#ff31a6

Akutboller - til når du er liiiige i sidste øjeblik

I går fik jeg en idé, så'n liiige i 11. time. Jeg ville bage boller til, familien fra Sjælland trillede ind i indkørslen med ferieglade unger og hund på bagsædet og muligvis en let knurren i maverne. I sådan en situation er gode råd dyre. Smørbagte, luftige og tændervæskende gode boller, der får huset til at dufte af kardemomme, ferie og rendyrket hygge, og som vel og mærke kan frembringes AKUT. What to do?

Jeg har stået i situationen før, så jeg vidste lige nøjagtig, hvilken plan jeg måtte ty til. Jeg har nemlig fundet på en SOS-opskrift, jeg kalder AKTUBOLLER, som altid er god at have i baghånden, når man står og skal trylle hjemmebag frem på nul-komma-fem. Her kommer opskriften, som i øvrigt er så nem, at store børn sagtens kan bage bollerne selv. Herligt med sådanne opskrifter, for er der noget skønnere end når børnene selv går i køkkenet og forkæler resten af familien med deres præstationer. Det er vi begyndt at nyde godt af her i huset, og det kan altså stærkt anbefales at motivere børnene til selv at prøve kræfter med nemme bagværks- og madprojekter. Akutbollerne er et godt sted at starte :-)

Og så lige et ps: Husk at investere et par minutter på at forklare vigtigheden af oprydning og rengøring efter at have været igang i køkkenet. Ellers kan du meget let komme til at stå for denne del af processen selv, og det var jo ikke lige meningen ;-)

Opskriften på "Akutboller" kommer i øvrigt med i "Spilopper & stjerneskud".

Akutboller
12-15 stk

200 g smør
2 dl mælk
40 g gær
1 1/2 tsk salt
2 æg
2 spsk honning eller lys sirup
cirka 700 mel
godt med kardemomme

Smelt smørret i en kasserolle. Hæld mælken i og vent til blandingen er håndvarm. Rør gæren ud i blandingen og tilsæt salt, æg og honning eller lys sirup. Tilsæt til sidst melet og kardemommen og ælt dejen godt til, den er dejligt blød og smidig. Form 12-15 boller, sæt dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve under et fugtet viskestykke i 30 minutter. Du kan lige nå i haven og hente friske grene eller køre en hurtig tur med støvsugeren, inden gæsterne stemmer dørklokken. Pensl bollerne med sammepisket æg og bag dem ved 200 grader i ovnen i ca. 10 minutter eller til de er smukt gyldenbrune og gennembagte. Server dem med smør, ost og marmelade samt en god friskbrygget kop kaffe eller te. De er også supervelegnede til morgenmad en weekend- eller feriedag, hvor man gerne vil være lidt ekstra god ved sig selv og familien.

Rigtig god Langfredag til jer alle sammen.