#ff28a2

Den dag laksen blev “wrappet op” med guacamolen

Hej kære læser

Efteråret står for døren, og jeg tænkte, at jeg lige ville give dig en opskrift på en nem lille lækkeri, du kan spise både derhjemme til frokost i weekenden, putte med i madpakken på dage, hvor den skal have lidt ekstra gas - eller proppe i picnic-kurven, hvis du planlægger at tage familien under armen og drage afsted på en lille tur ud i naturen i nær fremtid.

Da jeg for år tilbage arbejdede inde i hjertet af Aarhus, gik jeg nu og da hen til min yndlingscafé og fik smurt en sandwich med laks. Jeg ventede min ældste søn, Oscar, og havde vist udviklet én af disse her lidt pudseløjerlige "cravings", som mange gravide får, netop for laks, røget laks. Og disse sandwich blev smurt med den mest fantastiske kvalitet røget laks, du kan tænke dig. Men det var ikke alt, der gjorde sandwichen til den vildeste lækkerbisken og drog mig afsted mod caféen flere gange ugentligt i perioder. Nej, hemmeligheden bag denne ufatteligt velsmagende spise var nemlig, at brødet blev smurt med den skønneste "avocado-mousse", som de kaldte det (andre ville måske bare kalde den guacamole). Kombinationen af laks og avocado-mousse er altså helt guddommelig. Her er makkerparret “wrappet op”, så det er nemt at spise uden kniv og gaffel, men foretrækker du at lægge fyldet ind imellem to stykker velsmagende flutes, er det også superlækkert.

Den dag laksen blev “wrappet op” med guacamolen
4 personer

et par håndfulde friske, spæde salater (eller babyspinat)
evt. lidt friske spirer

4 modne avocadoer

4-6 spsk citronsaft
1 stort rødløg

4 fed hvidløg

1⁄2 lille rød chili

salt og friskkværnet peber
8 fuldkornstortillaer
16 skiver laks

Skyl salaten og de friske spirer, hvis du bruger dem. Halver avocadoerne og skrab indhol-det over i en skål. Mos det sammen med citronsaft, finthakket rødløg, pressede hvidløg og finthakket chili til en lækker guacamole. Smag til med salt og peber. Lun fuldkornstortillaerne i ovnen, og fordel de spæde salatblade, røget laks og guacamole oven på dem. Rul dem sammen og “wrap dem op” i madpapir. En rigtig lækkerbisken på høstturen, når maverne knurrer lidt oven på jagten på efterårets spiselige skatte.

Tip
Er du mere til lidt fintskivet kyllingefilet, er det bestemt et værdigt alternativ til laksen. Gril
fileterne på din grillpande (hvis du har en sådan), og krydr dem med salt og peber og evt. en smule paprika. Skær dem ud i fine skiver bagefter og læg dem ind i tortillaerne sammen med salatblade og guacamole. Glæd dig! Det er bare nogle gode mundfulde, der venter de heldige wrap-indtagere.

Rigtig dejlig dag!