#ff28a2

1. oplag af 'KRAM' udsolgt på under en måned

Kære venner.

Tænk engang! Efter knap en måned på markedet er 1. oplag til 'Kram i madkassen' udsolgt på nær ganske få eksemplarer. I dag gav jeg grønt lys til at sætte 2. oplag i tryk, og nu håber jeg bare, at den sidste rest fra 1. oplag holder til de nye triller ud på forhandlernes hylder. Det havde jeg alligevel ikke regnet med! Godt nok vidste jeg, at mange familier ude i det danske land nok kunne bruge en god portion ny inspiration til madpakkerne, men at det var så mange, og at interessen var så stor for straks at slå en klo i min nye bog og invitere den med hjem på hylden, det havde jeg ikke lige forudset.

Det glæder mig dog usigeligt, og jeg vil gerne sige tusinde tak til alle jer, der dels har henvendt sig til mig og efterlyst såden en samlet bog fyldt med madpakketips, dels har suppleret jeres samling med et eksemplar af min nye bog, da den omsider kom til verden. Jeg håber, at den må bringe jer inspiration og glæde.

Går du også op i at lave nogle gode madpakker, og har du endnu ikke et eksemplar af 'Kram i madkassen' på hylden derhjemme, så kan du måske komme særdeles nemt til din helt egen udgave ved at deltage i konkurrencen om et ud af 5 signerede eksemplarer her. I samarbejde med 'Sæson for god smag' udlodder jeg nemlig en håndfuld af min nye bog, og alt det kræver at deltage er at sende en mail til saeson@lf.dk med navn og adresse og skrive KRAM i emnefeltet. Vinderne trækkes den 20. september, og de heldige får direkte besked.

Kan du ikke vente, men vil sikre dig et eksemplar med det samme, kan du købe den som "rigtig" bog her og som e-bog her. Sidstnævnte sendes med det samme til dig over mailen, så du har den øjeblikket efter.

Har du lyst til et smugkig ind i bogens univers og til at få adgang til tre opskrifter ganske gratis. Så klik på opskrifterne nedenfor, som jeg har udlånt til redaktør Pernille Bech fra Sæson for god smag.

Babytærter med spinat og parmesan
Fuldkornspastasalaten, der ville med på tur

Ungernes figenpålæg