Engelske muffins - smager så englene råber højt i kor | Sif Orellana
#fa0505

Engelske muffins - smager så englene råber højt i kor

Sidste år drog mine sønner og jeg en lille håndfuld dage til London for at lave lidt research til "Slynglerne" samt vores kommende rejsebog. Udover at pakke rygsækken med kamera, notesbog og pen, havde vi omhyggeligt sneget intentionen ned i sidelommen om at kigge englænderne over skulderen i forhold til deres morgenmadstraditioner. Netop i dette kulinariske hjørne af den engelske gastronomi gemmer sig nemlig, efter min mening, ikke så få lækkerier, som kan tjene os danskere til god inspiration, når vi rammer EF-dag (Endelig Fredag) og har et par sløve-ekstra-god-morgenmads-dage i udsigt. Et af de indslag i det engelske morgenmadsrepertoire, vi nød at stifte bekendtskab med påny var engelske muffins, der i mine øjne er lidt af en genistreg. Jeg har altid elsket disse boller med deres luftige, bløde krumme og sprøde, flade top og bund, og jeg må tilstå, at mine smagsløg jublede ved gensynet. Vel hjemkommet til Danmark gik jeg igang med at eksperimentere lidt i køkkenet og efter en række forsøg, lykkedes det at skrue en opskrift sammen, der bare får mundvandet til at løbe.

Blandt flere andre engelske fuldtræffere, har opskriften på de engelske muffins fundet vej ind i "Slynglernes univers", og da bogen jo først kommer på gaden den 28. november, vil jeg indvie dig i, hvordan du selv kan frembringe den herlige spise. Så her kommer opskriften og en række billeder fra en af de dage, der stod "Engelske muffins" på menuen hjemme hos os. Måtte du have lyst til at forudbestille et eksemplar af min bog, som er på 352 sider (ja, den største af mine bøger til dato) fyldt med inspiration til familier med børn og andre madglade sjæle, der gerne vil have lidt førstehjælp til lækker mad i en fart, så kan du lige nu købe bogen i forsalg på SAXO til kun 255 kroner (normalpris 300 kroner). Du kan købe bogen til særpris her.

Hjemmebagte engelske muffins
16 stk.

10 g gær

2 1⁄2 dl håndvarmt vand
2 1⁄2 dl mælk

3 spsk honning

50 g smør

1 dl fuldkornshvedemel
800 g hvedemel

1 tsk salt

Drys
4 spsk majsgryn

Rør gæren ud i en skål med det håndvarme vand og sæt skålen til side i 10 minutter. Varm mælk og honning i en lille gryde. Tag gryden af blusset, tilsæt smørret og lad det smelte. Lad blandingen køle af. Hæld gærblandingen i smørblandingen, tilsæt salt og drys melet i ad flere omgange. Ælt dejen godt, indtil den er smidig og elastisk. Lad den hvile i skålen under et fugtigt viskestykke i 5 minutter. Beklæd en bageplade med et stykke bagepapir og drys halvdelen af majsgrynene ud over det. Rul dejen ud, indtil den er cirka 2-2 1⁄2 centimeter tyk. Stik 16 muffins ud med et glas på cirka 8 1⁄2 centimeter i diameter. Flyt dem forsigtigt over på bagepapiret med majsgryn og drys resten af majsgrynene over muffinsene. Dæk bagepladen til med et let fugtet viskestykke og lad muffinsene hæve et lunt sted i ca 45 minutter, eller indtil de har fordoblet deres størrelse. Varm to tunge stegepander op til medium varme. Løft forsigtigt 4-5 muffins over på hver pande uden at ryste majsgrynene af – de må ikke røre hinanden på panden. “Bag” muffinsene i cirka 10 minutter på hver side, eller indtil de er gyldne og indbydende. Læg dem til afkøling på en rist. Gentag processen, indtil alle muffinsene er færdige.

Og nu begynder vi da at være klar til at byde weekenden velkommen, gør vi ikke :-)

Mange gode efterårshilsner fra slynglerne og mig
Sif