Det kan godt være, at min julepost ikke når frem inden jul, hvis jeg sender den fra denne postkasse, men at den rammer modtagernes postkasser inden Nytår, skulle der være en god chance for. Ja, som I ser, er postkassen ikke dansk, men engelsk. Og det er fordi, jeg for få dage siden tjekkede priserne på en julesviptur til London lige op til jul, og billetprisen stod i 220 danske kroner for både at blive fløjet frem og tilbage. Der har været gevaldig skub på mit program de seneste måneder, og udsigten til lige at vride et par dages pit stop i London med min bedre halvdel ind på kalendersiderne, tændte julelys i hele mit system. Så nu er det altså gjort - billetterne er booket, og tilbage resterer kun at finde et lille centraltbeliggende, ikke alt for dyrt hotel (gerne i Nottinghill, som jeg holder sådan af).

Så er der nogen af jer, der kender sådan ét, så må I mægtig gerne give lyd. Jeg har via min blog, korresponderet med én af mine læsere derovre, en gæv kvinde ved navn Ditte, som lige nu er ved at hjælpe mig lidt med et godt bud på et hotel. Hun har vist et temmelig stort netværk derovre, som også er blevet aktiveret. Så det er vildt sødt af hende, og jeg er rigtig spændt på, om de måtte have nogle gode anbefalinger til, hvor vores base kunne være, når vi gæster byen. Måtte vi være heldige at finde lige det rette, og måtte stedet være et hit, skriver jeg selvfølgelig om det på bloggen, og jeg glæder mig også til at sende jer lidt stemningsrapporter undervejs fra et London klædt på til julefest.

Udover at finde rum til et lille afbræk i programmet, er planen med at gæste englændernes hovedstad også at fylde kameraet med masser af julede motiver fyldte med atmosfære, inspiration og julerier, for hvor er mere julet i december end i London? Jeg har en lille plan med billederne, som jeg løfter sløret for i det nye år, og mon ikke også, jeg ved samme lejlighed kunne hente inspiration til lidt engelsk julebag og lade antennerne opfange en god portion andre juletraditioner, vi kan have glæde af her i Danmark også. HVIS du selv har været så heldig at gæste London i julen og har nogle "must see" steder i byen, vil det være skønt at høre om. Skriv endelig, og lad alle herinde læse med, for måske kan de også få nytte af et par tips fra byen med de charmerende blodrøde telefonbokse og dobbeltdæggerbuser.

Måtte du have lyst til at se indholdet bag dagens låge i julekalenderen, så klik på billedet nedenfor. RIGTIG dejlig 6. december til dig.

"Hvor ofte oplever du, at dine tanker flyver i alle mulige retninger, når du sætter dig til middagsbordet?", spurgte Eve, vores instruktur, en eftermiddag på det mindfulness-retreat, jeg deltog på på Mallorca for nylig. Hun kiggede rundt på alle os deltagere, der sat i en halvbue foran hende i det luftige, hvidkalkede klosterværelse med det smukke vælvede gavlvindue. Nu og da rejste den assisterende instruktør sig og slog skodderne op, så den friske oktoberluft kunne trænge ind. Og hver gang åbenbaredes den mest fortryllende udsigt til grønklædte bjergtoppe, azurblå himmel og et rustikt sandfarvet stenkors på kirketaget udenfor.

"Tja", tænkte jeg . "Det oplever jeg nok ganske tit; det er faktisk nok mere undtagelsen end reglen, at mine tanker er fokuseret 100% ind på på nydelsen af maden, stemningen, samtalerne, smagen af hver en bid og hver en slurk. Så indrømmet! Jeg tilstår, at jeg ofte tager mig selv i at være igang med at planlægge morgendagen eller evaluere på nogen af de hændelser, dagen har budt på".

"Okay", sagde Eve og nikkede, som kunne hun læse vore tanker. "Mange af jer oplever det nok ganke ofte. Øvelsen efter denne undervisningstime er derfor at gå ned i restauranten her på klostret og indtage jeres aftensmad på en mindful måde. Og hvad betyder det så? Jo, undlad at tale med hinanden, men ret i stedet al opmærksomhed mod maden. Prøv at dufte til den. Smag omhyggeligt på den, bemærk alle smagsnuancer, hæft dig ved konsistensen, når du tygger maden og lad den kolde kildevand flyde langsomt gennem svælget. Hvad du vil opleve er, at sanseoplevelsen omkring maden folder sig ud på en helt anden måde, end du nok er vant til. Du vil være mere bevidst om, hvordan de enkelte indslag på tallerkenen smager, dufter og ser ud og vil være mere opmærksom på, hvornår du er mæt. Og først og fremmest vil du nok opleve, at diffuse tanker lægger sig, en afslappet tilstand i kroppen udløses og en følelse af at give dig selv et mentalt pusterum folder sig ud.

Vi gik alle ned ad den brede klostertrappe fra undervisningslokalet på førstesalen og satte os i restauranten, klar til at kaste os ud i øvelsen. Og hvilken oplevelse, der ventede os!

Mange af de ting, vi foretager os i hverdagen bygger jo på vaner, hvor vi knap nok forholder os til, hvad vi egentlig oplever. Vi er så forudindtagede i forhold til meget af det, vi næsten mekanisk foretager os hver dag - børste tænder, tage bad, tage tøj på, lave kaffe osv. - herunder også at spise. Vi ved jo godt, hvordan en tomat smager, hvordan en bid brød føles i munden, hvordan et stykke grillet fisk dufter osv. Det tror vi i hvert fald! Men når det kommer til stykket udforsker vi slet ikke oplevelsen og forholder os fokuseret, undersøgende og åbent til den. I hvert fald kan jeg fortælle, at det var en særdeles overraskende oplevelse at udforske maden på den nysgerrige, ja næsten "ærefulde" måde, vi gjorde den aften på klostret, hvor vores opmærksomhed var tunet målrettet ind mod madoplevelsen.

Senere på ugen spadserede jeg over på mit værelse i min pause midt på dagen. Jeg havde taget en myslibar med fra undervisningslokalet og netop brudt forsejlingen, da min kæreste ringede. Et kvarters tid senere lagde jeg røret på og greb ud efter den lækremyslibar, så jeg kunne nyde den på vej over til undervisningslokalet. Og da var det, at jeg opdagede, at den allerede var spist. Uden overhovedet at bemærke det havde jeg guffet den, mens jeg snakkede med min kæreste, og jeg havde været så opslugt af samtalen, at jeg slet ingen erindring havde om, at jeg havde spist den. Jeg havde glædet mig sådan til myslibaren, for vi fik ikke ret meget sødt på opholdet, og den var af en type, der var rigtig god, og nu var den spist fuldstændig uden, at jeg havde påskønnet den, fordi mine tanker havde været alle mulige andre steder. Det kan man da kalde spild - og hvor mindede det mig om mange frokoster, jeg har indtaget foran computeren i travle perioder af mit liv. Mæt bliver man ganske vist, men det mentale pusterum, den sanseoplevelse og velværefølelse, et dejligt måltid mad kan fremkalde, tja, disse oplevelser udebliver helt eller i bedste fald folder sig kun ud i begrænset omfang.

Stof til eftertanke, det gav denne oplevelse mig! Én af opholdets små øjenåbnere, som nu er givet videre til dig.

Rigtig god aften.

Obs. Citaterne bygger på min erindring om, hvad der blev sagt og ikke ordrette, transkriberede udsagn

Så er jeg hjemme igen fra et meget oplevelses- og lærerigt retreat i meditation, yoga og mindfulness på et vidunderlig smukt mallorcinsk kloster beliggende på toppen af øens højeste bjerg. Mange tanker blev vakt undervejs, øvelser i stilhed gennemlevet og skønne visuelle oplevelser lagret i den indre erindringsbank samt på CF-kortet på mit kamera. For ja, mit kamera fulgte mig på turen, og jeg vil glæde mig til de kommende dage at invitere jer med på en billedrig rejse, der folder mine oplevelser på klostret ud.

At sidde på en stenbænk med udsigt over havet, marker, landsteder og skove - højt hævet over livet i byen med alle dens blinkende lys og det pulserende liv, de fleste af os lever til daglig, var balsam for sjælen og satte mange hverdagslige aspekter, rytmer, prioriteringer og behov i perspektiv. Jeg havde praktisk taget ingen erfaring med hverken yoga - på nær en sæson med gravidyoga for snart 15 år siden, da jeg ventede min ældste søn - og ej heller meditation og mindfulness. Så det var med stor nysgerrighed, en god portion åbenhed og måske et lille gran sund skepsis, at jeg drog afsted på turen. Jeg havde valgt at tilmelde mig turen alene - uden mand, veninder, min søster eller andre, jeg kendte, for dette var en tur, hvor fokus først og fremmest skulle være på mine indre processer, og den proces ville bedst kunne foregå uforstyrret og fordybet, hvis jeg drog afsted på egen hånd. Det samme gjorde de 31 andre retreat-deltagere (på nær tre søstre, som havde valgt at deltage sammen, hvad der så ud til at foregå på fineste vis).

Jeg vil de kommende dage løfte sløret for betragtninger, oplevelser, hændelser og spændende indtryk, som turen begavede mig med, som måske også kan vække inspirerende tanker hos jer, puffe lidt til de vaner og konventioner, som vi så let hvirvles ind i og måske give de af jer, der ikke er så bekendt med, hvad mindfulness, yoga og meditation er, en oplevelse af, hvad disse universer kan bringe af glæder og gavn i et indholds- og opgavemættet hverdagsliv:)

Rigtig dejlig onsdag og skøn efterårsferie - for den er vi jo midt i lige nu, også her på matriklen. Herligt!

I dag er jeg i København til møde. Solen skinner og temperaturen står på sensommer. Her foran tasturet, hvor den store layoutproces udfolder sig for fulde gardiner af min kommende bog, sidder jeg og bevæger mig rundt i mine billedarkiver for at finde de mest stemningsfulde og velegnede stemningsbilleder. Og på den færd kom jeg også et smut til Paris, hvor jeg på min sidste tur skød det billede, du ser på dagens indlæg. "Rue Princesse", er det ikke et skønt gadeskilt at løbe på. Midt i Paris' buldrende, pulserende, boulevardhektiske storbysliv sniger der sig lige et gran af eventyr ind. Vi har ganske vist også "Kronprisessegade" i København, så vi danskere kan da så sandelig også være med. Blot har arkitekturen i Paris så mange lækre, oplevelsesrige detaljer i form af ornamenteringer, gamle, romantiske gadelygter, franske altaner med feminine galændre, og ja selv gadeskiltenes udformninger emmer af æstetik, hjerteblod og overskud. Så i disse rammer bliver en "Rue Pricesse" ekstra eventyrligt og efterlader bare en følelse af, at alle vi kvinder allerinderst inde bærer på lidt prinsesseblod i årene. Jeg holder sådan af, når hverdagen lige rummer en flig af eventyr, magi og små skjulte budskaber. Og det gør den faktisk meget mere, end vi tit har tid til at registrere. Det kræver et vågent øje, og når man en gang imellem besidder et sådant, kan det kalde smilet frem selv på den allermest hverdagsagtige dag.

Glade fredagstanker herfra.
Sif