#ff28a2

Blogindlæg under Anmeldelser

Ugens profil på aarhustoesen.dk

For nogle uger siden skrev Kathrine fra bloggen aarhustoesen.dk til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at stille op til et lille interview på hendes blog om, hvad jeg holder af ved den by, der de seneste 24 år har dannet ramme for mit hjem, mit liv og min hverdag: Aarhus. Og ja, det ville jeg da, for om nogen holder jeg af den by, jeg valgte som min bopæl, da jeg var 19 år, og siden har taget min uddannelse i, stiftet familie og foldet mit arbejdsliv ud i.

I interviewet spurgte Kathrine blandt andet om: Hvad jeg elsker mest ved Aarhus? Hvor jeg nyder den bedste kop latte? Hvor jeg finder den bedste brunch? Hvad der er mit “hemmelige” sted i Aarhus – altså et sted ikke mange kender? Hvad jeg gør, når jeg skal forkæle mig selv lidt ekstra? Hvad jeg helst vil lave på en lørdag aften? og meget mere.

Hvis du har lyst til at læse svarene, kan du finde dem her.

Rigtig skøn weekend til dig. Jeg sidder selv og lægger allersidste hånd på 'Guld i gryden', som er efterfølgerne til 'Kram i madkassen' og vil blive fyldt med de dejligeste, nemme, hurtige og vanvittig velsmagende hverdagslækkerier til middagsbordet. Den udkommer 6. november, og trykstarten rykker nærmere. Så nu skal manuskriptet finpudses, så det kan overdrages i grafiker Charlotte Brixens magiske hænder og forvandles til et indbydende visuelt univers fuld af stemning, duft og sanseindtryk.

Kram i madkassen - lige nu kan du få e-bogsudgaven til 82,- (Gælder kun to dage endnu)

Husk i øvrigt, at du indtil mandag morgen kan få fingrene i min nye madpakkebog til kun 82,- alt incl. hos SAXO. De holder nemlig fødselsdag, og det kommer også kunderne til gode. Tilbuddet gælder dog KUN I KORT TID. Så skynd dig at bestille her, hvis det kunne være noget for dig - så har du min nye bog øjeblikket efter over mailen.

Anmelder giver 'Green Kitchen Stories' topkarakter

Ernæringsekspert Anette Harbech Olesen fra den meget velbesøgte og anerkendte sundhedsblog madforlivet.com har anmeldt GREEN KITCHEN STORIES på sin blog og har givet den topkarakter over hele linien. Hun kalder den "Den bedste kogebog, jeg nogensinde har set". I denne uge har jeg som forlægger på bogen givet madforlivet.com mulighed for at sælge den til sine læsere af bloggen til særpris 249,- mod de normale 299,95 kr. Opnå rabatten ved at tilgå SAXO via madforlivet.coms hjemmeside ved at klikke HER. Første oplag af den danske udgave af bogen er næsten udsolgt og andet oplag ankommer først til Danmark til november. Så skynd dig at springe ind på Anettes blog og bestil bogen, hvis du har interesse i at sikre dig et eksemplar. Husk også at tilmelde dig hendes nyhedsbrev, som er spækket med masser af velresearchet og inspirerende ny viden om mad og sundhed til og for dig og din familie.

Her kommer Anettes flotte anmeldelse af bogen:

"Green Kitchen Stories er efter min mening årets absolut bedste udgivelse indenfor sundhed, mad og kogebøger i 2013. Den udkom forleden, helt specifikt den 30.08. Faktisk er det en af de bedste kogebøger jeg nogensinde har haft i mine hænder, og i al beskedenhed, så siger det ikke så lidt.

Det er heller ikke omfattende nok, at kalde Green Kitchen stories en kogebog, for den er meget mere end det. Den er en kombineret mad- og livsstilsbog, som du bare kommer i godt humør af at læse. Du får også lyst til at lave og spise god og grøn mad, til at inddrage hele familien i madlavningen og til at ekspeimentere med ny smagsvarianter og råvarer. Bogen er en vegetarisk kogebog, men vi kan alle uden problemer gå ombord i den. For er det ofte ikke grønsgsretterne vi mangler inspiration til? Ved at følge bogens skønne opskrifter, vil du opleve, at det er muligt at tilberede de lækreste, mest indbydende, farverige, mættende og samtidig billige hverdagsmåltider - let og enkelt og helt uden kød.

Green Kitchen stories er historien om en familie og en blog, startet af danske Luise og svenske David. Da de påbegynde deres liv sammen,  skulle de ikke alene forene et dansk og et svensk sind men også tilpasse en usund vegetars vaner (David) med en sundhedsbevidst kødspisers (Luise). Det betød aftaler og kompromiser for at få en hverdag til at fungere . David måtte love at lægge vegetarpizzaerne og al pastaen på hylden til fordel for quinoa og fuldkorn. Luise lovede til gengæld at skære ned på kødet, og bestræbe sig på at skabe næringsrige og proteinrige grønsagsretter. Efterhånden kom den ene nytænkte og velsmagende opskrift efter den anden til verden, og Luisa og David begyndte at fotografere, skrive ned og til sidst lægge det ud på en blog, mest for at familie og venner kunne få del i opskrifterne. Bloggen voksede, familien voksede, for datteren Elsa kom til, og dagliglivets glæder og udfordringer foldede sig ud på nettet, hvor deres blog Green Kitchen stories hastigt voksede sig til en stor og international succes. I foråret kronedes værket, da deres blog velfortjent blev kåret til verdens bedste vegetarblog i Las Vegas.

Og nu har de samlet alle deres bedste opskrifter og udgivet dem i en kogebog, der lige præcis nu er udkommet på dansk hos forlaget Tinkerbell Books. Det er bare KOGEBOGEN, den er gennemført, smuk, fyldt til bristepunktet med fantastiske opskrifter og billeder og den er virkelig inspirerende og hyggelig at sidde og læse i. Men det allerbedste af det hele er de mange skønne opskrifter. Hvad med at hoppe ombord i Green Kitchen Story universet med en sprød æggesalat med karry, med rødbede bourguinon eller måske kunne en pizza bagt på blomkålsbund friste?"

MadforlIvet har fået lov til at give alle sine bloglæsere et helt suverænt tilbud, som du KUN kan opnå som læser af Anettes blog. Du kan opnå tilbuddet ved at klikke ind og bestille den gennem madforlivet.com HER.

Du kan derfor ved køb inden den 17.09.13 SPARE KR. 50,-  på denne spritnye kogebog. Normal udsalgspris er 299,-, din pris er i denne uge kun kr. 249,-.

Gå ind og bestil bogen til særpris ved at klikke HER.

Kardemommeknuder fra Green Kitchen Stories

I dag skal du forkæles med en opskrift fra den skønne internationale kogebog, der lige er udkommet på dansk: GREEN KITCHEN STORIES. Det er en opskrift på Kardemommeknuder, som jeg varmt kan anbefale dig.

Det er faktisk helt vildt, som Luises og Davids nye bog er blevet modtaget her i Danmark. Den udkom 30. august og allerede nu er første oplag så tæt på udsolgt, at jeg netop har givet Hardie Grant Books i Australien grønt lys til at sætte 2. oplag i tryk. Også i England, USA og Australien er bogen blevet overvældende godt modtaget, og mange internationale anmeldere og madbloggere svømmer helt over af begejstring. Se for eksempel her, hvad Sara fra Mynewroots.org skrev om det dansk/svenske pars nye bog.

Jeg er utrolig stolt af at være med til at bringe det unge pars smukke første kogebog til verden her i Danmark, og det er mig sådan en glæde at se, hvor mange mennesker, der allerede har budt den velkommen hjemme i deres private kogebogssamling. Jeg får mails over min blog fra glade madentusiaster, der har investeret i bogen med beskrivelser om, hvor stor en oplevelse, det er at rejse ind i den verden af grønne køkkenhistorier, som Luise og David på så talentfuld og sympatisk vis folder ud. Ja, mere kan man da ikke ønske sig :)

Hvis du også kunne tænke dig at dig et eksemplar af 1. oplag, inden det løber tør, kan du lynhurigt sikre dig den her hos SAXO og få den sendt fragtfrit indenfor få dage.

Og mens du venter på posten, kan du jo passende kaste dig over det første lille bageprojekt fra bogen, som jeg som nævnt præsenterer opskriften på her. Det er på kardemommeknuder med æblefyld, og den er allerede er blevet en yndet spise hjemme hos os. Og heldigt er det i den forbindelse, at vores haves eneste æbletræ i år har forsynet os med en overflod af sprøde, rødkindede æbler, som er ideelle som fyld til de gode "knuder". Håber, opskriften også må falde i din smag :-) Det er David selv, der nedenfor præsenterer opskriften.

God fornøjelse!

Kardemommeknuder med æblefyld fra GREEN KITCHEN STORIES
Giver ca. 15 boller

Jeg kan se min farmor for mig, stående i sit landkøkken med en kagerulle i hånden og en dobbeltportion dej til kardemommeboller parat til udrulning på det meldryssede bord. Jeg kan også huske smagen af de boller, når de lige var kommet ud af ovnen. Der er ikke ret meget, der kan gøre en seksårig dreng mere lykkelig. Det er omsider lykkedes os at sætte en opskrift sammen, der har alle de samme kvaliteter, men som er sundere end de traditionelle kardemommeboller. De skægge, snoede knudeboller er ikke supersøde, så vi har kommet mere fyld i dem som kompensation. Vi har også opdateret smagen lidt ved at tilsætte æble, kokos og friskstødt kardemomme. Hvis du laver disse boller, må du love mig at spise en af dem, så snart de kommer ud af ovnen. Det er helt enestående.
– David

1 spsk tørgær
1⁄2 tsk kardemommefrø, stødte
1 knsp havsalt
50 g usaltet smør eller kokosolie
2 1⁄2 dl sojamælk eller anden mælk efter eget valg
5 spsk flydende honning eller ahornsirup
250 g fint speltmel
150 g fuldkornsspeltmel

FYLD
50 g usaltet smør, stuetemperatur, eller
kokosolie
1 1⁄4 dl æblemos, usødet
1 spiseæble, revet og presset fri for
overskydende saft
2 spsk kokosmel
1⁄2 tsk kardemommefrø, stødte
pisket æg, til pensling

Rør gær, kardemomme og salt sammen i en stor skål, og stil skålen til side. Smelt smørret i en kasserolle, tilsæt mælk og honning, og lun blandingen, til temperaturen er ca. 40°. Hæld væden over gærblandingen, og rør rundt, til gæren er opløst.

Sigt de to slags mel sammen, og hæld ca. to tredjedele i den lune gær- mælkeblanding. Rør det sammen til en dej. Ælt gradvist så meget af det sidste mel i, at dejen ikke længere er klistret, men stadig blød. Lad være med at overælte den. Dæk dejen til med et rent viskestykke, og lad den hæve et lunt sted i en times tid eller til dobbelt størrelse.

Rul nu dejen ud til et rektangel på 45 x 50 cm, ca. 1⁄2 cm tykt, på et meldrysset bord. Fordel smør og æblemos jævnt over hele dejfladen, og drys med revet æble, kokosmel og kardemomme. Løft forsigtigt den nederste tredjedel af dejpladen, og fold den sammen over den midterste tredjedel af dejen. Fold derpå den øverste tredjedel henover, så du får et rektangel på ca. 50 x 15 cm i tre lag. Skær forsigtigt rektanglet i 3 cm brede strimler med en skarp kniv. Løft strimlerne op en ad gangen, stræk og vrid dem forsigtigt (så fyldet ikke falder ud) tre gange rundt, og saml dem til løse, knudeformede boller, hvis ender er stukket ind under midten (se billedet). Sæt dem på en bageplade med bagepapir, læg et viskestykke over dem, og lad dem hæve i 30 minutter. Forvarm ovnen til 220°. Pensl bollerne med pisket æg, og bag dem i 10-12 minutter, til de er gyldne.

Kunne du tænke dig mere inspiration, kan du bestille Green Kitchen Stories her.

Danmarkspremiere - 'Green Kitchen Stories' er landet på hylderne

I fredags skete miraklet! Ja, så vidt vil jeg gå, som til at kalde det sådan. Jeg har haft susende travlt med at få sat 2. oplag i tryk af min egen seneste bog, Kram i madkassen', så derfor kommer dette indlæg på med en lille forsinkelse.

I mine fire år som forlægger har jeg arbejdet henimod den dag, som jeg slog øjnene op til i fredags - at udgive mit første store internationale bogprojekt på Tinkerbell Books. Og jeg har ikke kunnet ønske mig en bedre bog at starte ud med end GREEN KITCHEN STORIES af sympatiske og talentfulde Luise Vindahl og David Frenkiel.

Det unge dansk/svenske ægtepar - der til daglig er bosat i Stockholm med deres lille krudtugle Elsa - har efter min mening begået en genistreg med deres første kogebog. Og jeg er ikke ene om den vurdering, for både deres madblog og ders bog har på det nærmeste lagt madverdenen ned. Siden de foldede deres indbydende vegetariske univers ud på bloggen greenkitchenstories.com for ikke mere end 4 års tid siden, har tusindevis af mennesker verden over besøgt deres blog. Det var også her, at den danske sundhedsguru Chris MacDonald i sin tid spottede dem, og  begyndte at lave mad efter deres nytænkende, appetitvækkende og sunde opskrifter. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at det neto har ført pennen til forordet i den danske udgave af deres kogebog, der altså udkom i fredags, den 30. august.

Før jeg skriver mere, vil jeg lige vise dig lidt fra bogens univers. Læn dig tilbage og kig med her:

Fra anonyme veggie-nørder til kulinariske verdensstjerner
Hvordan gik det så til, at dette unge par, der bare holdt af god vegetarisk mad, som så mange andre mennesker har glæden at gøre, pludselig bragede igennem på den internationale, kulinariske scene? Jo, nu skal du høre! For 4 år siden skabte Luise og David deres grønne madblog, der egentlig blot var et sted, de kunne gemme og dele deres opskrifter med de nærmeste venner og familiemedlemmer. Men sådan skulle det ikke gå. Ret hurtigt begyndte siden at blive besøgt af mennesker, de ikke kendte og henad vejen er den blevet et hyppigt besøgsmål for tusindevis af madentusiaster fra hele verden. I dag er de oppe på ca. 300.000 besøgende på bloggen om måneden. Retterne bliver tilberedt i deres eget lille køkken og kreeres med masser af kærlighed til sunde råvarer kombineret med en imponerende sans for at kombinere smagsnuancer på nytænkende og lækker vis. 

Som billederne ovenfor og nedenunder viser er det et sansende mekka af farver og smag, de to unge mennesker folder ud: saf­tige salater, knasende sprøde brød, sun­de fedtstoffer, nye krydderi­ og smagssammensætninger, farverige smoothies og juicer og eventyrlige desserter!

Greenkitchenstories.com kåret til 'Verdens bedste'

Sidste år blev det unge ægtepars første app kåret til “runner up” i “Best of App Store 2012” og tidligere i år blev deres blog kåret i "Best Food Blog Awards 2013" i kategorien "Verdens bedste sundheds-madblog" af det internationalt anerkendte madmagasin 'Saveur Magazine'. Så det skorter ikke på priser og anerkendelse, og da parrets første kogebog strøg ud på hylderne i England og Australien 1. april i år og i USA 1. maj, svømmede anmelderne da også over af begejstring og bøgerne blev langet over disken i en fart, der gjorde, at 2. oplag snart efter måtte sættes i tryk.

I konkurrence med to af landets største forlag
Og nu er bogen altså kommet til Danmark, og jeg er selv ved at revne af stolthed over, at det er mit endnu unge forlag, Tinkerbell Books, der får lov at bringe bogen ud til danskerne med sit lille klokkeblomstlogo på ryggen. To af Danmarks største forlag var også med i kapløbet om at erhverve sig rettighederne til den danske udgivelse, så en heldig stjerne må have lyst på mig, da Luise, David og Hardie Grant Books i Australien og England besluttede at betro opgaven til mig at præsentere den i Danmark.

Forfatterne bag Green Kitchen Stories
Men hvem er de egentlig, disse to unge mennesker, der har deres base i Stockholm, men leverer inspiration ud til mennesker på hele kloden med hang til god mad, sundhed og masser af grønt. I deres bog fortæller Luise og David selv deres historie. Her kommer et lille udpluk:

"Vi mødte hinanden i Rom for 6 år siden. Vores maduniverser stødte sammen nærmest fra det øjeblik, vi mødte hinanden. David var den usunde vegetar (ja, de findes skam), der mere eller mindre levede af pasta, pizza, slik og is. Luise var en meget sundhedsbevidst kødspiser, der stort set havde fjernet alle disse usunde ting fra sin kost. Efter et par akavede måneder sammen (for nu at sige det mildt), tog vi en beslutning. Vi så i øjnene, at hvis vi skulle kunne leve sammen, var David nødt til at lære om fuldkorn, quinoa og naturens sødemidler, og Luise besluttede for sit eget vedkommende at skære ned på kødet og begynde at ekspe­ rimentere med grøntbaserede måltider. Og i stedet for at fokusere på alle de ting, vi ikke spiste hver især, gjorde vi det modsatte: Undersøgte hvordan man kunne lave et aftens­ måltid, der havde grøntsagerne i centrum, men stadig var mættende og nærende nok efter en lang arbejdsdag. Vi fyldte vores hjem op med frugt, grøntsager, nødder, frø, fuldkorn og gode fedtstoffer, og vi besluttede os for at begynde at lave mad og kager, der var sundt og grønt, UDEN at være kedeligt. Vi startede bloggen Green Kitchen Stories for 4 år siden, for at dele vores passion om mad, sundhed, fotografering og design. I dag arbejder vi begge to fuldtid med at skrive bøger, lave ind­ læg til bloggen, udvikle app’er til iPhone og iPad og undervise i ernæring og sundhed."

                                        – Af David Frenkiel & Luise Vindahl

„Jeg ved ikke, hvor David og Luises rejse i sundhedens tjeneste ender. Den begyndte med en ydmyg hjemmeside, der var til stor inspiration for mig, og nu er den nået til denne fremragende kogebog, som jeg håber, du vil få lige så stor glæde af, som jeg har haft.“

– Chris MacDonald

 

1. oplag er næsten udsolgt
Første oplag udkom som nævnt i fredags, og tænk sig, det er allerede meget tæt på udsolgt. Så næste oplag er allerede bestilt i Australien, og kommer primo november. Så vil du sikre dig et eksemplar af bogen allerede nu, er det bare om at handle hurtigt. Det er en fantastisk kogebog, som garanteret hurtigt vil erobre placeringen som én af dine absolutte favoritter. Du kan købe den hos SAXO og få den sendt lige til døren. Rigtig god fornøjelse, og må de Grønne Køkkenhistorier bringe glæde og inspiration hjemme hos dig, ligesom de har gjort så mange andre steder rundt om i verden.

Billederne i dette indlæg stammer alle fra kogebogen, 'Green Kitchen Stories', og er alle skudt af fotograf Johanna Frenkel (der er Davids søster).

1. oplag af 'KRAM' udsolgt på under en måned

Kære venner.

Tænk engang! Efter knap en måned på markedet er 1. oplag til 'Kram i madkassen' udsolgt på nær ganske få eksemplarer. I dag gav jeg grønt lys til at sætte 2. oplag i tryk, og nu håber jeg bare, at den sidste rest fra 1. oplag holder til de nye triller ud på forhandlernes hylder. Det havde jeg alligevel ikke regnet med! Godt nok vidste jeg, at mange familier ude i det danske land nok kunne bruge en god portion ny inspiration til madpakkerne, men at det var så mange, og at interessen var så stor for straks at slå en klo i min nye bog og invitere den med hjem på hylden, det havde jeg ikke lige forudset.

Det glæder mig dog usigeligt, og jeg vil gerne sige tusinde tak til alle jer, der dels har henvendt sig til mig og efterlyst såden en samlet bog fyldt med madpakketips, dels har suppleret jeres samling med et eksemplar af min nye bog, da den omsider kom til verden. Jeg håber, at den må bringe jer inspiration og glæde.

Går du også op i at lave nogle gode madpakker, og har du endnu ikke et eksemplar af 'Kram i madkassen' på hylden derhjemme, så kan du måske komme særdeles nemt til din helt egen udgave ved at deltage i konkurrencen om et ud af 5 signerede eksemplarer her. I samarbejde med 'Sæson for god smag' udlodder jeg nemlig en håndfuld af min nye bog, og alt det kræver at deltage er at sende en mail til saeson@lf.dk med navn og adresse og skrive KRAM i emnefeltet. Vinderne trækkes den 20. september, og de heldige får direkte besked.

Kan du ikke vente, men vil sikre dig et eksemplar med det samme, kan du købe den som "rigtig" bog her og som e-bog her. Sidstnævnte sendes med det samme til dig over mailen, så du har den øjeblikket efter.

Har du lyst til et smugkig ind i bogens univers og til at få adgang til tre opskrifter ganske gratis. Så klik på opskrifterne nedenfor, som jeg har udlånt til redaktør Pernille Bech fra Sæson for god smag.

Babytærter med spinat og parmesan
Fuldkornspastasalaten, der ville med på tur

Ungernes figenpålæg

Opskrift på hjemmebagt kringle, der vækker mindelser om mormorhygge i barndommen

I går oploadede jeg et billede af min hjemmebagte kringle på Instagram, og jeg fik snart efter forespørgsler på opskriften Jeg lovede at poste den herinde på min blog, og det løfte vil jeg selvfølgelig holde :) Måtte du have lyst til at bage en kringle mage til, kan du finde opskriften her. Den stammer oprindeligt fra min lille juleinspirationsbog, Sifs magiske julekalender. Der er nok til at traktere en rigtig stor familie i denne kringle, og den kan altså sagtens bages, selvom sneen ikke drysser fraoven.

Måtte I ikke kunne sætte hele kringlen til livs på én omgang, kan du sagtens fryse den resterende del ned, og så tage den op og varme den i ovnen, når lysten til kringle melder sig på ny. Hvis du er glad for en lidt mere rustik krumme, kan du med succes bytte 200 g af hvedemelet ud med hvid hvede, hvor skal- og kimdelene er bevarede. Men alt det står også inde på opskriftssiden. Med ønsket om, at den må smage dig dejligt!

Kh.
Sif

At tro på mirakler og at forfølge sine drømme

Hvor tit tænker du over, hvilke drømme det kunne være givende for dig at indfri her i livet? Ofte er hverdagen jo temmelig hæsblæsende, og dér kan det tit være svært at finde ro og tid til at stille skarpt på de lidt mere overordnede og måske langsigtede drømme, der ville udløse både glæde, stolthed og mening at bringe fra tanke til handling. Sådan har jeg det i hvert fald selv, og jeg forestiller mig, at du måske har det på samme måde.

Tid og ro er nødvendige faktorer til at kaste lys over sine drømme, og sommerferien kunne måske være den perfekte ramme til at få funderet lidt over, hvor du er i livet lige nu, og hvorhen du ønsker at bevæge dig. Hvilke ønsker til fremtiden har du? Hvilke oplevelser, mål og projekter slumrer i din bevidsthed og kunne have gavn af lidt næring til at blive bragt fra sindets kringelkroge og ud i verden? Sådanne spørgsmål kan jeg godt lide at stille mig selv, når jeg har lidt luft i programmet, for én ting har livet lært mig:

Hvis man ikke selv tager ansvar for at gøre noget ved de ting, man virkelig godt kunne tænke sig - og som man ved, man ville vokse og gro af at tage skridt henimod - ja, så tager den ene dag bare den anden uden, at de forandringer, man ønsker bliver foretaget. Og dét er livet for dyrbart til, efter min mening. Alt for dyrbart.

I går aftes greb jeg ud efter en god roman i min fyldige bogreol - ja, nogen køber sko og lækre tasker, og andre køber bøger. Jeg hører til sidstnævnte, så jeg har reol på reol fyldt af skønne fag- og skønlitterære bøger - og valget faldt på en bog af én af mine yndlingsforfattere, Paulo Coelho. Jeg har en god stribe af hans bøger i min reol, jeg endnu ikke har læst, så jeg greb bare lidt tilfældigt ud efter én af dem og trak "Ved floden Piedra satte jeg mig ned og græd" ud. Den lyder måske trist, men det er ikke mit indtryk, at den er det. Jeg fornemmer snarere på de kapitler, jeg har læst indtil nu, at den er fuld af livsvisdom, eftertænksomhed og inderlighed, som Coelhos andre bøger og fuld af tanker og drømme, vi alle kan relatere til. Og jo, den er måske også lidt melankolsk, men det kan jeg nu godt li' :)

Da jeg for lidt siden sad ude i haven og læste en passage i bogen, der ramte mig lige i hjertekulen, følte jeg mig ansporet til at gå ind at skrive dette blogindlæg og dele passagen med jer. For at I kan forstå sammenhængen i passagen, vil jeg lige kort introducere jer til handlingen. Romanen tager sin begyndelse på et tidspunkt, hvor en ung mand og kvinde mødes efter ikke at have set hinanden i 11 år. De er begge lige knap 30 år. Livet har lært den unge kvinde at kontrollere sine følelser og se rationelt på tilværelsen, mens han er en mand, der lever og ånder for sin religion og sit præstekald, men som ikke kan glemme barndommens kærlighed. Hun har netop opsøgt ham i en sammenhæng, hvor han skal til at holde et foredrag, som han har skrevet og spurgt om, hun har lyst til at komme og høre. En stor forsamling er mødt op for at høre ham, og den unge kvinde er lettere forundret over, hvor stort et publikum, han har evnet at tiltrække. Da begnder han at tale og Paulo Coelho skriver følgende:

"Hans stemme var den samme. Men det var hans ord ikke. "Vi er nødt til at tage chancer," sagde han. "Vi kan kun forstå livets sande mirakel, når vi lader det uventede ske.
    Gud skænker os hver dag - udover solen - et øjeblik, som giver os mulighed for at ændre alt det, der gør os ulykkelige. Hver dag forsøger vi at lade, som om vi ikke opfatter dette øjeblik - som om det ikke eksisterer, som om dagen i dag er magen til dagen i går, og som om morgendagen vil blive akkurat ligesådan. Men den, der virkelig er opmærksom på dagen i dag, vil opdage det magiske øjeblik. Det kan ligge skjult i netop det sekund, hvor vi sætter nøglen i døren om morgenen, i stilheden lige efter middagen, i de tusind ting, som forekommer os ens. Dette øjeblik findes - et øjeblik, hvor stjernernes samlede kraft strømmer ned til os og lader os udrette mirakler.
    Lykken er til tider en velsignelse, men skal for det meste erobres. Det magiske øjeblik hjælper os med at forandre os - og får os til at forfølge vores drømme. Vi vil lide, vi vil gennemleve svære øjeblikke, og vi vil møde mange skuffelser - men det er alt sammen kun forbigående, og det efterlader ingen ar. Og en dag vil vi se tilbage på vores søgen med stolthed og tro.
    Fattig er den, der ikke vover noget. Han vil sikkert aldrig blive skuffet eller desillusioneret, han vil sikkert ikke lide som dem, der forfølger deres drømme, men når han ser tilbage - for vi ser os altid tilbage - så vil han høre sit hjerte sige: "Hvad gjorde du ved de mirakler, som Gud strøede ud over dine dage? Hvad gjorde du med de gaver, som din Mester udstyrede dig med? Begravede du dem et sted langt nede i jorden, fordi du var bange for at miste dem?" Dette må så være din ære: At vide med sikkerhed, at du har ødslet dit eget liv bort. Fattig er den, der må høre disse ord. For når han endelig er i stand til at tro på mirakler, er livets magiske øjeblikke for længst forbi
".

Smukke ord, synes du ikke? De gjorde i hvert fald stort indtryk på mig og gjorde det endnu engang klart for mig, hvor meget vi skylder os selv at gøre en indsats for hver dag at turde tage skridt henimod at bringe vore drømme på vinger. Den gave fortjener vi at give os selv i det omfang, det er muligt ud fra de omstændigheder, vi befinder os i i vort liv på nuværende tidspunkt. Håber, at Coelhos ord også har givet dig lidt stof til eftertanke og givet dig mod på at give dig selv en fristund til at fundere lidt over dine drømme. Rigtig god fornøjelse  :)

5-siders interview i Jyllandsposten i dag

Kære alle sammen

Jeg har endnu engang været lidt længe væk fra bloggen. Der er travlt på forlaget her op til sommerferien, og derudover har nogle hændelser i min nærmeste familie krævet, at jeg har brugt store dele af min opmærksomhed, omsorg og energi dér. Nogle gange byder livet på uventede styrkeprøver og lynnedslag, og så er det med at ranke rykken, aktivere de skjulte ressourcer i sit indre og støtte så godt op om sig selv og dem, man holder af som muligt. Godt det er sommerferie nu, hvor vi alle tanke godt op med ny energi. Det er godt for alle - både de, der er lidt udfordret af livet, og de, der bare har en travl hverdag og trænger til at nyde lidt ro, sol og afslapning.

Billedet ovenfor er Jyllandspostens teaser for det 5-siders interview med undertegnede, de præsenterer id agens avis (i deres livsstilstillæg, VIVA). Aldrig før har jeg fået så flot og omfangsrig en dækning, så det er jeg dybt taknemmelig for, at avisen finder mig værdig til. I interviewet fortæller jeg om at bringe min drøm om at leve som forfatter med egen forlagsvirksomhed på vinger, om mine visioner og de livsmottoer, jeg har valgt at leve efter. Du kan se lidt mere om interviewet her.

I mit sidste indlæg var jeg på vej til Sverige for at medvirke i en 5-dages workshop i Sverige med den prisvindende internationale kogebogsforfatter og blogger Aran Goyoaga fra www.cannellevanille.com. Jeg havde en helt igennem fantastisk tur rig på læring, inspiration og oplevelse. Med mig hjem havde jeg intet mindre end 2000 fotos, så det vidner om, at dagene blev brugt flittigt og effektivt. Stedet vi boede på var enestående smukt med en sø, hvori "flød" en lille rød træhytte, som viste sig at være en, ja... en lille, drøncharmerende træfyret sauna (de kan altså virkelig noget på den front, svenskerne!), vi kunne svømme eller ro i robåde ud til og varme os i om morgenen inden workshoppen startede. Jeg har glædet mig til at dele mine oplevelser med jer, og i aften vil jeg sætte mig og lade tankerne stryge tilbage til de skønne dage i Arans og de andre kursusdeltageres selskab og lave en lille stemningsberetning ledsaget af billeder her til bloggen.

Håber I har det godt derude. Mange varme tanker fra mig og på glædeligt genhør.

"Alt er bedre end intet"

Er du mon begyndt at vænne dig til at vågne til lyden af fuglefløjt og solskin? Jeg må stadig nive mig selv i armen for at forstå, at vinteren har sluppet sit tag og foråret overtaget stafetten, og selvom jeg har travlt med at bringe mine to kommende bøger til verden i denne tid, så stornyder jeg, at sollyset vælter ind ad vinduet og radiatoren nu kan slukkes på mit arbejdsatelier i haven. Og aftenerne er bare så dejlige. Forleden fandt vi  vores lille bålplads frem ude i haven. Få ting er mere hyggeligt end at samles omkring et bål, grille lidt snobrød eller nogle marshmallows.

I disse uger, hvor jeg sidder meget ned og skriver på mine bøger, er det godt at komme op og få arbejdet kroppen godt igennem med jævne mellemrum. Så jeg er begyndt at løbe fast hver anden dag nu - enten langs stranden eller på løbebånden i Fitness World. Det er hårdt at komme igang, men efter bare 3 uger, er jeg allerede kommet i så god form, at jeg ikke bare har det fantastisk, når jeg kommer hjem og står under bruseren, men faktisk også er begyndt at nyde selve løbeturen. Jeg løber ud fra princippet: Alt er bedre end intet. Og det gør hver tur til en succesoplevelse. Faktisk oplever jeg, at det motiverer mig endnu mere til at give den lidt ekstra, når jeg ikke har et nagelfast mål på for eksempel 5 kilometer. Når jeg når tre kilometer, tænker jeg tit: "Så, nu har jeg i princippet opfyldt mit løfte overfor mig selv, men hvorfor ikke lige nappe et par ekstra, for jeg har jo stadig masser af energi". Det virker altså - tro mig. Før slæbte jeg mig stakåndet igennem fire kilometer og tænkte: "jeg kan ik' mer', jeg kan ik' mer', pust, jeg trimler omkuld om lidt, jeg bliver nødt til at stoppe" med bevidstheden om, at det ville være lidt af et nederlag ikke at nå mit fastlagte mål. Sjovt, i hvor høj grad psyken spiller ind og former det resultat man når og den oplevelse, man har undervejs. Men du skulle prøve det, hvis du også har brug for at komme igang med noget træning. Husk: Alt er bedre end intet :-)