#fa0505

Blogindlæg under Rejsetips

Den skønneste, nemmeste og hurtigeste "hindbær-galette"

Hej kære læser

For en god måned siden kom jeg hjem fra en madstylings- og fotografiworkshop i Portugal. Det var helt fortryllende dage på en vidunderlig plet på kloden tæt på vandet og med al den friske havluft, velsignede ro og sydlandske sommervarme og patinerede charme, der skal til for at bringe én ind i nuet, skærpe fordybelsen og vække taknemmeligheden over at være til på denne mageløse klode.

Det er ikke billigt at tage på sådanne workshops. Nogen af jer tænker måske, hvad det mon koster at deltage i sådan et fire-dages forløb med et nøje tilrettelagt program og undervisning i madfotografering - og styling, hvor logi, al mad og alle ekskursioner er inkluderet. Det står i godt 10.000 kroner, og dertil kommer rejseomkostningerne til og fra. Så det er ikke håndører, man skal have lagt til side i den gamle kaffedåse. Lever man til gengæld af at fotografere, og vil det arbejde man sidenhen kan skabe være af en kvalitet, der giver endnu flere mennesker glæde, motivation og inspiration, ja så kan investeringen være det hele værd. Og det har den været for mig! Hvor har jeg dog lært en masse - både hvad angår tekniske fif og tricks, dybdeskarphed, slørede effekter, kameraindstillinger komposition, udnyttelse af lyset, afklaring om stil og udtryk, anretning af mad, styling, valg af regi m.v. Det har været en kæmpe oplevelse, og den ramme, undervisningen er foretgået i og ikke mindst de mennesker fra alle verdenshjørner, jeg har været priviligeret at møde, har været berigende udover enhver forventning. 

Du kan læse mere om workshoppen i Portugal her, hvad den inkluderede, hvor den foregik, om workshoplederne m.v. Måske udbyder de én mere, de to gæve kvinder, Sanda Pagaimo og Beth Kirby, og så kunne det måske være noget for dig.

På workshoppen i sidste måned lavede vi mad, stylede og fotograferede fra morgen til aften, og iblandt de kulinariske indslag var denne "galette", som Sanda Pagaimo indviede os i produlktionen af. Dejen var nem at samle og nem at rulle ud og forme så smukt. Resultatet bliver faktisk langt smukkere og mere velsmagende, end man skulle tro muligt, når man tænker på den tid og den indsats, man investerer. Og sådanne opskrifter elsker jeg jo! Det er jo i bund og grund sådanne opskrifter over hele linien, jeg søger inspiration til hos andre mad- og bageglæde sjæle og hele tiden selv har gang i udviklingen af i mit køkken. Og nu skal I indvies i Sandas "galette" i min let reviderede version. I Portugal blev den bagt med friske, skiveskårne jordbær i stedet for hindbær som her. Det var også super lækkert. Måtte du være mere stemt for at vælge blåbær, brombær, udstenede kirsebær, blommer, æbler eller et andet yndlingsbær eller en anden tærte-egnet favoritfrugt, vil det garanteret give et ligeså skønt resultat.

 

Hindbær galette

70 g smør (stuevarmt)
2 æggeblommer
1 knsp salt
210 g  speltmel eller hvedemel (du kan også lave en blanding eller bruge fuldkornsrismel, hvis du ønsker en glutenfri version. Her bliver dejen dog en smule mere porøs, men smager stadig dejligt)
60 ml mælk
1 tsk kokossukker (eller rørsukker)
1 spsk vaniljesukker

ca. 250 g hindbær (eller jordbær)
2 tsk kokossukker (eller rørsukker)

Hæld alle ingredienserne i en røreskål og ælt dejen til den er lind og sammenhængende. Vend dejklumpen i lidt mel og dæk fadet til med husholdningsfilm. Sæt fadet med dejen i køleskabet i en time. Tænd ovnen på 180 grader. Rul dejen ud på en bordplade drysset med mel. Rul den ud til en rund "pizzabund" og løft den over på en bageplade beklædt med bagepapir. Anbring bærerne på midten af bunden (skær jordbærerne i skiver forinden, hvis du vælger jordbær som fyld). Drys bærerne med sukker. Fold kanterne af dejen ind over midten, stykke for stykke. Sæt "galetten" i ovnen på midterste rille og bag den i 30-35 minu. Drys evt. et let lag flormelis henover inden servering og pynt med et par små kviste friske krydderurter. På billedet har jeg brugt timian. Server evt. med en kugle god vaniljeis, lidt skyr, crème fraiche eller iskold flødeskum.

Og så er det bare med at sætte kaffen over :-) Håber, den må smage jer rigtig dejligt.

De to nederste billeder er skudt af foodblogger og workshopleder Sanda Pagaimo, der dagligt bor med sin mand og to børn i Lissabon. Du kan se hendes skønne blog, Little Upsidedown Cake, her. Og ja, det er mig, der kravler rundt i sandet i forsøget på at indfange alle lækkerierne til vores afsluttende beach farewell party ;-)

På fotoworkshop i Portugal med bl.a. verdens bedste madfotograf

Dagene i denne tid er travle og fyldt med fordybet arbejde foran computeren med at bringe min nye bog til verden og bag kameraet i færd med at forevige de billeder af lækker mad og kreative aktiviteter, der skal krydre bogens univers. Nu og da lister mine tanker dog helt ubemærket tilbage til solskinsrige dage i Portugal i sidste uge, hvor jeg havde fornøjelsen at deltage i amerikanske Beth Kirbys og portugisiske Sanda Pagaimos meget veltilrettelagte og sanseberusende foodstyling og fotoworkshop.

Beth er lige blevet kåret til Verdens bedste foodblogger indenfor kategorien madfotografering af det anerkendte, internationale madmagasin, Saveur Magazine, og efter at have tilbragt fire dejlige dage i selskab med hende og hendes kamera, må jeg sige, at den kåring er meget velfortjent. Milde kineser, den kvinde er et naturtalent! Intet mindre. Hun har fotograferet i 2 år - ja, 2 ÅR!!! Det er alt, og hun har haft sin blog i samme tidsrum. Men med til historien hører, at hun i disse to år har fotograferet fra hun slog øjnene op til hun trimlede omkuld sent på natten. Hun har lært sig alt om dét, der på disse internationale workshops går under betegnelsen "Post processing", altså billedbehandling - både i Lightroom og Photoshop, og hun er en ørn til det. Hun er et af de mennesker, der har en viljestyrke på størrelse med en elefant, og kobles denne til en dybfølt passion for lære en færdighed, ja så sker der nærmest mirakler på meget kort tid. Hun har de seneste par år sovet 4-5 timer i døgnet fuldkommen opslugt af at lære, dygtiggøre sig og vinde en position som én af de bedste indenfor sit fag, og man må måbende konstatere, at missionen er lykkes. Den kvinde, hun er virkelig "one of a kind", og jeg må til min glæde konstatere, at fire intensive dage med hende som mentor har gjort underværker for mine egne fotofærdigheder og mit arbejde med foodstyling. Der er til dato ingen worskhopleder, der har lært mig så meget på så kort tid og bragt mig så meget tættere på mit eget udtryk og min egen stil. Hun har dog ikke været alene om opgaven og de gunstige resultater. Ved hendes side i denne workshop, havde hun nemlig en anden beundringsværdig dygtig og ualmindelig sympatisk fotograf, portugisiske (ja, oprindelig bosniske) Sanda Pagaimo. Også hun har en sjælden evne til at indfange stemninger, få øje på det smukke lysindfald, kokkerere og style mad og omgivelser, så det bare ser tæskelækkert, naturligt og atmosfærefyldt ud. 

Hvis du har tid og lyst, kan du tjekke deres egne blogs ud her: localmilk og littleupsidedowncake - de er begge virkelig et besøg værd. De er et par sjældent talentfulde og inspirerende damer, disse to :-) På fotoet nedenfor kan du se Sanda til venstre og Beth til højre centralt i billedet.

Under workshoppen, der varede fra onsdag eftermiddag til søndag morgen, blev vi otte deltagere fra hhv. Holland, USA, Portugal, Frankrig, England og Danmark, indlogeret på Uva do Monte, Blueberry Farm, som var en nyistandsat gård beliggende halvanden times kørsel fra Lissabon i bil. Et billedskønt sted med rosa mure i changerende nuancer, masser af gamle malerier og billeder på væggene i værelserne, det smukkeste lysindfald, vidunderlige naturomgivelser og denne her særlige besnærende duft af sommer, sol og varme, der ofte rammer næseborene, når man opholder sig i syden nær strand og hav. Cikaderne sang døgnet rundt, men tog til i volumen henpå aftenen, og den sagte brise fra havet gjorde godt, da temperaturen sneg sig op på de små 30 grader. Udenfor blev sengetøjet hængt til tørre, og indenfor i hovedhuset, bygget op fra grunden af store sten, blev de dejligste bagværkstyper og portugisiske specialiteter tilberedt fra morgen til aften af både Beth og Sanda ledsaget af os kursister samt af nogle lokale kokke, der kom og kokkerede til os om aftenen, hvor vi blev trakteret med fiskesuppe, grillede sardiner, søde desserter og et hav af skaldyrs-tapas.

Én af dagene forberedte vi fra morgenstunden en picnic og photo shoot på stranden, og den efterfølgende aften havde vi farewell party med bål og diverse lækkerier i aftenskumringen ligeledes på stranden.

Tak til især jer to, Beth og Sanda, for en fantastisk workshop fuld af ny viden, nye tips og tricks og en hel masse vidunderlige oplevelser, sanseindtryk og minder. Og tak til alle jer medkursister, som er blevet nye venner, som jeg glæder mig til at følge og besøge rundt om i verden, når der henad vejen bliver tid til lidt rejseri.

Hvad er du - perfektionst eller optimalist?

"Gennem størstedelen af mit voksne liv har jeg været på min egen lille udforskning, der handler om at opsamle viden om, hvordan vi mennesker lever og hvilke krav, vi stiller til os selv for at føle, vi er en succes. Min udforskning har ført til mange interessante opdagelser og givet stof til eftertanke." Og nogen af de tanker vil jeg gerne dele med dig på bloggen her i dag. Faktisk udgør ovenstående de indledende sætninger i et kapitel i min store livs-inspirationsbog, Gartnerinden & lykkesmeden, som nok er den af alle mine bøger, der har betydet allermest for mig at skrive. I den åbner jeg nemlig mere end nogensinde op for, hvordan mit eget liv har udfoldet sig, hvordan jeg har navigeret igennem både solbeskinnede strækninger og terræner, hvor vinden har rusket godt i frakketøjet. Jeg har forsøgt at omsætte alt, hvad jeg har lært af de tildragelser, observationer, drømme, strabadser og oplevelser, jeg har mødt og gjort mig på min vej, og det univeser, jeg har skabt i bogen er desuden blevet forsynet med en masse øjenåbnende viden fra mine studier i positiv psykologi på universitet, mine erfaringer som mor, som kvinde med et dybfølt ønske om at udstikke en retning i livet, der virker meningsfuld for mig, om at forløse det faglige og menneskelige potentiale, jeg måtte have i videst muligt omfang og styre min tid, så jeg sikrer, at jeg bruger den på dét, der er vigtigst for mig. Og hvilken anden kvinde har ikke de samme mål for øje på hendes rejse gennem livet? Ved at udveksle og dele, hjælper vi hinanden til erkendelser og nye perspektiver, der kan være til stor gensidig glæde. Det er min faste overbevisning og leveregel :)

Bogen tog mig et helt års fordybet arbejde at skrive, og gudskelov forvandlede bogen sig henad vejen til præcis det skatkammer af inspiration, viden, redskaber, opskrifter, tips og idéer, jeg havde drømt om. Og som noget nyt indenfor genren, valgte jeg desuden at formidle den i en ramme fyldt med lækre, symbolske, stemningsfulde og motivationsskabende billeder, der knytter an til indholdet - alle skudt af mig selv (på nær de få, hvorpå jeg selv optræder).

Og her forleden dag havde jeg så lige fat i min bog igen, da jeg skulle signere et eksemplar til en ven, og det ansporede mig til at sætte mig lidt med mit eget eksemplar i sofahjørnet, da han var gået, og fordybe mig lidt i den. Og ja, det fødte så idéen til at præsentere et af kapitlerne fra bogen her på bloggen, som måske vil fange din interesse. Her kommer det i hvert fald.

Perfektionistisk eller optimalistisk livssyn

Det perfekte liv
Gennem størstedelen af mit voksne liv har jeg været på min egen lille udforskning, der handler om at opsamle viden om, hvordan vi mennesker lever og hvilke krav, vi stiller til os selv for at føle, vi er en succes. Min udforskning har ført til mange interessante opdagelser og givet stof til eftertanke.

Det, jeg har erfaret, er nemlig, at mange af os let farer lidt vild undervejs i skabelsen af vores eget selvbillede. Vi spejler os i det “perfekte” liv, vi ser fremstillet i medierne af superkvinder, der udmærker sig ved tilsyneladende at overkomme alt. Deres hjem er et mønster på perfektion, deres karriere blomstrer, de har velopdragne børn, er altid velklædte, lever sundt, når omkring træningscentret mindst tre gange om ugen, er lykkeligt gift og – ikke at forglemme – skal snart på endnu en jordomrejse!

Iscenesatte glansbilleder
Mageløse skabninger, det er, hvad de er. Og når vi står over for sådanne og bruger dem som spejle, ja, så er det da ikke så underligt, at vi fejlagtigt drager den konklusion, at vi selv først bliver en succes, når vi kan leve op til alt det, disse superkvinder åbenbart mestrer. Den gode nyhed er her, at disse kvinder slet ikke findes. De er illusioner, resultater af mediernes forvrængede virkelighedsgengivelser, iscenesatte glansbilleder. Sådan har det altid været. Vi ved det jo godt, men alligevel lader vi os tit forblænde og forlede. Tænk, at der er nogen, der er så perfekte!

Hvad sker der så, når vi selv begiver os ud i forsøget på at indfri den myriade af urealistiske høje mål, vi oplever, vil give os succes? Jo, så udløses, ganske forståeligt, en følelse af utilstrækkelighed i os. At have som mål at forvandle sig til den perfekte hustru, karrierekvinde, mor, veninde, søster og forældrerådsrepræsentant på samme tid er formålsløst og fører kun til, at vi slår os selv oven i hovedet for ikke at nå vores perfektionistiske idealer. Vi kan måske nok spille hovedrollen på én af arenaerne i vores liv, men at gøre det på dem alle samtidig – det lader sig ikke gøre. I hvert fald ikke i længere tid ad gangen. Nok besidder mange kvinder en næsten legendarisk evne til at balancere mange roller på én gang, ikke mindst i de år, hvor børnene er små og kræver ekstra meget omsorg og nærvær, men hvis presset øges på det ene område, kan det ikke undgå før eller siden at dræne ressourcekontoen på de øvrige. Hvordan skulle det kunne være anderledes?


 

Et optimalistisk verdenssyn
For mig at se er vi moderne kvinder meget bedre tjent med at have en optimalistisk tilgang til livet; dvs. at træffe nogle bevidste til- og fravalg, der stemmer overens med vores værdier og prioriteringer samt de hensyn, vi nødvendigvis må tage til vores familie, venner og kolleger. Ifølge den amerikanske ph.d. og psykolog, Tal Ben Shahar, er optimalister realistiske i forhold til den tid, som er til rådighed. De forsøger at gøre deres bedste i stedet for det perfekte. Det lyder i mine ører som et langt sundere mål at stræbe efter.


At gøre sit bedste
For den optimalistiske kvinde handler det om at være god nok, gøre det bedst mulige og se livet i et mere nuanceret perspektiv. Alt i livet går op og ned, og det handler om at kunne navigere og få det optimale ud af begge tilstande. Kriser og udfordringer kan få jorden til at skælve under os for en tid, og også bringe nogle af os i knæ. De kan dog også vise sig at tjene som katalysatorer for vigtige forandringsprocesser, erkendelser og transformationer, der kan udløse et mere meningsfuldt og autentisk liv end før og således på sigt afsløre sig som gaver, der blot blev overleveret i et særdeles grimt og utiltalende indpakningspapir. Så det, der er vigtigt, er, at vi går udfordringerne i møde med oprejst pande og en optimistisk tilgang. Udfordringer sætter ofte scenen for vækst, og med den kendsgerning for øje overkommer vi dem nemmest og høster bedst muligt den lære, der udløses af at håndtere dem.

I det følgende kapitel vil vi se nærmere på, hvad det er for ting, der bidrager til lykke og trivsel. Vi mennesker har jo forskellige oplevelser af, hvad der udgør et godt liv. Forskere inden for positiv psykologi er dog blevet enige om en række fællesnævnere for, hvordan man kan opnå et liv i trivsel. Ifølge professor i psykologi og leder af Positive Psychology Center ved University of Pennsylvania, Martin Seligman, er der tre former for ”positive tilstande”, der tilsammen fører til lykke og trivsel. Hvad der kendetegner disse tre former, vil jeg indvie dig i på min blog i morgen :)

Så med disse ord vil jeg ønske dig en fantastisk weekend og håbe, at du får det optimale udbytte ud af den, hihi :-)

Ps. Måtte du have lyst til at fordybe dig mere i dit helt eget, måske signerede eksemplar af Gartnerinden & Lykkesmeden, så kan du lige pt. via min blog købe 2 af mine bøger med 10% rabat og fri forsendelse. Alt du skal gøre er at skrive til mig, hvilke to bøger du kunne have interesse i via min kontaktformular, som du finder et link til i min menubjælke øverst :) Så skriver jeg tilbage med, hvordan vi lige gør det rent praktisk :)

Stemningsberetning fra Montmartre + skøn æbletærteopskrift

Kære læser

Torsdag i sidste uge var jeg så heldig at nå frem til en dato, jeg længe havde set frem til: Afrejsedagen for min lille researchtur til Paris med to gode veninder. Turen har været i kalenderen i et lille halvt års tid, og det er faktisk den halve glæde at have sådan en oplevelse at gå at se frem til. Så langtidsplanlægning på rejsefronten kan varmt anbefales. Mange sms'er og mails har været sendt frem og tilbage med "Oh, nu nærmer det sig", "Tænk, om et øjeblik sidder vi på en fortorvscafé et dejligt sted og drikker god kaffe" og "Wow, har I hørt, at det bliver op til 20 grader i weekenden!" Ja, det forudsagde meteorologerne om vejret i netop den weekend, vi ramte byen, og det mest fantastiske var, at de fik ret! 20 grader og strålende sol var, hvad vore to sidste dage i Byernes By bød på, så det kompenserede til fulde for, at det var lidt skyet den torsdag morgen, vi trillede ind i byen fra lufthavnen med kurs mod Montmartre, hvor vi skulle bo under vort ophold.

Alle billederne, du ser i indlægget her, er skudt den torsdag, vi ankom til byen, hvor kameraet var flittigt i brug. Hold da op, hvor var det dejligt at gense byen, som tilbage i 1989 var det sted, jeg for første gang rejste til på egen hånd, da jeg som nyslået student drog mod franskmændenes hovedstad i den hensigt at lære mig sproget, udforske kulturen og tjene lidt til dagen og vejen som aupair. Jeg faldt pladask for byen dengang, og kærligheden til dette smukke sted på kloden har været stærk og vedholdende lige siden.

Som noget nyt skulle jeg på denne seneste tur bo tre nætter på Montmartre, et kvarter, jeg ikke kender så godt. Vi skulle bo i en lejlighed, vi havde været heldige at låne af den ene af mine rejsefællers bror. En skøn lejlighed - stor og lys - beliggende i Rue Dancourt. Super charmerende sted lige midt i hjertet af et mekka fyldt med et labyrintisk net af små trænge brostensbelagte gader med butikker, caféer og restauranter. Det emmede af liv lige ude foran hoveddøren, og vi var på farten fra morgenstunden og indtil vi havde spist aftensmad sidst på aftenen alle tre dage, vi opholdt os i byen.

Første dag tilbragte vi på Montmartre, hvor Malene, den ene af mine gode veninder, viste os rundt. Hun har boet i netop dette kvarter i cirka fire år for en lille håndfuld år siden, og kender det som sin egen bukselomme. Så med Malene ved roret blev vi fuldkommen driftsikkert ført fra A til B. De øvrige dage var vi godt omkring i en hel del af de andre arrondissementer og kvarterer: Mariais, det sjete og syvende, ovre ved Louvre, ved Madeleine, Concordepladsen osv.

Gældende for hele vores færd rundt i byen var, at vi gentagne gange lod os indfange af de ypperlige bagervinduer, der med sit imponerende line up af kager og konditorværker fristede os voldsomt. Med deres mange bær i diverse farver og nuancer beklædt med glansfulde geléer lignede de næsten glimtende juveler med ædelstene i alle tænkelige farver og former. Hvis der er noget franskmændene kan finde ud af, så er det altså at kreere søde lækkerier, der frister og appellerer ligeså meget til øjet som til smagsløgene. Og vi kunne da heller ikke lade være med at smage på en hel del af dem, hvilket fyldte godt med ny inspiration på mine depoter på øverste etage og fik idéerne til at boble. Så skulle du undervejs i dette indlæg have undret dig lidt over den æbletærte, du ser skride frem fra smuldredej til færdig tærte, ja, så har du nok fået et hint om, hvad jeg har brugt inspirationen fra de parisiske bagere til hjemme i mit eget køkken. Og ja, den er blevet bagt i dag med den spirende forårsstemning, solen, det pulserende leben, duftene og minderne fra Montmatre i tankerne.

Nu fortalte jeg godt nok, at Malene ledte os trygt og hjemmevant rundt i byen, hvad der jo på mange måder var fantastisk. At gå rundt uden kort er efter min mening skønt. Så glider man mere ind i hverdagen dér, hvor man opholder sig og føler sig ikke så turistagtig. Til gengæld hører jeg til den race, der har en mærkelig glæde ved at "fare vild", når jeg rejser. Jeg har drøftet denne tilbøjelighed og måske lidt usædvanlige fornøjelse med en god ven, der deler min glæde for at "komme lidt på afveje", når han begiver sig ud i verden, og vi er nået frem til, at det jo i mange tilfælde er dér, man for alvor tager hul på eventyret og stifter bekendtskab med det uventede. Og ja, det må man sige!

Og det skete da også i lørdags, da vores ellers så kompetente guide og vejviser skulle mødes med en dansk veninde bosat i Paris. Min anden veninde, Gitte, og jeg drog derfor efter frokosten afsted på egen hånd for at kigge lidt nærmere på Marais-kvarteret, som vi havde opholdt os i nogle timer inden frokost og derfor mente, at vi havde et ganske fornuftigt overblik over. Som den, der kendte byen bedst af os to, var det helt naturligt, at jeg overtog guideflaget fra Malene, og før nogen af os havde set os om, havde jeg mistet orienteringen og var, ja, faret vild. Sådan skal det gøres!

Vi gik lidt rundt i blinde, og så da pludselig Pompidou Centret ligge foran os, hvilket gjorde det helt klart for os, at vi var kommet temmelig langt væk fra vores egentlige mål. En sød kvinde overhørte vores højlydte evaluering af, hvor I alverden vi mon var, og kom styrtende os til undsætning med sin mobiltelefon flagrende i den ene hånd og sin lille søn i den anden. "Er I faret vild?," spurgte hun nærmest begejstret. Vi nikkede i takt. "Hvis I siger mig, hvor I skal hen, så finder jeg det lige på gps'en på min mobil," sagde hun, og hendes funklende øjne lod ane, at hun hørte til de mennesker på denne jord, der finder glæde ved at komme "fortabte sjæle" som os til undsætning. "Vi skulle meget gerne finde Place des Vosges," sagde jeg, og sekunder senere stod hun med hånden højt løftet og pegefingeren pegende stift til højre for sig. "Den vej et godt stykke og så til højre," udbrød hun med stor ovebevisning.

Nu ville skæbnen det bare således, at kvinden måske nok hørte til dem, der gerne ville lede mennesker, der havde mistet orienteringen, på rette spor igen, men hun var til gengæld aldeles talentløs til at læse et kort. Så hun viste os i stik modsatte retning af, hvad der ville have ført os til Place des Vosges. Ergo blev vi ledt endnu mere på vildspor, end vi havde været før, hvad der jo var en sand triumf for sådan én som mig, der har en obskur glæde ved at "fare vild". Vi kom ned af snørklede gader og stræder, jeg aldrig har oplevet før, så små parker, butikker og steder, jeg ikke anede eksisterede, og på vejen mod vores forliste Place des Vosges fik vi ovenikøbet lokaliseret nogle sjældent fine butikker med tiltalende smågaver til dem derhjemme. Så alt gik som det skulle; vi for vild, så noget nyt og  uventet, og vi blev genforenet med Malene, da mørket begyndte at falde på og maverne fortalte os, at det var tid til at vende hjem til Montmartre og finde et hyggeligt lille sted at spise lidt god aftensmad.

Den aften stod den på indiske smagsoplevelser, og tænk dig: Vi fik hele tre retter rigtig lækker mad for 18 Euro hver, dvs. ca. 135 kroner på et sted, vi tilfældigt faldt over på Montmartre, der hed "Samrana" og lå på 47, Rue d'Orsel. "Hvilke retter var mon det?," tænker du måske. Og jo, det kan jeg da godt fortælle dig. Det var: Chicken Tandori med nybagte naan med ost til forret, lammecurry med safranris til hovedret og sorbetis af kokos og pistacie til dessert. Super velsmagende og godt tilberedt. Så det kan godt anbefales, hvis du selv skulle gæste Montmartre. Nærmeste metro? Det e såmændr: "Abbesses".

Et andet sted, som er ført ind i min rejsejournal over adresser, der er værd at huske, er vores morgenmadssted: "Coquelicot", der går for at være morgenmadsstedet på Montmartre. "Restaurant specialité du brunch et petit déjeuner - Brunch a toute heure en terrasse ou dans les salles interieures de charme" skriver de i brochuren. Du kan nok godt knække koden til, hvad det betyder, selvom dit franske måske er lidt rustent. Kort fortalt slår de fast, at de er leveringsdygtige i en sjældent lækker brunch og morgenmad, ude og inde, fra de åbner til de lukker (8.15-17.30). Og de lover ikke mere end de kan holde. Vi prøvede flere af deres retter på kortet, og det var intet mindre end fremragende alt sammen på den hyggelige og upretentiøse måde. Er du glad for café latte og kan du måske, ligesom jeg, godt lide, at kaffen ikke er alt for stærk, så kan jeg anbefale at bestille en "boule de café crème" (det er den store skål, jeg holder på billedet ovenfor - super god kaffe).

Nedenfor kommer opskriften på den æbletærte, jeg udviklede her til eftermiddag med afsæt i de stemninger, jeg stadig bærer i mig fra Montmartre. Jeg er i gang med at eksperimentere lidt med nogle nye ingredienser, og det bringer mig nogen gange frem til varianter af allerede velkendte typer bagværk og retter, der virkelig er nytænkende og rigtig lækre. Det gælder også denne æblekageopskrift, hvor det almindelige glutenholdige hvedemel er skiftet ud med glutenfri boghvedemel. Selvom hverken min familie eller jeg lider af glutenallergi, er det en god ting at skære ned på sit indtag af gluten. Mange af os kan få lidt problemer med fordøjelsen ved indtag af for megen gluten, opleve træthed m.v. og fødevarer uden gluten har potentialet til at skabe forbedret velvære for folk både med og uden allergi eller intolerance. Bortset fra denne fordel, så smager tærten bare supergodt, og jeg håber, du har lyst til at prøve den en dag, hvor den søde tand skal tilgodeses - måske i weekenden :)

Mange små økologiske og biodynamiske supermarkeder er iøvrigt også spiret frem i Paris, ligesom de er herhjemme, og ikke så få steder kan man vælge sig diverse lækkerier i caféernes montrer, der er glutenfri, økologiske og med masser af antioxidantholdige frø og kerner. En god udvikling, som jeg til fulde støtter op om.

Æbletærte med stemning fra Montmartre
6-8 pers.

Montmartre kan man måske ikke lige gæste, men lidt stemning derfra kan såmænd godt sniges ind i hverdagen, hvis du bager denne tærte, som jeg har ladet mig inspirere af efter fire dejlige dage på bakken i Paris, hvor Sacre Coeur troner så smukt med den skønneste udsigt over byen.

125 g smør, stuevarmt
120 g boghvedemel
1 spsk vaniljesukker
35 g kokossukker
75 g fintvalsede havregryn

3 lidt syrlige madæbler (Belle de Boskoop er “queen of apples” i tærtesammenhæng)
2 spsk citronsaft
1 spsk ægte kanel (den fra Sri Lanka)
1 spsk kokossukker

1/2 dl græskarkerner

Bland ingredienserne til dejen i din bedste bageskål og stil den til afkøling i køleskabet, mens du deler æblerne i kvarte, fjerner kernehuset og skærer dem ud i tynde skiver. Vend æbleskiverne i citronsaft. Drys kanel og kokossukker over æblerne og vend dem rundt i kanelblandingen. Hak (eller blend) græskarkernerne groft og put dem over i en skål.

Tænd ovnen på 200 grader og for en rund eller aflang kageform med bagepapir (du kan også vælge at smøre formen i stedet, men  papir-tricket gør tærten nem at tage op, når den er kølet af). Fordel dejen i kageformen, og tryk den godt op omkring kanterne. Anbring de skivede æbler side om side ovenpå dejen. Drys til sidst de hakkede græskarkerner over. Sæt tærten i ovnen og bag den ca. i 35-40 minutter eller til den er gyldenbrun og gennembagt.

Server evt. med friskpisket flødeskum, en kugle vaniljeis, lidt crème fraiche - eller nyd den som den er. Hvis du ikke har fået fat i syrlige madæbler, er crème fraiche lækrest, synes jeg, da du så får lidt syrligt modspil derigennem

Tip
Boghvedemel og kokossukker er måske ikke noget, du lige har liggende i køkkenskuffen, og hvis du får lyst til at bage tærten uden at have disse ingredienser hjemme, kan du let erstatte boghvedemelet med almindeligt hvedemel og kokossukkeret med rørsukker eller almindeligt sukker.

Hvad er kokossukker?
Hvis du undrer dig over, hvad "kokossukker" er, så stammer det fra de blomster, der vokser på kokospalmen. Det er faktisk fremstillet af nektaren fra disse blomster. Det er naturligt og uraffinneret, og går således ikke ind og påvirker blodsukkeret i samme grad som  almindeligt hvidt sukker. Derudover indeholder det en række mikronæringsstoffer, som er gode for os at indtage. Det søder en anelse mere end almindeligt sukker og har rund og karamelagtig smag, som er lækkert i de fleste typer bagværk.
 

God bagelyst og velbekomme!

NYC - en livsforandrende oplevelse

Kære du, der læser med her

Så er det tid til at indvie dig lidt i mine oplevelser på min seneste rejse til New York. Jeg har nu været hjemme i godt en uge, og alle de summende sværme af indtryk er ved at bundfælde sig.

Kort fortalt var min rejse til "The Big Apple" én af dem, der nærmest har været af livsforandrende karakter. Jeg ved, at det er et temmelig stærkt billede at bruge på, hvad min rejse 'over there' har betydet for mig, men når jeg tænker på, hvad mængden af møder med inspirerede mennesker, antallet af øjenåbnende oplevelser og unikke sanseindtryk, omfanget af ny læring og viden indenfor fotografering og "crafting" (som man kalder kreative sysler i USA), graden af nye idéer, tanker og erkendelser i forhold til, hvordan andre mennesker og nationaliteter lever, indretter sig, tænker og tilgår livet, ja, hvad alt dette samlet set har bibragt mig, så er det formentlig ikke for meget at sige, at der har sneget sig et 'før' og et 'efter' New York ind i min livshistorie.

Jeg ankom til New York fra København mandag den 10. marts ved midnatstid via Norwegian Airlines, der bragte mig tur-retur for kun 2.800 kroner incl. en kuffert (20 kilo). Så det var en rigtig god pris. Der var ikke så meget plads i flyet, men det lever man jo fint med, når man kan rejse for så beskedent et beløb. Turen tog omkring syv timer. Jeg blev hentet i JFK lufthavn af Maria Leena Salomonsen fra bloggen turistinewyork.dk. Maria og jeg kendte ikke hinanden før, vi mødtes en sen aftentime i ankomsthallen i lufthavnen, men Maria har en blog, der på fineste vis introducerer alle med interesse i at gæste byen for gode spisesteder, hoteller, attraktive serværdigheder m.v., og så tilbyder hun altså også at komme og hente danske turister i lufthavnen for et beskedent beløb (175 DKK) og ledsage dem direkte gennem metrosystemet til deres hotel eller lejlighed i NYC. Og da jeg aldrig havde gæstet byen før, valgte jeg at hyre Maria til det. Sammen begav vi os ned i Subwayen, skiftede en enkelt gang og steg op fra undergrunden på 7th Avenue, hvor mit hotel, Wellington Hotel, lå (55th Street).

At komme op i gadelivet og se NYC åbenbare sig for ens åsyn for allerførste gang var den vildeste oplevelse, jeg længe har haft. Det var præcis som at træde fra den virkelighed, man er forankret i, og ind i en scifi-film, hvor husene rækker helt op i himlen, gigantiske lysfacader blinker og kaster kaskader af lys ned over dig, bilerne summer om dig som humlebier (ja, der er ufatteligt mange gule taxaer i byen) og mennesker myldrer rundt som flittige myrer på vej hjem eller ud efter forråd. "Hvis der drejer en UFO om hjørnet på det gigantiske højhus derovre om et øjeblik, så skulle det ikke undre mig det mindste," fik jeg vist fremstammet. Maria kiggede smilende på mig, bed sig lidt i læben og nikkede nogle gange. Yep! Som at stå ved siden af et lille barn, der for første gang ser juletræet åbenbare sig bag de lukkede døre i dagligstuen - fyldt med  levende lys og med en julemand (der i højde og drøjde til forveksling ligner far) listende rundt ude i haven med en sæk over skulderen. WOW!!!

Da vi kom frem til receptionen på hotellet, viste det sig, at de desværre havde lavet en overbooking, hvilket resulterede i, at jeg måtte springe i en taxa hen til Holiday In (10 minutters kørsel i taxi derfra) og sove den første nat dér. Men, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Grundet den ulejlighed, jeg havde i forbindelse med overflytningen, opgraderede de gode folk på Wellington Hotel mig de to efterfølgende nætter. "Oh, you have had a good room!," udbrød kvinden i receptionen næste morgen. "You have got a room in the tower."

Og ja, det havde jeg. Du kan se mit værelse på billedet ovenfor og nedenfor. Det lå på 26. etage (!) med den vildeste udsigt over 7th Avenue direkte ned til Times Square, som du aner længst væk på nattebilledet ovenfor (ca. 7-8 minutters gang fra hotellet). Jeg betalte godt 1.000 DKK i døgnet for værelset (uden morgenmad), hvad der må siges at være en rigtig god pris for et hotelværelse af den standard og med så central en beliggenhed. Måtte du selv være interesseret i at booke et værelse dér på et tidspunkt, kan jeg anbefale dig at bruge booking.com her. Ved at gå igennem dette bookingbureau er der ofte lidt penge at spare.

Hotellet lå 10 minutters gang fra Central Park, som du kan se nederst på billedet til højre (ovenfor) og på billederne nedenfor. Jeg gik en skøn tur derovre og drømte om at gense parken, når træerne var sprunget ud og dannede grønne himmelvælver henover stierne. Jeg var også omkring skøjtebanen, som jo er vist i så mange film og artikler - smukt syn!

Jeg kunne fortælle fra nu af og til juleaften om mine oplevelser af de forskellige kvarterer af byen, som hver havde sit særpræg og sine fortryllende kvaliteter, og i mine kommende bøger vil jeg forsyne dig med mange flere beretninger, opskrifter, tips og idéer om og fra byen.

Et af de steder, der dog virkelig fik mig til at spære øjnene op var Whole Foods Market, som er et fuldkommen fantastisk supermarked med indbygget café/restaurant til at indtage en boks af større eller mindre størrelse fyldt med den lækreste mad fra selve supermarkedet. Dette supermarked bugner nemlig af friske, sunde, veltillavede retter, salater, brød og meget mere, som du kan vælge imellem og fylde i en papboks - lige til at tage med dig over i en park, med på arbejde eller op i caféen på første sal.

Der er ikke det, de ikke har inde i det supermarked, og alt er så vidunderlig friskt, appetitligt, indbydende og ja, lige til at spise. Se blot boksene med forskellige frisk udskårne stykker frugt, der i nogle sammenhænge er blandet med lækre bær. Så kolossalt mundvandsfremkaldende - og meget af det, de sælger er naturligvis økologisk og biodynamisk. OMG, jeg ville ønske, at vi havde sådanne steder i Danmark!

Her ovenfor kan du se caféen i den Whole Foods Market, der lå tæt på mit hotel mellem 2nd og 3rd Avenue, 57th Street. Det var det første af slagsen, jeg besøgte, og jeg gik faktisk en lille time (okay, jeg var også inde i Rizzoli-boghandleren på vejen for at tjekke hele deres kogebogsafdeling ud, og var vel nok derinde i cirka en halv time), men hvor var det dog alle kilometerne værd, og jeg kan godt sige dig, at jeg stornød mit måltid i dette slaraffenlands rammer i en grad, jeg ikke havde kunnet forudse. Uhm, hvor var det bare velsmagende, sundt, nylavet og lækkert. En super god oplevelse, så miss ikke Whole Foods Market, hvis du som jeg er et madøre og elsker at tjekke nye spisesteder ud, når du rejser.

De sidste fire dage af mit ophold boede jeg hos en god veninde, jeg har lært at kende på to internationale Foodstyling & Photography workshops, jeg var på sidste år, og det var bestemt de dejligste døgn på turen. At bo hos venner er altid fantstisk, og Leslie var sød at udstyre mig med lister hver eneste dag over de bedste, hotteste, sjoveste og bedste caféer, kaffebarer, butikker, serværdigheder, parker, markeder og andre places-to-see, jeg kunne ønske mig. Jeg tilbragte dagene til fods med kameraet om halsen og gik faktisk mellem 15 og 20 kilometer hver dag for at nå omkring alle punkterne på mine og Leslies lister, og hvor var det bare den helt rigtige måde at opleve NYC på - til fods. Jeg elsker at gå og går raskt til, så kombinationen af at få set en masse, blive en del af gadebilledet, glide ind i dagligdagslivet og få rørt krop og legeme ovenpå al den skønne mad, gode kaffe og delikate bagværk, jeg spiste undervejs, ja det er lige mig! Sådan indtager jeg altid byer, og samlet set fik jeg faktisk sneget mig op på 75 kilometer de syv dage, jeg tilbragte i byen (og to af dagene var jeg på workshop, hvor det mest var hænderne og snakketøjet, der fik motion).

Billederne ovenfor er alle skudt enten i Leslies vindueskarm eller ud af hendes vindue i lejligheden. Bagværket i midten hedder en "Pretzel" og er i denne udgave bagt med hvidløg og persille. De fåes også med rosiner og kanel. Den stammer selvfølgelig fra.... ja, ganske rigtigt: Whole Foods Market. Wow, det var gode dage, jeg nød dér i Leslies lille, drøncharmerende lejlighed, og jeg satte sådan pris på de skønne stunder, Leslie og jeg fik sammen til at vende på livet, drømmene, udfordringerne og hverdagen. Hun er en fantastisk kvinde, der virkelig formår at få det bedste ud af livet, og det beundrer jeg hende for. Hun har mange talenter, er smuk og succesrig og alt dette er ingenlunde noget, hun er kommet sovende til. At skyde nogle vidunderlige, stemningsfulde mad- og livsstilsbilleder, er én af de ting, hun er skrap til, og glæden ved at tage fotos er blot én af de passioner, vi deler og nyder at udvikle sammen.

Sconen på billedet ovenfor er med blåbær og også købt i Whole Foods Market, og den smagte så godt, at jeg strøg afsted dagen efter og købte én mere, og ja gentog missionen dagen efter igen. Så det var vist godt, jeg fik høvlet så mange kilometer af under fodsålerne, for disse scones hørte helt afgjort ikke til den kalorielette afdeling, men gode - drønhamrende gode - det var de! Og én ting er sikkert! Disse scones skal så ganske afgjort se dagens lys i en Sif-udgave herhjemme i mit køkken meget snart. Og så skal opskriften naturligvis med i min næste bog, så du også kan smage dem. Uhm! Savner dem allerede.

Tak for, at du læste med. Jeg skriver lidt mere i løbet af den kommende tid om mine oplevelser i NYC, så kig ind forbi og få næste afsnit, når jeg er klar med det.

Rigtig god aften!

Kh.
Sif

 

Behind the Scenes på workshoppen i NYC

Få et lille glimt ind bag kulisserne i den lille film fra den fantastiske kreative workshop, jeg deltog i i New York for ti dage siden afholdt af Sweet Paul Magazine og The Makerie:

Det er sjovt at opleve, hvor "hot" og "trendy", det er blevet i USA at "crafte", som de kalder det. Man høster virkelig anerkendende blikke, hvis man har evner ud i sådanne gamle håndværksmæssige dyder, og guruerne indenfor hvert område har stjernestatus 'over there'. Det er simpelthen cool og prestigefyldt at kunne "crafte" - men helt ærligt, så er der nu også noget utrolig givende, fordybende, hyggeligt og nærværsskabende ved at lade sig synke ind i koncentrerede skabende processer omkring maling, syning, hækling, frembringelse af smukke papirsblomster, tekstiltryk, klip&klister, smykkeproduktion eller lignende. I en tid, hvor rigtig mange fritidsaktiviteter foregår bag en skærm af en eller anden slags - computer, Ipad, tv, Iphone eller lignende - ja, så er det at sætte sig enten alene eller sammen med familie og venner og frembringe nogle kreative ting sammen, utrolig værdifuldt, sammenhørigt, mindful og kunstnerisk stimulerende.

Selv havde jeg blandt andet et par knyttede armbånd med hjem, så blev noget så fine, og dem skal jeg da klart have lavet lidt flere af til familie og venner. Måden du frembringer dem på bliver i øvrigt præsenteret i min nye "Slyngler & stanglakrids". Jeg havde også små tasker og kuverter med hjem med mine egne tryk, havde fået  en masse virkelig nyttige og inspirerende tips med hjem omkring foodstyling og madfotografering, og havde lært nogle helt nye, simple og virknigsfulde teknikker til at male på småkager. Og ja, så mødte jeg, ikke mindst, 70-80 helt fantastiske mennesker, der alle er passioneret til det, de laver.

Teamet bag Sweet Paul Magazine og The Makerie var nogle af de mest hjertevarme, givende og imødekommende mennesker, jeg til dato har stiftet bekendtskab med. For dem handler det om så meget mere end at skabe sig et professionelt liv, de kan leve af - hjertet og deres lyst til at bringe inspiration ind i andre menneskers liv er i den grad retningsgivende for, hvad de skaber og sætter i værk. Og kursisterne, der kom fra syv forskellige lande (jeg var den eneste fra Danmark), var engagerede, ansvarsfulde og sprudlende mennesker, der havde en åbenhed og lyst til at dele deres kundskaber, der var meget livsbekræftende at opleve. En fantastisk oplevelse, det var det virkelig, at være en del af denne særlige workshop, som var sin første af sin art nogensinde ♡

Skønne dage i Rom - mine bedste tips

Kære læser

Så er det tid til et lille kig ind i det univers, jeg har begivet mig rundt i de seneste dage: Det romerske liv med alt, hvad dertil hører af madglæde, rustikke ruiner i gadebilledet, gestikulerende italienere, scooterkørende forretningsmænd og tæt omslyngede unge, lækre kaffebarer ad libitum osv.

Rom er og bliver en helt igennem FANTASTISK by, absolut én af mine yndlingsbyer på denne klode. At bevæge sig rundt i de små snævre gader, der smyger sig som snørklede labyrinter, man ustandseligt (og nogen gange med vilje) farer vild i, hører til blandt det bedste, jeg ved. Hvorhen man end vender blikket er der patinaprægede mure, gamle detaljefyldte balkoner og altaner med udsmykkede, svungne jerngelændre, statuer, skulpturer, indgraveringer og bygninger rige på storytelling. Det er som om alt i byen kommunikerer til én og suger én mere og mere tilbage i tid, hvor helt andre måder at leve, bygge og tænke på herskede. Dybt fascinerende. Autenciteten er i højsædet og om nogen har byen, hvad man kunne kalde "sin helt egen sjæl".

Vi boede på et hotel et stenkast fra Pantheon, Campo dei Fiori (markedspladsen fyldt med grønt, frugt, ost, pasta, krydderier og alt muligt andet, hjertet begærer) og den kendte Piazza Navona. Det var et skønt hotel, dejlige, lyse og luftige værelser, perfekt beliggenhed og så endda til absolut overkommelige priser for et dobbeltværelse (3.000 kroner for 4 døgn incl. morgenmad på hotellets øverste etage eller om sommeren på deres tagterasse). Det hed "Hotel Genio" og du kan se det på deres hjemmeside her.

Campo dei Fiori var et "must go" for mig, for jeg får aldrig nok af frugt- og grøntmarkeder, og dette her i hjertet af Rom er et af mine favoritmarkeder iblandt alle dem, jeg har besøgt gennem årene. Jeg holder meget af stemningen, pulsen, alle farverne, duftene og nyder at sætte mig på én af fortorvscaféerne og drikke en kop velbrygget caffée latte og synke ind i livet på pladsen. Et sted, du skal besøge, hvis du holder af italienske oste, skinker og pølser, måske gerne vil købe et stort stykke vacumpakket parmesan med hjem eller bare købe dig en helt frisklavet sandwich af parmaskinke og buffalo mozzarella er slagteren på hjørnet, Ruggeri. Det er en helt igennem fantastisk forretning med 5-6 stolte macho-slagtere klædt i hvide kitler bag skranken, der ved ALT om de skønne varer i montrene, i loftet og på hylderne. De har viet hele deres arbejdsliv til denne forretning, og sjældent har jeg fået mere kompetent betjening. Det er fantastiske råvarer, de har på hylderne, og jeg kan stærkt anbefale at købe et par parmesanstykker med hjem (de har dem gerne liggende udskåret i stykker á 1 kilo til ca. 150 kroner pr. styk). De vacumpakker gerne.

Har du lyst til at forkæle dig selv med en portion vidunderlig spaghetti med trøfler, carbonara eller bolognese, eller gå på udforskning i menukortet med "secondi", som dækker over saltimbocca, osso buco og en masse andre italienske simre- gryde- og hovedretter, ja så er Restaurant Maccheroni et perfekt valg, da stedet både forkæler dine smagsløg efter alle kunstens regler og er drøncharmerende med deres åbne køkken og vægge fyldt med vinreoler. Det er et temmelig besøgt sted, så bestil gerne bord forinden, så du er sikker på at få plads, når maven knurrer. Vi nød maden i så udpræget grad, at vi vist var milimeter fra at blive inviteret med hjem til flere af kokkenes stolte, respektindgydende mama'er, som familien kun vover at invitere gæster med hjem til, der svømmer over af begejstring for deres kulinariske frembringelser - husk blot Enzo i "Le Grand Bleu", der lige har bestilt en omgang pasta, da Mama kommer anstigende og som straks skyder tallerkenen over til Rosanna Arquette, der spiller den kvindelige hovedrolle. Hun ved, hvad der er på spil og propper store skefulde med den gode pasta indenbords, mens hun udstønner de mest veltilpasse lyde og laver cirkelbevægelser med tommel og pegefinger. Og resultatet bliver naturligvis, at hun få dage senere inviteres hjem til Mama og udsættes for en K Æ M P E portion af Mamas hjemmelavede spaghetti. Sjov scene.

Kaffen nød vi mange steder, og det er svært helt at afgøre, hvilket sted, der byder på den allerbedste kop. Sant Eustachio (øverste billede til venstre) er et godt bud, Café della Pace er et andet. På det første sted hænger man gerne i baren eller sætter sig udenfor (om sommeren, ikke når det regner som det gjorde alle tre dage, vi var dér) og på den sidste kan man sidde brandhyggeligt indendørs og få en dejlig friskpresset appelsinjuice og en croissant til morgenmad eller eftermiddagssnack. Croissanterne er dog ikke noget at skrive hjem om - dér laver de dem ualmindeligt meget bedre i Paris (og det øvrige Frankrig), men de er okay, og man tilgiver dem kvaliteten af croissanterne, når man tager sin første mundfuld af kaffen :)

Håber, du blev inspireret af mine små tips. Der kommer mange flere med i min storbysrejsebog for familier, og i min kommende Slyngler & stanglakrids, som nu først og fremmest vil byde på inspiration fra Rom og Italien på den kulinariske front.

Hvis du selv har nogle gode tips og anbefalinger fra Rom, vil det være skønt at høre fra dig i kommentarfeltet.

Alt det bedste herfra :)

Sådan får du sundhedsbarometret op at ringe i 2014

Som to moderne, kvindelige udgaver af såvel Indiana Jones som Klodshans er de væltet ind i audiens hos nogle af tidens fremmeste sundhedsguruer på deres odyssé rundt i verden. Navnene på disse to kvindelige heltinder er Anja Ballegaard og Zenia Santini, og deres mission har heddet: REJSEN TIL SUNDHED.

Anja og Zenia er kvinder i deres bedste alder - først i trediverne og begge, gift og mødre til henholdsvis tre og to skønne unger. De mødtes på naturapat-uddannelsen i København for år tilbage - den ene fra Tarm i Vestjylland og den anden fra Jægerspris på Sjælland. Siden da startede de virksomheden og bloggen Naturazin.dk op, som de driver sammen i dag.

De har mange ting til fælles, de to kvinder. De har ikke stået sidst i køen, hvad angår eventyrlyst, nysgerrighed, videbegær og gå-på-mod; alle egenskaber, som både Indiana Jones og Klodshans har til fælles. De har ligeledes begge erfaret at fare vild i sundhedsjunglen, og har oplevet, at det kan være svært i et travlt liv med familie, karriere og alt det andet, der fylder i puslespillet at få plads til både sundhed, nydelse og nærvær. De manglede håndgribelige redskaber, gode tips, råd og idéer til at få et godt forhold til deres krop, integrere sundhed på et overkommeligt niveau i deres liv, der holdt længere end 14-dage og ja, til at skabe sig det liv, de ønskede sig. Og med den mission for øje drog de ud i verden for at mødes med kyndige eksperter indenfor hele sundhedspaletten. Rejsen gik fra USA over London og Indien og hjem igen til Danmark, hvor de forarbejdede og perspektiverede deres indsamlede viden i bogen, REJSEN TIL SUNDHED, som jeg har den store glæde, stolthed og fornøjelse at have været med til at bringe til verden på mit forlag Tinkerbell Books.

Anja Ballegaard

I bogen kan du høste frugten af den nyeste stressforskning, viden om sukkerafhængighed og ældgamle ayurvediske traditioner og skoler. Og mens Anja og Zenia i fænomenal ping-pong skiftes til at føre pennen og forarbejde den viden, de samler ind, får du også praktiske tips og tricks, lækre opskrifter og svaret på, hvordan og hvor meget du egentligt skal træne for at få en krop i balance.

En genial ting ved bogen er desuden, at de to forfattere afslutningsvis præsenterer dig for en såkaldt "Sundhedsudfordring på 8 uger", hvor de samler al deres viden og inspiration og hjælper dig med trin-for-trin at opbygge helt nye, sunde vaner i dit liv indenfor såvel søvn, fordøjelse, kost, vægt, motion og stress – og med at fortsætte rejsen og blive ved med at træffe de bedste og mest naturlige valg for dig og din krop – for der er ikke noget mere vanedannende end at have det godt.

Bogen udkom 8. november på Tinkerbell Books til 299,95 kroner. Køb den her og få den bragt lige til døren og kan købes og blive sendt her.

Se her, hvordan en læser har anmeldt bogen på Saxo:

"Jeg slugte Rejsen til Sundhed på et par dage - bogen er super velskrevet, sjov, informativ og vigtigst af alt, så skinner forfatternes personlighed igennem i bogen, hvilket er en sand fornøjelse. Bogen byder både på lækre opskrifter og gode tips til en sundere hverdag. Jeg kan på det varmeste anbefale bogen."

Pssst: Kig ind forbi min blog i morgen og find to udvalgte opskrifter fra bogens univers.

Zenia Santini

FORVANDL DIT LIV NU!

Anja og Zenia har netop lanceret et dagsseminar under titlen FORVANDL DIT LIV NU!, som de blandt andet kommer til Aarhus med den 1. februar og Roskilde den 15. marts 10-15. Læs mere om seminaret på deres hjemmeside her: Forvandl dit liv nu!

Kurset koster 499,- og når du går derfra, ved du:

- Hvordan en sund ufanatisk livsstil kan ændre dit liv
- Hvordan du kommer af med din sukkertrang én gang for alle
- Hvorfor sundhed handler om meget mere end kost og motion
- Hvordan du kan være sund uden at fjerne det, du holder allermest af
- Hvordan du laver en gradvis omstilling af kroppens signaler
- At sundhed ikke er endnu en opgave på listen

Rigtig god dag til dig og håber, at du må finde god inspiration i REJSEN TIL SUNDHED til at bringe dine nytårsfortsætter på vinger :-)

Min rejse til Irland, en lærings- og opdagelsesrejse af de sjældne

At slå øjnene op til den sagte lyd fra alarmklokkens bimlen vel vidende, at denne dag er endnu én i den lille perlerække på i alt fem, der udgør min Irlands-ekspedition, fylder mig med glæde. At drage ud på en færd af denne type, der byder på en helt særlig pakke af ny læring, rejseoplevelser, berigende bekendtskaber og masser af frisk kreativ inspiration er i min verden noget af det mest motiverende og selvforkælende, jeg kan ønske mig. Jeg har gjort det én gang tidligere i år, da jeg drog til Sverige - et helt vidunderligt sted et par timers kørsel fra Stockholm - og mødtes med 12 kvinder fra alle hjørner af verden til en foto- og stylingworkshop med Aran Goyoaga, madfotograf, stylist og skaber af den den prisvindende madblog www.cannellevanille.com. Du kan læse om mine oplever i Sverige her på min blog. På fem dage skød jeg 2.000 billeder, hvoraf 50 måske var lige i øjet, og de øvrige var lærerige eksperimenter, der gav mine færdigheder som fotograf et betragteligt nøk opad. Vi fotograferede fra morgen til aften med indlagte foodstylingopgaver, tematiske udfordringer, demonstrationer i "brug" af lyset som virkemiddel, på forskellige locations m.v. Hold da bare op, hvor var det inspirerende! Det sitrer helt i min krop, når jeg tænker på det, for faktisk har jeg aldrig oplevet noget lignende, og jeg kan næsten ikke finde ord for, hvor stor en oplevelse det var at mødes med 12 kvinder med ligeså stor en passion og dybfølt interesse for mad- og livsstilsfotografering, storytelling og formidling af værdier, som vi oplever skaber glæde og livskvalitet i menneskers liv.

Turen til Irland var ligeså jordomrystende for mig. Det er måske ikke normalt et positivt begreb, men sådan skal det nu forståes her. Fra jeg steg på flyet i Kastrup,  landede i Dublin og, i en lejet bil med rat i den gale side (-gør det aldrig, det er med livet som indsats!) kørte den 3 timer lange tur ad snævre, snoede veje fra hovedstaden til East Clare, startede et fem dage langt eventyr. Det er sjovt som man nogen gange kan tune sin bevidsthed ind på at nyyyde hvert et øjeblik af en opdagelse, og hvordan denne bevidsthed kan udløse, at man er til stede i nuet på en måde, man ellers sjældent er, men sådan var det. Ligesom når man nyder et sjældent udsøgt måltid, og ved, at det slipper op, før man helt har fået stillet sin sult - da nyder man også hver en bid i næsten andægtig tilstand. Det var sådan, jeg havde det. Naturen, luften, landskaberne, det fantastiske landsted - Caher House - vi boede på, dyrene, indretningen, de enorme senge i vores dobbeltværelser, den skønne morgenbuffet, de smukke motiver overalt, man vendte og drejede ansigtet, ekskursionerne til den biodynamiske farm, der producerede gedeoste, vore vidunderlige dage med fotoskydning ude og inde, turene langs søen, indkøbene i den lille lokale by Gort, de gode snakke, idéudvekslingerne, drømmene, de gensidige gode råd, den konstruktive feedback, alle de nye tricks og tekniske fiduser... Ja, det var på alle niveauer, at oplevelsen af at forkæle sit intellekt, sin krop og sin sjæl, fandt sted.

Béa (læs: sådan kalder Béatrice Peltre sig) var et livsstykke uden lige. Sjældent har jeg oplevet en kvinde med mere glød i øjnene. Hun fortalte levende og medrevet om sit liv, sin hverdag, sin passion for fotografering og formidling af sin madglæde og alt, hvad der knytter sig hertil. Og hendes lille 5-årige datter Lulu blev ofte nævnt som et af de største lysglimt i livet og det var skønt at høre om denne lille videbegærlige piges brændende interesse for mad, for at forstå sammenhængen i livet, for at udforske, gå på opdagelse og knække koden til, hvordan verden er skruet sammen - præcis som børn i den alder ofte gør. Om aftenen fra mit værelse kunne jeg høre dem snakke over Skype i dagligstuen nedenunder, og grinede lidt for mig selv, da jeg forstod, at Lulu med sin lille, nysgerrige stemme fik overtalt sin mor til at gribe sin bærbare computer i favnen og tage den med rundt fra rum til rum, så Lulu kunne få lov at opleve, hvor hendes mor opholdt sig de fem dage, hun var ude på en mission for at lære andre foodbloggers, forfattere, fotografer, stylister, kokke, livsstilsjournalister m.fl. at folde deres evner som visuelle storytellere ud. "Wauw, c'est jolie, maman!," (læs: "Wauw, det er smukt, mor!") udbrød hun begejstret. Hyggeligt at høre den lille scene udspille sig nedenunder.

Jeg kunne fortælle i timevis om mine oplevelser. Der var så mange guldstunder undervejs, og jeg tænker tilbage på mine dage med den største taknemmelighed og sender mine nye venner de bedste tanker her fra min egen lille dejlige plet på kloden, som danner rammen om mit liv og min hverdag. Vi har oprettet en facebook-gruppe, hvor vi holder kontakten, og der er en livlig aktivitet derinde i disse dage, hvor mange byder ind med skønne billeder, takkehilsner og præsentationer af nye projekter og idéer, de skal til at udvikle. Jeg ved, at en del af os vil ses igen, og det glæder mig. Det var en fantastisk gruppe, der mødtes i Caher House i fem solbeskinnede og til tider lidt regnfulde efterårsdage i september, og vi har sammen skabt et minde, der vil leve i min erindring.

Nu er jeg godt tilbage i hverdagen, beriget og inspireret, og jeg har kastet mig over færdiggørelsen af min kommende bog, som er efterfølgeren til 'Kram i madkassen'. Jeg er næsten i mål med den; manuskriptet er på plads, og de sidste billeder ved at blive skudt. Min dygtige grafiker, Charlotte Brixen, er i fuld gang med layoutopgaven, så inden længe vil jeg kunne præsentere jer for forsiden. Og så glæder jeg mig til, at jeg inden længe kan mødes på Narayana Press - mit stjernegode trykkeri i Gylling ved Odder - sammen med Anja og Zenia, der er forfattere af min første bog på eget forlag af eksterne danske forfattere. Hold øje med den, folkens! Det bliver en sundhedsbog formidlet på en helt ny måde, der inviterer jer med på en oplevelsesrig ekspedition ud i verden og introducerer jer til nogle af de fremmeste eksperter indenfor sundhed undervejs. Det er virkelig blevet en fantastisk bog, som jeg er pavestolt af at have været med til at udtænke konceptet til og bringe fra sindets kreative boltreplads og ud i virkeligheden.

Foto- og styling workshop i Irland med Béatrice Peltre

Kære du, der læser med her.

I denne uge er jeg i Irland på en foto- og styling workshop, som jeg har glædet mig til at deltage i i månedsvis. Vi er ti kursister på holdet, som kommer fra alle dele af verden, og vi er indlogeret et meget smukt sted i egnen St. Clare ca. 2 timer og 30 minutters kørsel sydvest for Dublin.

Klokken er blevet lidt mange, så jeg vil ikke skrive så langt et indlæg, men lade billederne tale for sig selv. Jeg vil dog lige fortælle dig lidt om, hvem der er vores workshopleder, for det er en meget inspirerende og talentfuld kvinde, som du måske er løbet på, hvis du har surfet rundt efter inspiration på internationale madblogs. Hun hedder Béatrice Peltre og er stifter af www.latartinegourmande.com, som har opnået stor succes de seneste år på grund af Béatrices skønne mad- og stemningsbilleder. Béatrice er oprindelig fransk, men hun er i dag bosat med sin familie i Boston, hvor hun har et professionelt virke som madskribent, stylist og fotograf. Hendes har sit eget studie i Boston, så det er her hun arbejder med dels løbende at præsentere nye opskrifter og på sin blog, dels at levere artikler og madbilleder til bl.a. madsektionen i 'The Boston Globe, i the New York Times, The Wall Street Journal, The Huffington Post, The Washington Post, The New York Times Diner’s Journal og mange flere. Hendes første kogebog, 'La Tartine Gourmande: Recipes for an Inspired Life', udkom i februar 2012.

Dette er stedet, vi bor på under workshoppen - lidt af et sted, ik'! Der er en smuk sø lige udenfor huset - du kan nok ane den bag træerne, og ejerne har både påfugle, høns, hunde, påfugle, heste, æsler og ja, ræve, skulle der vist også være i massevis i området.

Tidligere i dag havde vi en ekskursion på programmet - ud til et såkaldt 'farmhouse', som producerede biodynamisk gedeost. Vi blev inviteret indenfor på mejeriet og så hele processen fra start til slut og inden vi kørte derfra var vi ude at hilse på gederne. Jeg siger dig, at de havde det godt, de geder. De næsten smilede og kom os i møde ved at stikke hovederne igennem hegnet og prøve at kalde os hen. Virkelig dejligt at opleve, og ostene smagte bare så utrolig godt. De er for nylig blevet kåret til Irlands bedste.

Senere på dagen havde vi vores stylinglektion nummer to i løbet af workshoppen - i går stylede vi irske kager og desserter - og Béa (som Béatrice ynder at kalde sig) instruerede os indledningsvis, hvorefter vi blev sluppet løs to og to. Nedenfor kan du se resultatet af Lisas og mine bestræbelser på at style en indbydende irsk osteanretning :) Måden urterne skal lægges på - bemærk purløget, hvordan et enkelt "strå" er snoet om de øvrige - og måden anretningen langsomt bygges op ting for ting var meget lærerig at få Béas kyndige instruktion i.

Det er intense dage, men hold da op, hvor er det bare inspirerende, og jeg nyder hver en time på opholdet og glæder mig over at møde så mange passionerede mennesker, der bruger deres foto- og stylingfærdigheder på vidt forskellige måder, der tjener til stor inspiration og fostringen af mange nye idéer at høre om.

Alt det bedste herfra og på snarligt genhør.

Kh.
Sif

Udgiv indhold