmor og farfar. Min morfar blev desværre syg og afrundede sin rejse herpå jorden, da jeg kun var fire år, så minderne med ham er meget sparsomme.



Jeg har annonceret, at jeg hver dag i efterårsferien vil præsentere en ny idé herinde - en opskrift, et forslag til en kreativ syssel, en leg eller andet - og her kommer den første, som jeg har glædet mig til at præsentere jer for. Det er en opskrift på en totalt lækker type bagværk, der nok ikke er så mange af jer, der kender, og derfor er jeg ekstra spændt på at introducere jer til det. Det kan nemlig meget vel gå hen og blive en ny klassiker hjemme hos jer. Den er hentet fra min seneste bog, Slyngler & stanglakrids, som forhandles her, hvis du måtte ønske at læse mere om den.

Som du kan se i opskriften nedenfor, skal der safran i dejen, men et lille tip er, at du sagtens kan erstatte det lidt dyre krydderi med gurkemeje. Bollerne opnår samme smukke farve med gurkemeje og får et lille smagsstrejf af det sunde og dejlige krydderi. Og jeg kan ligeså godt forberede dig allerede nu: De er farligt gode, disse her boller. Vi har sjældent særlig mange tilbage af dem til dagen efter, når vi bager en portion (ca. 16 stk), og det samme vil sikkert gøre sig gældende hjemme hos jer. 


Oprindeligt er de svenske lussemuffins tænkt som en sød vinterspise - til en "fika", som svenskerne kalder deres kaffepauser. De egner sig dog også overordentlig godt til at tage med på en lille skovtur i efterårsferien, måske ovenikøbet med varm kakao på kanden. Og så er de altså også et rigtig godt alternativ til fastelavnsbollen, når vi en gang når så langt i kalenderen :-)



Rigtig god fornøjelse og dejlig fredag efterårsferieaften.


Svenske lussemuffins
 til skovturen

12-16 stk. (alt efter størrelsen på din muffinform)



100 g smør


3 ½ dl mælk


35 g gær


1 ¼ dl fromage frais, 0,2 %


¾ g safran (eller ½ tsk gurkemeje) 

1 dl sukker

½ tsk flagesalt


ca. 650 g hvedemel
lidt smør til formen



Fyld

4 spsk blødt smør 

100 g revet marcipan



Pensling og drys

1 æg mandelflager


Smelt smørret i en gryde og bland den kolde mælk i. Hæld blandingen over i en skål og opløs gæren deri. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen godt. Tilsæt evt. lidt ekstra mel, hvis dejen er for fugtig. Sæt skålen et lunt sted og lad dejen hæve 45 minutter under et fugtet viskestykke. Løft dejen ud på bordet og form den til 16 boller. Smør muffinformen og læg bollerne deri. Bland smørret med den revne marcipan. Lav et dybt hul med tommelfingeren i lussemuffinsene og kom fyldet i. Lad bollerne efterhæve i ca. 20 minutter. Pensl dem med sammenpisket æg og drys
dem med mandelflager. Bag bollerne ved 250 grader i ca. 8 minutter. Lad dem køle af på en rist, inden I nyder dem indendørs eller pakker dem i picnickurven i selskab med en håndfuld æbler, en termokande kaffe, te eller varm kakao og tager dem med ud i efteråret.


God første efterårsdag i morgen♡