#ff28a2

Dummyudgave klar af "Spilopperne"

I dag har jeg tilbragt formiddagen hjemme med at skyde de sidste to serier af trin-for-trin-billeder til de sidste to kreative frembringelser i Spilopper & stjerneskud. Det var så det allersidste, der manglede, og hvilken fantastisk følelse at få uploadet billederne til trykkeriets ftp-server. Herefter blev kursen atter sat mod trykkeriet i Odder, hvor et fyldigt chateque med håndtegnede skabeloner blev overrakt min betroede kontaktperson, Sabine. Med mig hjem fik jeg til gengæld et print af smudsomslaget til Spilopperne, og det skar vi til, så snart vi ramte matriklen og prøvede at putte det udenpå Rollinger & roulader, der jo har helt samme format. Spilopperne er ganske vist vokset en anelse i forhold til de to forgående (+32 sider), men omslaget passede nu ganske godt alligevel. Hvor vild en følelse at stå med bogen i favnen - også selvom indholdet slet ikke var Spiloppens med Rollingens.

Hvad laver vi ellers i disse dage? Jo, vi går blandt andet rundt i privaten og kigger intenst på et ark med silkebånd i alle regnbuens farver. Nøj, det er svært at vælge, hvilket der skal i Spiloppen. Der er så mange flotte. Mine tre sønner har naturligvis udvalgt sig hver deres favorit, så det gør jo ikke valget nemmere. I morgen modtager jeg 4. korrektur på det ombrudte manuskript (det kalder man det, når det er sat op i ét samlet hele med tekst og billeder) fra min eksterne redaktør. Den skal kigges grundigt igennem, og så må bilen endnu engang dirigeres i retning af Odder, hvor trykkeriet ligger og de sidste småkorrektioner skal foretages. Spændende - nu er vi vel nok tæt på!

TAK i øvrigt til alle jer, der allerede har sendt mig de skønneste opskrifter som mulige indslag i den julekalender, jeg laver eksklusivt til Bilka. Jeg glæder mig rigtig meget til at kigge nærmere på dem alle sammen og prøve dem af. Hvis I er flere derude, der ligger inde med opskrifter på lækker julebag, idéer til konfekt, kreative porjekter, hjemmelavede gaver eller lignende, I har lyst til at dele med mig, så send mig endelig en hilsen. Det vil glæde mig at sende en god portion signerede "Spilopper" afsted til alle jer, der måtte få en opskrift eller idé optaget i kalenderen :)

Dejlig aften til jer alle!