


Klokken 09.45 i formiddags satte jeg mig i bilen med min søn og bonusdatter, Lucas og Louise, og drog afsted med kurs mod vores lokale kirke. Både Lucas og Louise skal konfirmeres i år, og med til de forberedelser, kirken ønsker børnene skal gøre sig op til konfirmationsdagen, hører, at de unge mennesker skal gæste deltage i 8-9 gudstjenester. Så med konfirmationer i hhv. april og maj, skal de kommende søndagsmorgener tilbringes i et lille udvalg af byes kirker.
Som travl familiemor til tre sønner og to bomusbørn må indrømme, at det ikke bliver til så mange kirkebesøg årligt. Alt for få faktisk, for jeg kan egentlig utrolig godt lide den stille stund med tid til ro, nærvær og eftertænksomhed, jeg næsten altid oplever, når jeg befinder mig i en kirke. Jeg nyder den stemning af "bare at kunne være" og at falde lidt hen i tanker om livet, drømme og gjorte erfaringer, så derfor er det faktisk slet ikke så tosset, at der lige nu er to unge mennesker her i huset, der de kommende 8-9 søndage skal ledsages til og fra kirke. Som for de fleste andre er det oftest, når der er dåb, bryllup, begravelse eller julegudstjeneste, at jeg gæster kirken, men også i dag - på Hellig tre Kongers søndag - fik jeg altså lejlighed til at synge med på en god håndfuld smukke salmer, og lægge øre til en både tankevækkende, meningsfuld og begavet prædik fra præsten. En lille dreng blev døbt i dag, og temaet var jesu fødsel og stjernens rolle som vejgiver på himlen. Budskabet var, at vi ofte udser os én stjerne som blinkende retningsanviser, og nogen gange er vi blinde for, at der muligvis kunne være andre stjerner, der blinker kraftigere og er endnu mere rigtige for os at lade os lede af. Det hænder tit, at vi gror lidt fast i rutinen, vanetænkningen og fastlåste forestillinger, og vi kan jo kun følge det, vi kan se, men nogen gange kan det være værd at udvide vort perspektiv bevidst. Andre gange får vi lidt hjælp til det, og oplever at finde noget, der er vigtigt for os et helt andet sted end ventet. Og det kan skabe store forandringer og aha-oplevelsre i ethvert menneskes liv. Et vigtigt budskab, som jeg - og vist også børnene - fandt inspirerende at lægge øre til.
I dag er det som nævnt Hellig tre kongers dag, og med til dagen hører en skøn kage, som man især bager i Frankrig. I "Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne" præsenterer jeg historien og min hjemmegjorte opskrift. Den får du har på bloggen i dag, hvis I også skulle have lyst til at markere dagen med den. De bedste ønsker herfra om en dejlig dag!
Ps. Og så lige en sidste lille glædelig ting, jeg gerne vil dele med jer. Forleden røg "Gartnerinden & Lykkesmeden" fra sin 1. plads på Adlibris' top 100 bestselerliste ned på en 3. plads, men her til morgen har den sørme genvundet sin fantastiske position. Hvor er det bare en stor glæde at opleve. Tak til alle jer, der har inviteret bogen hjem i reolen eller glædet en af jeres kære med den i julegave :-)
Helligtrekongerskage
I Frankrig har man en charmerende tradition, som minder om vores danske tradition med at komme en mandel i risalamanden. På helligtrekongersaften den 6. januar bager mange franskmænd nemlig en særlig kongekage, som stammer helt tilbage fra 1500-tallet. Galette des Rois kalder man den, Kongernes galette. Galette betyder “bønne”, og den, der får bønnen, bliver kronet som konge (eller dronning) og får lov til at vælge sin respektive gemal. Sammen får de herefter lov til at bestemme aftenens forløb: Om man skal høre musik, se film, spille kort, gå en tur osv., men især, hvornår der skal skåles. Så skal alle omkring bordet sige: “Dronningen drikker! Kongen drikker!” Og så skal alle drikke deres skål. Mange steder har man udskiftet bønnen med en lille indbagt keramikfigur, så dér skal man passe ekstra meget på ikke at tygge på den eller, endnu værre, at komme til at sluge den. Historien fortæller, at kongekagen blev forbudt under den franske revolution i 1789, men sidenhen er den blomstret op for fuld kraft og bages nu mere udbredt end nogensinde. Kagen er rigtig nem at lave og smager skønt.
1 kage, 6-8 stykker
Butterdej
225 g hvedemel
1 knsp sukker
1 knsp salt
125 g smør skåret i små stykker
2 spsk cremefraiche 18 %
Fyld
100 g blødt smør
100 g malede mandler eller 50 g revet marcipan
100 g sukker (hvis du bruger marcipan, skal du kun putte 50 g sukker i)
2 spsk brun rom
2 æggeblommer + 1 æg til at pensle med
Pynt
evt. flormelis
Varm ovnen op til 220 grader. rul butterdejspladerne ud til to plader, og skær hver plade ud til en cirkel med en diameter på cirka 25 centimeter. bland smør, malede mandler (eller marcipan) sammen med sukker, rom og æggeblommer. rør det hele godt sammen til en ensartet creme. læg den ene butterdejscirkel på en smurt bageplade. smør marcipancremen ud på butterdejen indtil cirka 2 1⁄2 centimeter fra kanten. Placer en stor hvid bønne (eller porcelænsfigur) i cremefyldet et tilfældigt sted, pensl butterdejskanten med lidt vand og læg derefter den anden dejcirkel over. Tryk kanterne sammen med en gaffel. Rids et gittermønster i kagen med en lille kniv, og pensl kagen med sammenpisket æg. bag kagen i cirka 20-30 minutter, til den er gylden. Drys eventuelt kagen tæt med flormelis og sæt den i ovnen i yderligere 2-3 minutter, så overfladen glaserer. server kagen lun eller kold med en papirsguldkrone som pynt.
Tip om pynt af dej
Ud af lidt overskydende dej kan du evt. lave en stor eller tre små kroner, små kors eller bogstaverne C, M og B. Bogstaverne kan hentyde til Caspar, Melchior og Balthasar — altså de tre vise mænd — men står egentlig for det latinske Christus mansionem benedictat (Kristus, velsign dette hjem).

En kongelig komsammen Hvis det skal gå helt rigtigt og tilfældigt til, når kagen skal skæres ud og fordeles, skal den yngste person i selskabet sætte sig ned under bordet og efter tur nævne navnet på den person, der skal have det næste stykke. Alle i selskabet skal naturligvis smage et stykke kage, og herudover bør der skæres et ekstra stykke, som er til Gud, Jomfru Maria eller den første fattige, der kommer til huset. Den, som finder bønnen, bliver konge for en dag — ligesom ved vores fastelavn — og skal stå for helligtrekongerskagen til næste år!

Så er familien og jeg hjemme igen efter en dejlig juleferie. Jeg har desværre ikke kunne fortælle om vores juleplaner her på bloggen, da det jo ikke altid er det smarteste at annoncere, at der ingen har været på matriklen :) Vi har været så heldige at tilbringe julen i Rom i år, og mine to store CF-kort til mit kamera er undervejs blevet fyldt med massevis af stemningsfulde skud fra markedet, Markus Pladsen, hyggelige gader og stræder, restauranter, kaffebarer og mange andre steder. Romerne har deres helt egen måde at fejre jul på, og det er sjovt at opleve de variationer, der er i forhold til de måder, vi kender her i Norden. De har ligesom os et stort fokus på familietraditioner og prioriterer dage i familiens skød meget højt. Jeg har haft øjne og ører åbne og opsnuset nogle rigtig charmerende, velsmagende og sjove tips og traditioner op, som jeg har noteret mig og glæder mig til at præsentere jer for i kommende bøger. Altid godt med lidt inspiration fra det store udland :-)
Og i morgen er det så Nytårsaften, og når klokkerne slår 12 slag ved midnatstid, tager vi hul på et helt nyt, sprødt og frisk år. Det er altid en særlig oplevelse, synes jeg. Giver følelsen af at kunne afrunde et år ligesom at vende sidste blad i en stor, spændende bog, man har været igang med længe, hvorefter en ny bog fyldt med overraskelser, hændelser og begivenheder, man - i dette tilfælde - selv har mulighed for at præge, venter på at blive åbnet.
Vi går og hygger herhjemme hos os - med sløve morgener, god mad, brætspil omkring spisebordet, lange bade og lidt playstationspil på værelserne. Vi har en biograftur for hele banden - os selv og vore fem dejlige unger - på tapetet, så det ser vi alle frem til. Det er "Hobitten", vi vil opleve rulle henover det store lærred. Og i morgen vil vi så skyde nytåret ind sammen. I morgen vil vi bage et hjemmelavet kransekagetårn, som vi har tradition for at gøre til Nytår. Måtte du have tid og lyst til også at bage jeres eget tårn, kommer opskriften her:
RIGTIG GODT, LYKKEBRINGENDE OG SUNDT NYTÅR TIL DIG OG DINE ♥
Hjemmelavet nytårskransekagetårn
ca. 6-8 personer
Det er faktisk meget nemt at lave kransekage – og det smager bare så godt, når den laves af god marcipan. Bag kagerne så de får farve og smag, og ikke bliver helt så lyse som de færdigkøbte, der også er meget dyrere. Kransekagen i dette tårn er baseret på min mors skønne opskrift, som du finder i "Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne". Tårnet tager ca. 45 minutter at lave fra start til slut.
500 g ren marcipan
2 æggehvider
100 g sukker
Bræk marcipanen i mindre stykker eller riv den på den grove side af rivejernet. Ælt æggehviderne i. Rul dejen ud til fingertykke stænger. Lad den nederste ring være ca. 34 cm., den næstnederste 30 cm. og fortsæt med at forkorte ringene med 4 cm. Hvis dejen hænger fast i bordet, kan du drysse lidt flormelis ud på bordpladen, når du ruller dejen ud til stænger. Form stængerne til ringe og læg dem over på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag ringene ved 225 grader i 8-10 minutter til de er smukt gyldne og lysebrune.
Læg ringene i lag med den største nederst på et smukt fad. Smelt mørk chokolade i et vandbad og hæld den over i en lille plasticpose. Klip et lille bitte hul i et af hjørnerne af posen, og dekorer hver enkelt ring med chokoladen i zik-zak mønster. Når chokoladepynten er tør, kan du lægge ringene ovenpå hinanden med den mindste nederst. Hvis du vil gøre kransekagen lidt mere stabil, kan du evt. pensle ringene med lidt smeltet mørk chokolade i bunden, før den næste lægges ovenpå.
Tip
Ønsker du at dekorere kransekagen med hvid glasur, kan du blande denne af 125 g flormelis og 1/2 dl pasteuriserede æggehvider. Hvis du vil gøre kransekagen ekstra lækker, kan du med fordel blende 100 g hele, usmuttede mandler (med skind) fint i en blender og skrue mængden af æggehvide op til 3-4 stk. (alt efter størrelsen af hviderne).
Tip
Hvis du ønsker kransekagen lidt mindre sød, kan du undlade at putte sukkeret i, og i stedet skrue lidt op for mængden af æggehvide.





I dag er det 3. advent, og vi har brugt eftermiddagen på at julehygge med at lave lidt nemme hjemmelavede gaver, hvoraf de fleste har været af spiselig karakter. Vi vente hjem fra London fredag aften, og hvor er det dog bare en luksus at komme hjem til weekend i stedet for at skulle op til en skole- og arbejdsuge dagen efter, man vågner op efter en nat på langs.Vi har lavet en lille håndfuld gaver til familie og venner i dag: Brændte mandler med mørk, usødet kakao; monstorstore snefnug; hvid chokolade med lakridspulver og syrlige bolsjer med lakrids og hjemmekogte flødekarameller med vaniljesukker. Alt er blevet pakket fint ind i små sprøde cellofanposer og/eller farverigt silkepapir og pyntet med flotte bånd. Vi har i alt været igang med vores lille julegaveproduktion i halvanden times tid, og det var lige tilpas for både små og store.
Hvis I selv har lyst til at bringe julen ind i stuen med nogle af de samme aktiviteter, kan jeg fortælle, at opskriften på de brændte mandler og flødekaramellerne er fra "Krudtuglerne", mens de monstorstore snefnug lavet af piberensere (nemme for selv små børn med lidt hjælp fra en voksen eller større søskende) samt den hvide chokolade med lakrids er fra "Sifs magiske julekalender". Du kan finde opskriften på sidstnævnte på min opskriftsside, hvor du også kan finde andre juleopskrifter.
Vores Londontur gik fantastisk. Vi nød virkelig ekspeditionen i fulde drag og har kameraet proppet med skønne stemningsfulde skud og notatbogen fuld af gode henvisninger, anbefalinger, nyttige tips og bud på herlige udflugtsmål. Jeg løfter sløret for lidt af det her på bloggen, så følg med herinde, hvis du har lyst til at høre og se lidt nærmere :)
RIGTIG dejlig aften til dig og din familie ♥

I dag er det tid til en lille julekonkurrence, hvor jeg har glæden at stille 2 signerede udgaver af min magiske julekalender på højkant :) Alt du skal gøre for at deltage er at skrive en lille kommentar herunder. I morgen kl. 10 trækker jeg så lod via Random.org og finder de 2 heldige vindere. Og præmien indeholder mere end det! I julekalenderen finder du nemlig masser af inspiration til dejlig julebag, du bl.a. kan lave med dine børn eller børnebørn, og for at give dem en helt særlig succesoplevelse i køkkenet, er det jo vigtigt med ordentlige køkkenredskaber. Og sådanne er Dorthe, der er indehaver af webshoppen kitchen4kids.dk, leveringsdygtig i. Hun har været med på at donere to superlækre give-aways - en fiestakagerulle i turkis til drenge og én i pink til piger. Kagerullerne er skabt i silikone med rigtige kuglelejer - præcis som dem, man kan få på markedet til voksne, som jeg selv i årevis har haft stor fornøjelse af at bruge til alt udrulningsarbejde i bageriet. Ruller af denne type har nemlig den fordel, at de ikke alene ruller godt - de slipper også dejen perfekt. Og det er en god ting - ikke mindst, når man har børn med i køkkenet :)

Faktisk er der en ganske sjov historie bag Kitchen4Kids. Dorthe kom nemlig på idéen om at starte en webshop med kvalitetskøkkenudstyr til små og store, der gerne vil lave rigtig mad, fordi hun en dag selv stod og manglede en kartoffelskræller til sin datter Alberte. Hun søgte på nettet, og spurgte i flere forretninger efter en kartoffelskræller, der var lavet til børn, men der var hverken én at finde i Danmark eller i Skandinavien. Så Dorthe scannede derefter en lang række amerikanske webshops og derefter schweiziske. Og da var det, hun stødte på produkter til børn, hun aldrig før havde kendt til. Hun blev inspireret af udbuddet og idéen om at starte en butik, der tilbød danskerne kvalitetskøkkenudstyr skabt til børn. Og nu er hun på fuld tid med Kitchen4kids, der forener det kreative, legende og kvalitetsbevidste.
Hun scanner løbende det internationale marked for køkkenredskaber og køkkenudstyr af alverdens slags, der egner sig godt til børn, er funktionelle og har et design, der appellerer til børn i deres udtryk. Og produkterne i plast er uden BPA og phtalater.
Så har du børn, der kan lide at være med i køkkenet, kan du jo kigge forbi Dorthes fine butik og se, om der skulle være noget, der kan gøre jeres udskejelser i køkkenet endnu mere succesfulde og i børnehøjde. Du finder hendes butik her.
En af mine læsere spurgte i øvrigt, om jeg havde lagt "Familiens skønne kringle" fra min lille magiske julekalender (se opslaget fra bogen nedenfor) ind i opskriftssamlingen på min blog. Det havde jeg ikke - MEN det vil jeg da straks gøre :-) Så den kan du finde lidt senere i dag. Jeg laver lige en henvisning, når den er på.

Rigtig dejlig dag til dig og dine ♥


På søndag den 9. december (2. søndag i advent) går jeg i køkkenet på 4. etage i Magasin i Aarhus med min magiske julekalender og min Gartnerinde & Lykkesmed under armen og bager lækkerier fra bøgernes univers til alle med hang til lidt julebag.
Arrangementet finder sted fra klokken 16 til klokken 19, og smagsprøver vil der være nok af til alle dem, der lægger vejen forbi. Håber meget at se dig :) Mine bøger vil på dagen blive solgt til særpris, og jeg har taget min gode kuglepen med, såfremt nogen måtte ønske en lille personlig hilsen.
Billederne på dagens blogindlæg er fra min optræden i Magasins rammer i torsdags den 29. december, hvor jeg bød på nougattine og familiens bedste julekringle.
Til min store glæde er både min magiske kalender og min "Gartnerinden & Lykkesmeden" strøget ind på Adlibris' bestsellerliste. Så det skaber stor glæde i det lille hjem i disse dage :) Du kan købe begge bøger til en rigtig god pris hos Adlibris lige for tiden. Julekalenderen kan købes her og "Lykkesmeden" her. Du kan også købe begge mine bøger direkte hos mig lige pt. med en rabat på 10% og gratis forsendelse (til én adresse) ved køb af begge bøger samtidig. Skriv blot din bestilling til mig her og jeg sender dig en mail tilbage med faktura og kontonummeroplysninger :)
RIGTIG dejlig aften.

Kære alle sammen
I kan tro, at det er en meget glad og lettet Sif, der skriver denne hilsen på bloggen. Begge mine bøger er nu bragt over målstregen, og jeg glæder mig enormt til at se dem ude i boghandlernes rammer meget snart. "Sifs magiske julekalender" udkom jo i mandags, 15. oktober, og er blevet taget rigtig godt imod, hvad der glæder mig meget. Hvis du kunne tænke dig at få et glimt af den, kan du se den her, hvor du også kan få den sendt lige til døren, hvis du måtte have lyst til det :-)
I onsdags var Noah, Lucas og jeg til trykstart på "Gartnerinden & Lykkesmeden", og jeg må sige, at det har været en fantastisk slutspurt med den, hvor det lille seje team bag bogen mestrede samarbejdets kunst på mest imponerende vis. Så endnu engang vil jeg rette en varm tak til min dygtige redaktør Hanne Rask, min superkreative layouter og fantastiske samarbejdspartnere på Narayana Press. Det er en fornøjelse at bringe bøger til verden med så kompetente kræfter som jer på holdet. Jeg er superglad for og stolt af resultatet, og det er i høj grad også er jeres fortjeneste. Tak for indsatsen, alle sammen :)
Og så var det efterårsferie i sidste uge, og det fandt vi også tid til at fejre og nyde. Min søster og jeg mødtes med hele kusine-fætterflokken og hyggede et par dage sammen med diverse efterårsferiearrangementer. Et af feriens absolutte højdepunkter var, da vi slog et smut omkring den lokale planteskole, hvor den stod på hjemmebagte pandekager ad libitum og græskarudskæringskonkurrence. Ungerne forvandlede med stor fordybelse græskarene til lysende halloweenhoveder kun afbrudt af en veltilfreds guffen i nybagte pandekager, som blev bagt udenfor og indhyllede hele gårdspladsen i en duft af vanilje.
I dag har jeg tilbragt hele dagen oppe på Aarhus Universitet på masteren på Positiv Psykologi, og det skal jeg også i morgen. Det er en helt ny verden, der har åbnet sig via dette studium, og nu hvor mine bøger er bragt godt i tryk, vil jeg glæde mig til at være lidt mere stabil og aktiv herinde på bloggen og løbende fortælle jer lidt mere om alt, hvad jeg går og rumsterer med og glæder mig til at realisere.
Håber I alle sammen har det rigtig godt.
På genhør i morgen, og dejlig aften til jer alle.
Ps. Vil lige fortælle jer, at det kan være en god idé at gemme de fine kerner inden i græskarene og forvandle dem til en lækker lille snacks. Alt du skal gøre er at tage dem ud af græskaret, skylle dem under rindende vand, befri dem fra græskarkødet og sprede dem ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys kernerne med lidt salt, inden du sætter dem i ovnen ved 180 grader. Tag dem ud af ovnen, når de er let gyldendbrune. Hvis kernerne er tyndskallede, kan du spise hele kernen. Er de lidt større og mere tykskallede, kan du flække skallen med tænderne, tage den sprøde og velsmagende grønne kerne ud og spise den, mens du kasserer skallen :) God appetit.
Så er datoen på plads! 14. september sættes "Sifs magiske julekalender – 24 velsmagende og kreative idéer til sjove juledage" i tryk. Det er lidt af en milepæl at nå denne dato, for mange timers arbejde med tekst, opskrifter, fotos, opsætning med videre har fundet sted i månederne op til, og når knappen aktiveres på trykkeriet, føles det næsten som at sætte en fødsel igang :-)
Her ved siden af kan du se forsiden på kalenderen og nedenfor vil jeg give dig et lille smugkig ind i bogens univ
Idéen med julekalenderen har været at skabe en handy, hyggelig og stemningsfuld juleinspiraitionsbog pakket med nemme og lettilgængelige juleidéer, håndtegnede illustrationer og atmosfærefyldte farvefotos, som kan skabe juleglæde og stemning hjemme i dit og din families hjem i tiden op til jul. Det har fra starten af været mit ønske, at den skulle kunne erhverves af alle til en overkommelig pris, så jeg har prissat den på 99,95 kroner.
I bogen præsenterer jeg dig for 24 opskrifter, kreative idéer og lege, der på nem og overskuelig vis kan få jeres december måned til at emme af velsmag, kreativitet og julehygge. Jeg har desuden krydret kalendren med et juleeventyr og et bonuskapitel med fire af mine yndlingsopskrifter på julens bedste kager.
Hvis du kunne tænke dig et par eksempler på, hvad der er med i kalenderen, kan jeg nævne, at jeg blandt andet har forsynet den med opskrifter og idéer til: honningmænd, nougattine, fortryllende rystekugler, kræmmerhus med mundgodt, pebernødder med overraskelser, snemands-slikkepinde, pakkeblomster, monsterstore snefnug, solbærtoddyer med indbygget julehumør og svenske “lussekatter”.
Jeg håber, du kan lide, hvad du ser. Julen er jo efter min mening en magisk tid. Selv har jeg i hvert fald elsket julen lige siden, jeg var helt lille, og jeg mindes de små overraskelser og kreative og kulinariske indslag, min mor sneg ind i hverdagen i min barndom, med største glæde. Mange er disse indslag er siden hen blevet en del af mine drenges jul, og i bogen vil du finde opskrifter og beskrivelser af en god portion af dem, der gør, at de måske også kan blive en del af jeres jul :-) Hyggelig tanke.
Rigtig dejlig aften og på genhør i morgen.





Så ramte vi St. Bededagsferien. Hvor har jeg glædet mig til den. Jeg er i færd med at bage hveder lige nu, og tænkte, at I også lige skulle have opskriften. Du kan se den nedenfor. Jeg vil også vise dig et andet projekt, der har fyldt en del de seneste par måneder. Min bedre halvdel og jeg er nemlig i fuld gang med at isolore, lægge gulv i, male og sætte vort kommende atelier i haven i stand. Du kan se et glimt af den nedenfor. Hyggeligt, ikk. Jeg glæder mig i hvert fald enormt til at flytte mit skrivebord derud. Det er ikke så stort - knap 25 m2 i alt, men det rummer fint plads til vore to skriveborde, reoler med lidt bøger, en opslagstavle, printere, mapper og (for mit vedkommende) kreative artikler. Og så er der vinduer i begge længer af atelieret, så jeg vil kunne sidde og kigge ud i haven fra min plads bag skrivebordet og glæde mig over sollyset, som vil trænge ind og oplyse rummet. Jeg kan vise lidt flere billeder, når det er helt færdigt. Vi skal ud at male igen i morgen, så sidste hånd er ikke helt lagt på det endnu.
Og her kommer opskriften på hveder så. Det er faktisk samtidig en opskrift på nogle helt fantastiske krydderboller, så und dig selv den glæde at bage dem på andre tidspunkter også, end kun i dag. Rigtig god St. bededag.
125 g smør
6 dl mælk
3 spsk sukker
1 stor spsk kardemomme
2 tsk salt
50 g gær
100 g kartoffelmel
ca. 1 kg hvedemel
2 æggehvider
2 æggeblommer med lidt vand til at pensle med
Smelt smørret og tilsæt mælk, sukker, kardemomme og salt. Rør gæren ud i blandingen, og tilsæt kartoffelmel, halvdelen af hvedemelet og æggehviderne. Rør godt sammen. Tilsæt resten af melet, og ælt dejen godt. Stil den til hævning et lunt sted i ca. 45 minutter med et fugtigt klæde
over. Tænd ovnen på 200 grader. Form ca. 12-16 boller og anbring dem side om side i et ildfast fad eller en lille bradepande beklædt med bagepapir. De skal stå tæt, så de vokser sammen under bagningen. Stil fadet/bradepanden ovenpå en stor gryde, der er bragt i kog, og damp hvederne, mens vandet simrer, og dampen smyger sig op om fadet i 15 minutter. Pensl derefter bollerne med de sammenrørte æggeblommer og vand, og sæt dem i ovnen på nederste rille i ca. 20 minutter. Halver hvederne, læg dem på bagepladen og rist dem sprøde og gyldne i ovnen inden servering. Server hvederne lune med iskold smør og te.



"Det bedste ved påsken er, at vi alle sammen har fri", sagde min yngste søn forleden, da jeg spurgte ham, hvad han bedst kunne lide ved påsken.
Jeg kom til at tænke på en sommerferie for et par år siden, hvor et par af vores rigtig gode venner havde planlagt en tur med deres søn til USA. De ville leje et mobile home og køre en god bid af USA tynd for at opleve de storslåede naturreservater, byer og steder, vi nok alle drømmer om at komme over og se ved selvsyn. Kort før de skulle afsted, kom deres søn dog og spurgte, om de ikke nok kunne blive hjemme og bare tage i sommerhus. Han syntes, hverdagen var så travl, og han trængte allermest til bare at slappe af i deres sommerhus, hvor de kunne gøre de ting, de altid gjorde, når de holdt weekend dér: læse højt om aftenen, gå nogle gode ture langs vandet, snakke, lave lidt god mad og spille brætspil ved spisebordet. Han var dengang ca. 11 år. Hans ønske blev hørt, og USA-turen udskudt til året efter, hvor han nød den i fulde drag. Da var tidspunktet mere rigtigt for ham, og han havde lysten og overskuddet til at drage ud på eventyr.
Ret tankevækkende historie, synes jeg. Den fik mig i hvert fald til at tænke over, hvad børn egentlig tillægger størst betydning ved en ferie. Ofte kan man begå den fejl at tro, at det er at opleve noget nyt, fremmedartet og eksotisk. Det er det nogen gange, men langt fra altid. Børn er nogen gange også berørt af hverdagens travlhed og kan mest af alt trænge til en ferie, hvor nøgleordene er tid, ro og nærvær voksne og børn imellem. Selvfølgelig kan de to ting godt kombineres, hvis man er opmærksom på ikke at pakke udenlandsrejserne for tæt med udflugter og aktiviteter. Så det ene udelukker naturligvis ikke altid det andet.
Vi har da også selv i årevis yndet at drage til udlandet i sommerferien, at udforske bagværk og retter fra en anden madtradition end vores egen, at stifte bekendtskab med andre livsstile, kulturer, mennesker, vejrforhold, naturlandskaber, byer osv. Sidste år besluttede vi imidlertid at placere ferienålen på landkortet lige midt i Anholt. Vi nød en fantastisk uge i et stort, rustikt sommerhus 5 minutter fra vandet sammen med min søster og hendes familie. Vi levede det mest afslappede "slow living", jeg nogensinde har prøvet på en ferie - transporterede os omkring på øen på gamle, lejede røde børne-, dame- og herrecykler uden gear, grillede i haven, dryssede rundt i nattøj til langt ud på formiddagen og nød vores morgenmad ved spisebordet i havens bedste lækrog. Vi bagte, badede, cyklede ture, spillede spil, læste og levede i det hele tagt et liv nede i laveste gear uden dyttende busser, lokkende butiksvinduer, forlystelsesparker, fjernsyn og alt muligt andet af det, der ofte tilbydes os, når vi drager afsted til udenlanske storbyer og ferie-resorts.
Så, at min søn svarede, som han gjorde på, hvad han bedst kunne lide ved påsken, var egentlig ikke så overraskende.
Hvad lavede vi så i påsken? Tja, ikke ret meget. Det eneste, vi vidste var, at vi skulle en tur i haven og gøre den forårsklar og tilbringe weekenden sammen med hele min familie på et par dages påskeferie. Bortset fra det var opgaven bare at få slappet rigtig godt af sammen, lægge mobiltelefonen dybt ned i skrivebordsskuffen, lave lidt god mad, rulle en flok påskeæg, sove længe og se familien, hvad der altid er noget, der bliver set frem til, da vi jo til daglig bor i hhv. København (hvor jeg oprindelig selv kommer fra) og i Århus (hvor jeg har boet i 22 år).
Jeg håber, I alle har stornydt påsken og vil få en god start på en kort arbejdsuge i morgen. Selv glæder jeg mig til at fortsætte skriveriet af "Gartnerinden & lykkesmeden", som tager mere og mere form for hver dag, der går. Jeg har lavet en stort researcharbejde i forhold til nye design-trends fra udlandet og fået så mange spændende idéer til layoutet, som jeg glæder mig til at indvie jer i efterhånden, som projektet skrider frem :-)
På genhør i morgen. Nedenfor får I i øvrigt lige en opskrift på nogle gode påskeæg, som vi selv holder meget af. Og ruller man dem til kugler i stedet for æg, kan de jo være en hjemmelavet lækkeri, man kan nyde godt af når som helst, man måtte have lyst.
Havre-chokoæg
8-10 stk.
De er rustikke og lidt havregrynskugleagtige i smag og konsistens, disse påskeæg. Et hit i vores familie.
150 g marcipan
100 g fintvalsede havregryn
125 g blødt smør
1 spsk vaniljesukker
3 spsk kakao
150 g mørk chokolade 70 %
finthakkede ristede hasselnødder til drys
Bland alle ingredienserne (på nær den mørke chokolade) godt sammen i en skål. Tril 8-10 påskeæg og lad æggene hvile i køleskabet en times tid. Dyp alle æggene i smeltet mørk chokolade og drys dem med finthakkede ristede hasselnødder (de kan evt. købes færdige på pose i supermarkedet).



Kære alle sammen
Håber I nyder jeres påske-fridage og finder tid til at slappe af og lade lidt op sammen. Her kommer en lille idé til en dejlig kage, I kan bage og hygge jer med. Hvis I gerne vil drive lidt gæk med én, I har kær, kan I lave et alternativt gækkebrev i form af en skøn fløjlsblød gækkekage med chili og mørk chokolade, hvorpå optræder et gækkebrev drysset i flormelis. Bag kagen og læg dit gækkebrev hen over den. Drys med et fnuglet lag flormelis igennem en sigte, så dit gækkebrev træder frem. Lav evt. et lille banner med dit gækkevers af en strimmel dekorativt papir, fastgjort til to tandstikkere og plantet i kagen. Tag forbi gækkemodtageren og snig kagen hen foran hoveddøren. ring på – og løb, alt hvad du kan :-) Opskriften er fra "Spilopper & stjerneskud".
Rigtig dejlig langfredag til jer alle. Vi skal se hele min familie i denne weekend, så det glæder vi os til. De bor jo i København, og vi bor i Århus, så det er ikke så tit, vi har lejlighed til at ses, som jeg godt kunne ønske mig. Så i dag er der altså stort fætter-kusine-træf, og det bliver der bare set frem til :-)
Fløjlsblød gækkekage med chili og mørk chokolade
ca. 8 personer
150 g mørk chokolade min. 70 %
1⁄2 rød chili
kornene fra 1 stang vanilje
150 g sukker
75 g smør
75 g rapsolie
5 æg
evt. fintrevet skal fra 1 appelsin
Smelt chokoladen over vandbad (eller i en skål i mikroovnen) og kom den derefter op i en gryde. Fjern frøene fra den halve chili og hak skallen meget fint. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem i gryden sammen med den finthakkede chili. Tilføj sukker, smør og olie og bland ingredienserne godt i gryden over svag varme. Tag gryden af blusset. Del æggene i æggeblommer og hvider. Bland æggeblommerne i chokoladeblandingen sammen med den fintrevne appelsinskal. Pisk hviderne stive. Hæld chokoladeblandingen ned til de piskede hvider og hæld blandingen over i en smurt springform (diameter 22 cm). Bag kagen ved 200 grader i 40 minutter. Lad kagen afkøle ved stuetemperatur og sæt den derefter i køleskabet i minimum 2 timer (gerne natten over), inden den serveres.