#ff28a2

Danmarkspremiere - 'Green Kitchen Stories' er landet på hylderne

I fredags skete miraklet! Ja, så vidt vil jeg gå, som til at kalde det sådan. Jeg har haft susende travlt med at få sat 2. oplag i tryk af min egen seneste bog, Kram i madkassen', så derfor kommer dette indlæg på med en lille forsinkelse.

I mine fire år som forlægger har jeg arbejdet henimod den dag, som jeg slog øjnene op til i fredags - at udgive mit første store internationale bogprojekt på Tinkerbell Books. Og jeg har ikke kunnet ønske mig en bedre bog at starte ud med end GREEN KITCHEN STORIES af sympatiske og talentfulde Luise Vindahl og David Frenkiel.

Det unge dansk/svenske ægtepar - der til daglig er bosat i Stockholm med deres lille krudtugle Elsa - har efter min mening begået en genistreg med deres første kogebog. Og jeg er ikke ene om den vurdering, for både deres madblog og ders bog har på det nærmeste lagt madverdenen ned. Siden de foldede deres indbydende vegetariske univers ud på bloggen greenkitchenstories.com for ikke mere end 4 års tid siden, har tusindevis af mennesker verden over besøgt deres blog. Det var også her, at den danske sundhedsguru Chris MacDonald i sin tid spottede dem, og  begyndte at lave mad efter deres nytænkende, appetitvækkende og sunde opskrifter. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at det neto har ført pennen til forordet i den danske udgave af deres kogebog, der altså udkom i fredags, den 30. august.

Før jeg skriver mere, vil jeg lige vise dig lidt fra bogens univers. Læn dig tilbage og kig med her:

Fra anonyme veggie-nørder til kulinariske verdensstjerner
Hvordan gik det så til, at dette unge par, der bare holdt af god vegetarisk mad, som så mange andre mennesker har glæden at gøre, pludselig bragede igennem på den internationale, kulinariske scene? Jo, nu skal du høre! For 4 år siden skabte Luise og David deres grønne madblog, der egentlig blot var et sted, de kunne gemme og dele deres opskrifter med de nærmeste venner og familiemedlemmer. Men sådan skulle det ikke gå. Ret hurtigt begyndte siden at blive besøgt af mennesker, de ikke kendte og henad vejen er den blevet et hyppigt besøgsmål for tusindevis af madentusiaster fra hele verden. I dag er de oppe på ca. 300.000 besøgende på bloggen om måneden. Retterne bliver tilberedt i deres eget lille køkken og kreeres med masser af kærlighed til sunde råvarer kombineret med en imponerende sans for at kombinere smagsnuancer på nytænkende og lækker vis. 

Som billederne ovenfor og nedenunder viser er det et sansende mekka af farver og smag, de to unge mennesker folder ud: saf­tige salater, knasende sprøde brød, sun­de fedtstoffer, nye krydderi­ og smagssammensætninger, farverige smoothies og juicer og eventyrlige desserter!

Greenkitchenstories.com kåret til 'Verdens bedste'

Sidste år blev det unge ægtepars første app kåret til “runner up” i “Best of App Store 2012” og tidligere i år blev deres blog kåret i "Best Food Blog Awards 2013" i kategorien "Verdens bedste sundheds-madblog" af det internationalt anerkendte madmagasin 'Saveur Magazine'. Så det skorter ikke på priser og anerkendelse, og da parrets første kogebog strøg ud på hylderne i England og Australien 1. april i år og i USA 1. maj, svømmede anmelderne da også over af begejstring og bøgerne blev langet over disken i en fart, der gjorde, at 2. oplag snart efter måtte sættes i tryk.

I konkurrence med to af landets største forlag
Og nu er bogen altså kommet til Danmark, og jeg er selv ved at revne af stolthed over, at det er mit endnu unge forlag, Tinkerbell Books, der får lov at bringe bogen ud til danskerne med sit lille klokkeblomstlogo på ryggen. To af Danmarks største forlag var også med i kapløbet om at erhverve sig rettighederne til den danske udgivelse, så en heldig stjerne må have lyst på mig, da Luise, David og Hardie Grant Books i Australien og England besluttede at betro opgaven til mig at præsentere den i Danmark.

Forfatterne bag Green Kitchen Stories
Men hvem er de egentlig, disse to unge mennesker, der har deres base i Stockholm, men leverer inspiration ud til mennesker på hele kloden med hang til god mad, sundhed og masser af grønt. I deres bog fortæller Luise og David selv deres historie. Her kommer et lille udpluk:

"Vi mødte hinanden i Rom for 6 år siden. Vores maduniverser stødte sammen nærmest fra det øjeblik, vi mødte hinanden. David var den usunde vegetar (ja, de findes skam), der mere eller mindre levede af pasta, pizza, slik og is. Luise var en meget sundhedsbevidst kødspiser, der stort set havde fjernet alle disse usunde ting fra sin kost. Efter et par akavede måneder sammen (for nu at sige det mildt), tog vi en beslutning. Vi så i øjnene, at hvis vi skulle kunne leve sammen, var David nødt til at lære om fuldkorn, quinoa og naturens sødemidler, og Luise besluttede for sit eget vedkommende at skære ned på kødet og begynde at ekspe­ rimentere med grøntbaserede måltider. Og i stedet for at fokusere på alle de ting, vi ikke spiste hver især, gjorde vi det modsatte: Undersøgte hvordan man kunne lave et aftens­ måltid, der havde grøntsagerne i centrum, men stadig var mættende og nærende nok efter en lang arbejdsdag. Vi fyldte vores hjem op med frugt, grøntsager, nødder, frø, fuldkorn og gode fedtstoffer, og vi besluttede os for at begynde at lave mad og kager, der var sundt og grønt, UDEN at være kedeligt. Vi startede bloggen Green Kitchen Stories for 4 år siden, for at dele vores passion om mad, sundhed, fotografering og design. I dag arbejder vi begge to fuldtid med at skrive bøger, lave ind­ læg til bloggen, udvikle app’er til iPhone og iPad og undervise i ernæring og sundhed."

                                        – Af David Frenkiel & Luise Vindahl

„Jeg ved ikke, hvor David og Luises rejse i sundhedens tjeneste ender. Den begyndte med en ydmyg hjemmeside, der var til stor inspiration for mig, og nu er den nået til denne fremragende kogebog, som jeg håber, du vil få lige så stor glæde af, som jeg har haft.“

– Chris MacDonald

 

1. oplag er næsten udsolgt
Første oplag udkom som nævnt i fredags, og tænk sig, det er allerede meget tæt på udsolgt. Så næste oplag er allerede bestilt i Australien, og kommer primo november. Så vil du sikre dig et eksemplar af bogen allerede nu, er det bare om at handle hurtigt. Det er en fantastisk kogebog, som garanteret hurtigt vil erobre placeringen som én af dine absolutte favoritter. Du kan købe den hos SAXO og få den sendt lige til døren. Rigtig god fornøjelse, og må de Grønne Køkkenhistorier bringe glæde og inspiration hjemme hos dig, ligesom de har gjort så mange andre steder rundt om i verden.

Billederne i dette indlæg stammer alle fra kogebogen, 'Green Kitchen Stories', og er alle skudt af fotograf Johanna Frenkel (der er Davids søster).