#ff28a2

Blogindlæg under Kreative aktiviteter

Den dansende pjerrots kage

Så er det weekend! Bare skønt. Og ikke nok med det - det er også skolernes vinterferie :-) Mine drenge har glædet sig kolossalt og ser frem til at blive hentet på skolen lige om lidt efter et brag af en skolefest i går aftes. Hvad mon I skal lave i ferien? Jeg har hørt om flere, der skal ud og have lidt fart under fødderne i de norske fjelde eller andre steder. Det lyder jo skønt. Selv ser vi frem til at nyde nogle dejlige dage hjemme, hvor vi bare skal sove længe, slappe af, en tur i biografen og se "To på flugt" (Disneys udgave af eventyrklassikeren Rapunzel), spille lidt kort, trave nogle ture og bare hygge os. En af de ting, vi oftest prioriterer højt i weekender og ferier er at gå i køkkenet og bage lidt godt. Det er altid populært hos både børn og voksne. Mange dejlige bud på bagværk er kommet ind fra jer læsere med henblik på optagelse i Award-kapitlet i "Rollinger & roulader" eller i efterfølgeren "Spilopper & stjerneskud". Nogen af dem vil jeg prøve af i ferien. Her er mit bud til jer på en hjemmebagt lækkerbidsken, vi selv holder meget af. Kagen er saftig og god, og den fine chokoladefigur sjov at lave.

125 g sukker
175 g smør
3 æg
100 g kokosmel
200 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1¾ dl mælk

Drys
2 spsk flormelis
1 spsk finthakkede tørrede tranebær

Rør smørret blødt sammen med sukkeret. Tilsæt æg og kokosmel. Bland hvedemel og bagepulver og rør blandingen i sammen med mælken. Fyld dejen i en velsmurt springform (evt. en silikoneform), og sæt den i en kold ovn. Tænk ovnen på 200 grader og bag den i ca. en time. Sigt flormelis over kagen, når den er kølet af og drys med lidt finthakkede tørrede tranebær.

Sådan laver du "Den dansende pjerrot"
Figuren på kagen lavede vi ved først at google “H.C. Andersen papirklip” på nettet. Dér fandt vi hans dansende pjerrot (scroll lidt ned og du finder ham). Vi smeltede lidt hvid chokolade i en plastikpose, hvor vi havde slået knude på den åbne ende. Vi lagde posen i en skål med vand, der lige havde kogt i elkedlen. Dernæst lagde vi et ved plastikchateque henover den udprintede tegning af pjerrot, klippede hul i det ene hjørne af posen med smeltet chokolade og tegnede figuren op i chokolade. Da figuren var stivnet, ridsede vi to dybe riller i kagen og stak figuren ned. Det kræver lidt forsigtighed, hvis figuren skal stå op, så hvis I er mere til det helt sikre og mere er til gækkerier end knækkerier, kan I evt. lægge figuren ned på kagen i stedet. Det ser også fint ud. Man kan også lave hjerter eller andre figurer. En skæg og festlig måde at pynte sine kager - og så ser det bare helt professionelt ud! Håber I har fået lyst til at prøve tricket af :-)

Rigtig GOD fredag til jer alle.

Charmerende papirpynt med gammelt præg

Kære alle sammen.

Jeg syntes lige I skulle se denne superfine papirpynt, hvor gamle sort/hvid-fotografier af ældre, elegante damer er kommet til deres ret påny. De er blevet "iklældt" fine rober af farvestrålende crepepapir og udsmykket efter alle kunstens regler. Jeg så dem for nylig på en café i København, Royal Café, ved Den Kongelige Porcelænsfabrik på Amagertorv og kunne slet ikke stå for dem. De var nu forholdsvis dyre, så de kom ikke med mig hjem, men jeg har sendt dem en hel del tanker siden. Så måske næste gange... Med inspiration i det fine pynt kunne man sikkert også selv lave nogle fine kunstværker ud af billeder i sine gamle fotoalbums, eller måske bare fotos, man finder antikvarisk, som ikke gør helt så "ondt" at klippe i. Måske det også kunne inspirere dig. Og børnene, de vil garanteret elske at være med :-)

Rigtig dejlig torsdag eftermiddag og aften!

Tid til en lille weekendaktivitet

Måske kender du det allerede? Ellers kan jeg varmt anbefale det. Det hedder "krympeplast", og er en slags plastikpapir, børnene kan tegne på, hvorefter de (sammen med mor, far eller en ældre søskende) kan putte tegningen i ovnen ved 175 grader i få sekunder og opleve tegningen krympe til en trediedel af den oprindelige størrelse. Super sjovt lille projekt, og det opleves helt magisk at kigge ind i ovnen og overvære processen. Forleden havde vi min søster og hendes familie på besøg, og dér satte alle ungerne sig omkring spisebordet og tegnede på krympeplast. De yngste kunne også sagtens være med - en sand fest for dem. Det er for eksempel min yngste, Noah, på 7 år, der har lavet de små motiver på billedet, og han spørger ofte selv helt uopfordret efter at tegne på krympeplast om eftermiddagen efter skole. Et lille projekt, de kan sidde stille og roligt og slappe af med. Nå, efter krympningen limede vi magneter bag på deres små "værker", og puttede de færdige sager i cellofanposer med en guldklips. Voila, så havde de hver en lille gave, de kunne give til én, de gerne ville glæde.

Aktiviteten kan tage alt fra 15 minutter til flere timer - alt efter, hvor opslugte børnene bliver i processen. I mine bøger har jeg også nogle idéer med til, hvordan man kan bruge krympeplast i mine bøger, for jeg synes virkelig, det er så fin en lille kreativ ting at lave med børn. Man kan også lave vedhæng til halskæder, nøgleringe og brocher m.v. Til halskæderne og nøgleringene skal man blot stanse et lille hul ud øverst i figuren med en hullemaskine. Kæder, snore og tilbehør til nøgleringe kan købes i bl.a. Panduro Hobby, og det samme kan brochenåle.

Du kan købe krympeplasten over nettet her. Den koster 69 kr. for seks ark. Jeg deler altid hvert ark op, før børnene får det i hænderne, i fire dele. Så holder det længere. Man kan også købe det med pirat- eller prinsessemotiver. Det koster 39 kr. for to ark, men så er der også leg til mange timer. Brug tegneblyanter eller evt. sprittuscher. Med sidstnævnte opnår du de allerkraftigeste, mest intense farver, men tegneblyanter er også fine.

 

Rigtig god fornøjelse og SKØN FREDAG til jer alle. Og, forresten, har du mon et nemt lille tip til en eftermiddagsaktivitet med børnene, andre på bloggen kan få glæde af?

Der er ugler i mo.. øh butikken

I går var der ugler - ikke i mosen - men i den fineste lille børnetøjsbutik i Århus, Lady Marmelade, nede i det brostensbelagte Latinerkvarter. Uglerne hang som vedhæng i fine halskæder og så så dekorative ud på siden af et gammelt, hvidmalet garderobeskab fuld af dejligt strik til børn og voksne i bedste Gudrun og Gudrun-stil (Mon I kender det mærke? Dejlige striktrøjer af islandsk uld til farligt dyre priser - men skønne er de altså også. Har længe ønsket mig én). Jeg gjorde bare et hurtigt stop i butikken, da jeg havde et lidt stramt program for dagen, og blot skulle se, om de havde en uldtrøje i min størrelse - så jeg nåede aldrig at få prisen på uglehalskæderne. Jeg ved til gengæld, at Panduro Hobby for relativt nylig har fået de helt bittesmå perlepladeperler til store børn (og voksne), der gerne vil udfordres lidt ekstra og som i øvrigt synes om de små, fantastiske motiver, man kan lave af dem og bruge på en anden måde end, man kan bruge de større perler, der mest egner sig som pynt i vindueskarmen eller til ophæng et sted i huset. De små perler sættes på plader ligesom sine større "søskende" og skal stryges på samme vis bagefter - blot i MEGET kort tid, for ellers smelter perlerne ned i pladerne, har jeg hørt. Så dette er et lille kreativt lørdagstip. I morgen vender jeg tilbage til mine tanker og gode veninderåd om børneopdragelse. RIgtig dejilg lørdag til jer alle.

Tips til adventspakkerne

Om få dage skal jeg igang med at finde adventspakker til hele børneflokken. Jeg er næppe den eneste med dette ærinde, og mange deler nok mit ønske om at finde fire rigtig gode ting, som ikke bare ligger og flyder inden længe. Så nu er jeg gået lidt i tænkeboks. Sidste år lavede jeg en kalender, hvoraf nogle af pakkerne gav adgang til en fælles oplevelse for hele familien. Det var for eksempel en biograftur den ene gang, og det vakte stor jubel og var en hyggelig oplevelsespakke at være fælles om som familie. En anden gang var det pakker med forskellige sjove og kreative hobby-artikler, der kunne bruges omkring spisebordet til at frembringe en masse fine hjemmelavede gaver. Det var også et hit. Jeg har også en enkelt gang pakket en kuvert med 50 kroner i ind til hvert af børnene. Kuverten skulle de tage med sig ned i byen samme eftermiddag, hvor jeg så havde lavet en lille juleskattejagt med fire poster rundt omkring i byen, de skulle finde.

Fødselsdag og skattejagt i naturen

I dag har vi fejret Lucas' 11 års fødselsdag :)

Der lå rim på græsplænen, da vi vågnede i morges, og termometret stod på kun 2 grader. Solen, til gengæld, strålede fra en blå himmel, da fødselaren blev kaldt ned til morgenmaden, og det dejlige fødselsdagvejr holdt resten af dagen.

Her i huset har vi en tradition med, at fødselaren må ønske lige, hvad han eller hun har lyst til til morgenmad og til aftensmad. Og derudover har han/hun frit valg på alle hylder, hvad angår fødselsdagskage midt på dagen. Børnene plejer at vælge pandekager, fødselsdagsboller, københavnerbirkes eller kanelsnegle til morgenmad, men Lucas valgte hjemmebagte rundstykker. Så sådanne måtte jeg i gang i køkkenet og eksperimentere med. Jeg fandt en opskrift på nettet, der lød lækker. Der skulle sødmælk i, og det har vi aldrig i huset, så den blev skiftet ud med minimælk. Dejen var lidt for tør, så jeg tilsatte en deciliter vand og ændrede lidt på mængderne af sukker og salt. Og ja, det korte af det lange er, at de blev rigtig gode, rundstykkerne. Jeg tror lige, jeg vil finjustere lidt yderligere på den, og så vil jeg tage den med i fødselsdagskapitlet i "Spilopper & stjerneskud". Så hvis I kan vente så længe, så lover jeg at præsentere en rigtig brandgod opskrift på hjemmebagte "fødselsdagsrundstykker". I øvrigt fandt jeg på en lille sjov efterårsleg, børnene kunne lege i haven. De fik stillet en udfordring af mig: "Find en pind ude i haven, der i længde kommer så tæt på 30 centimeter (pr. øjemål) som muligt. Da de havde gjort det, målte vi, og kårede vinderen. Dernæst var udfordringen: Find det guleste blad, I kan. Og således fortsatte det. De andre udfordringer var følgende:

Find det største blad, I kan.             Find det mindste blad, I kan.            Find det mørkebruneste blad, I kan.

Find et mønstret grønt/hvidt blad.            FInd et agern.

Til sidst kårede vi en vinder, der fik lov at få først af fødselsdagskagen (Michaels chokoladesvineri fra "Krudtuglerne") - næstefter Lucas selvfølgelig. Børnene syntes, at det var rigtig sjovt, og de kom ud og fik lidt frisk luft og røde kinder. Måske kunne I også have lyst til at prøve den af en dag, solen står højt på himlen, og lysten til lidt sjov i det fri, melder sig. God fornøjelse i så fald!

Udgiv indhold