

I 2004 kom min første bog på gaden, Krudtugler & kanelsnegle, der sidenhen har fået følgeskab af Rollinger & roulader, Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne og Spilopper & stjerneskud. Derudover har jeg været medforfatter på Smag på kunsten og gæstekok i Karolines nye køkken. Her på siden kan du se og læse lidt mere om bøgerne.
Gartnerinden & lykkesmeden - om at opdyrke livets muligheder og skabe sin egen lykke er en smuk, praktisk og jordnær inspirationsguide til moderne kvinder, som gerne vil skabe et liv med mere trivsel, balance og mening. Den sætter fokus på de områder, der optager og bekymrer de fleste moderne kvinder: Personligt lederskab, kost og sund livsstil, indretning, familieliv, job & karriere, tidsstyring, selvudvikling, mindfulness, motion, søvn og meget andet.
I Gartnerinden & lykkesmeden kommer Sif Orellana hele vejen rundt om den moderne kvindes livssituation og viser, at det er muligt at få alle ender til at nå hinanden. Bogen at fyldt med inspirerende viden om og nyttige redskaber til at skabe dig det liv, du ønsker dig. Den er krydret med anekdoter, personlige refleksioner, øvelser, tips og idéer samt massevis af nemme opskrifter på velsmagende og sunde retter, bagværk, snacks og velgørende DiY-kropspleje.
“Husbibler” har læserne kaldt Sif Orellanas tidligere livsstilskogebøger. Med Gartnerinden & lykkesmeden er der lagt op til endnu én - denne gang inden for genren selvudvikling, gastronomi, sundhed og livsstil.
Bogen er et “must” for alle moderne kvinder, der ønsker at få mere ud af tilværelsen.
Sifs magiske julekalender – 24 velsmagendeog kreative idéer til sjove juledage er en smuk og stemningsfuld juleinspiraitionsbog pakket med nemme og lettilgængelige juleidéer, håndtegnede illustrationer og atmosfærefyldte farvefotos.
Bogen er skrevet af Sif Orellana, forfatteren bag bestsellerne Krudtugler & kanelsnegle, rollinger & roulader og Spilopper & stjerneskud. Den består af 24 opskrifter, kreative idéer og lege, der på nem og overskuelig vis får december måned til at emme af velsmag, kreativitet og julehygge. Bogen er krydret med et juleeventyr og et bonuskapitel med fire af forfatterens yndlingsopskrifter på julens bedste kager.
I Sifs magiske julekalender – 24 velsmagende og kreative idéer til sjove juledage finder du bl.a. honningmænd, nougattine, fortryllende rystekugler, kræmmerhus med mundgodt, pebernødder med overraskelser, snemands-slikkepinde, pakkeblomster, monsterstore snefnug, solbær-toddyer med indbygget julehumør og svenske “lussekatter”
Spilopper & stjerneskud er den længe ventede efterfølger til bestsellerne Krudtugler & kanelsnegle og Rollinger & roulader. Bogen er en smuk inspirations- og livsstilskogebog fyldt med nemme, velsmagende og kreative opskrifter, tips og idéer suppleret af stemningsfulde og farvemættede fotos af Søren Gammelmark og Sif Orellana samt skønne illustrationer af grafiker Charlotte Brixen. Den Den er krydret med personlige refleksioner om og inspiration til et glædesfyldt familieliv, der gør bogen til andet og mere end en almindelig familiekogebog. “Husbibler” har læserne kaldt de to forgående bestsellere i serien, og med 3‘eren er der lagt op til endnu én af slagsen.
Spilopper & stjerneskud følger årets gang og udstyrer læserne med friske og gennemtestede bud på, hvordan man med små greb kan samle familien omkring nemme og velsmagende måltider, bageprojekter, kreative aktivieter, lege og højtidsfejringer. Hvert kapitel er fyldt med inspirerende billeder, praktiske forslag og anvisninger til kulinariske og kreative aktiviteter, som børn og voksne kan være sammen om. Der er bl.a. tips til næringsrig morgenmad, sunde madpakker, skønne hverdags- og gæsteretter, et vitaminholdigt “Frugtkvarter”, og humørfyldt “Cupcakelaboratorium” og meget mere.
Bogen blev i december 2011 kåret til Danmarks bedste børne- og familiebog og nomineret til Verdens Bedste, der kåres 6. marts 2012.
Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne er en smuk livsstils- og inspirationsbog fyldt med skønne og lettilgængelige bageopskrifter og stemningsfulde og farvemættede fotos af Søren Gammelmark og forfatteren selv. Den er krydret med fabulerende eventyrtegninger af illustrator Nis Nielsen og massevis af eventyr, fortællinger og anekdoter.
Der er grove løjer til madpakken, søde lækkerier til weekendmorgenerne, mundgodt til højtiderne, fuldtræffere fra tipoldemors bageskål, opskrifter på forvandlingsdej og meget mere. Der gøres holdt ved årstider, mærkedage og traditionsrige begivenheder, der giver anledning til at bage nogle helt særlige brød og kager, hvortil knytter sig fængslende historier.
Du kan købe bogen her.
Rollinger & roulader er den længe ventede efterfølger af bestselleren Krudtugler & kanelsnegle fra 2004. Hermed følger Sif Orellana succesen op med endnu en smuk livsstils- og inspirationsbog med fokus på en hverdag med børn.
Bogen byder på opskrifter, lege, kreative aktiviteter, tips og idéer, man kan have gavn og glæde af hele året rundt. Der gøres holdt ved begivenheder og højtider, gamle traditioner bliver vakt til live, og nye ser dagens lys. Indimellem er der blevet plads til refleksioner over livet som børnefamilie og til en lille buket af charmerende historier til oplæsning. Alt er illustreret med masser af herlige, stemningsfulde og farvemættede fotos af Søren Gammelmark.
Så spænd sikkerhedsbæltet, og bered dig på en oplevelsesrig rejse ind i Sifs kreative og gastronomiske univers.
Du kan købe bogen online her.
Krudtugler og kanelsnegle sætter fokus på en hverdag med børn. Den åbner dørene til et univers, hvor kreativitet og leg er i højsædet og præsenterer læserne for et mylder at tips og idéer til mad- og bageopskrifter, inden- og udendørs aktiviteter, ferieprojekter, indretning, hjemmelavede gaver, søde sager, drinks, dekorationer, pynt, fødselsdags- og julehygge og meget, meget mere.
Med en kombination af praktisk sans, kreativitet og kulinarisk tæft giver Sif Orellana her sit byd på, hvordan man - med enkle midler og en forholdsvis lille indsats - kan bringe mere glæde og inspiration ind i en travl hverdag med børn og få dagligdagen til at blive både lidt nemmere og en hel del sjovere. Bogen tager udgangspunkt i de fire årstider og giver friske og gennemtestede råd om, hvordan man kan inddrage børnene mere i de praktiske gøremål og i planlægningen af årets festlige begivenheder.
Hvert kapitel er fyldt med inspirerende billeder, nyttige forslag og anvisninger til kreative og hyggelige aktiviteter, som børn og voksne kan være sammen om.
Du kan købe bogen online her.
I september 2007 slog ARoS Aarhus Kunstmuseum dørene op for en 5-dages nordisk madkunstfestival SMAG PÅ KUNSTEN med deltagelse af en række af Nordens ypperste og mest toneangivende billedkunstnere, skulptører, madkunstnere og foodstylister. Jeg var dengang ansat som arrangementschef på museet og var selv med til at fostre idéen til arrangementet. Efter begivenheden blev en madkunstbog af samme navn skabt. Jeg medvirkede som medforfatter på denne.
I bogen kan man opleve eller genopleve de fantastiske dage igennem et visuelt overflødighedshorn af stemningsbilleder fra festivalen og med gengivelser af de kunstværker fra museets samling, der dannede afsæt for kokkenes kunstneriske madkreationer på tallerkenen. Bogen koster 299 kr. og har man lyst til hurtigt at få bogen i hænde, kan den købes online fra boghandlere over hele landet og Forlaget TasteAarhus' hjemmeside.
Du kan se en pdf af udvalgte sider fra bogen her.
I marts 2008 udgav Arla en ny kogebog: Karolines nye køkken et oplag på 300.000 eksemplarer. Et halvt år forinden fik jeg et spændende opkald fra leder af Karolines Køkken, Tove Færch, der spurgte, om jeg kunne have lyst til at deltage som gæstekok. Det havde jeg! Vi er i alt fire gæstekokke, der byder ind med vore favoritretter i bogen: Chefredaktør Anne Knudsen fra Weekendavisen, kultursociolog Christian Stenbak Larsen, der underviser på Suhrs Seminarium, Morten Strunge Meyer fra Kræftens bekæmpelse og undertegnede.
Kogebogen handler om middagsmåltidet i børnefamilier og er bygget op omkring de fire årstider. Den støtter princippet om at servere tre sunde retter til aftensmåltidet - uden at bruge mere tid på at tilberede maden. I bogen præsenteres i alt 30 lækre og nemme hverdagsretter, der alle overholder de officielle anbefalinger om fedtenergiprocent og indhold af frugt og grønt. Jeg bidrog med en nem og meget lækker firskeret, som også optræder i min Rollinger & roulader, samt diverse andre retter, der er skrædersyede til børnefamilier.
Du kan se en "bladre-udgave" af bogen her. Bogen koster 50 kroner og kan købes her.